København sænker skatten i nyt budget, der ifølge Hæstorp er fuld af "kernesocialdemokratisk" politik

Med årets budgetaftale lapper de københavnske politikere store huller i velfærden. Forliget markerer dog også en afgørende skillelinje mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten om retningen for København, mener overborgmesteren.

Socialdemokratiet er tilbage i et københavnsk budgetforlig, efter partiet sidste år blev sendt uden for døren af Enhedslisten og rådhusets borgerlige partier. 
Socialdemokratiet er tilbage i et københavnsk budgetforlig, efter partiet sidste år blev sendt uden for døren af Enhedslisten og rådhusets borgerlige partier. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søren Dahl

Da de københavnske politikere onsdag morgen trådte ud foran tv-kameraerne i rådhusets Magistratsal, var det med en budgetaftale, der bød på ualmindeligt få overraskelser i forhold til normalt. 

Det skyldes til dels den principaftale, som alle partier pånær Enhedslisten og Alternativet indgik i juni, men også at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) på forhånd havde varskoet københavnerne om, at en stor del af budgetmidlerne var reserveret til at reparere gabende huller på særligt social- og børneområdet.

"Vi står i en historisk svær situation, hvor vi ligesom mange andre kommuner har stigende udgifter til børn og unge, der mistrives, og udsatte københavnere, der har brug for ekstra hjælp. Udgifter som tvinger os politikere til svære prioriteringer," lød det fra overborgmesteren på onsdagens pressemøde. 

Læs også

De store overskrifter i årets budgetaftale tegnes da også af større millionbevillinger til en række velfærdsområder, der er sat under hårdt pres.

Her har særligt det specialiserede socialområde trukket store veksler på budgettet.

Med forliget afsætter politikerne 214 millioner kroner til håndtering af mistrivsel og flere autismediagnoser blandt børn og unge, mens der afsættes godt 100 millioner kroner til at betale for stigende udgifter til botilbudspladser til hjemløse.

"Kernesocialdemokratisk" politik 

På trods af de stramme økonomiske bånd er der også fundet plads til en række af politikernes egne ønsker i den nye budgetaftale.

Med aftalen giver partierne den københavnske kommuneskat endnu et nøk nedad, ligesom de har fundet over seks milliarder kroner til kommende metrolinjer, der skal forbinde den kommende kunstige halvø Lynetteholm med resten af København og aflaste de eksisterende metrolinjer.

Så længe der er råderum til det, er det socialdemokratisk politik, at man godt kan lave skattelettelser i København.

Sophie Hæstorp (S)
Overborgmester, Københavns Kommune

Derudover er partierne enige om, at det ikke længere skal være gratis for københavnere og udenbys borgere at parkere deres elbil i København, ligesom partierne på sigt lægger op til at sløjfe gratis parkering om søndagen.

Partierne har dog ligeledes forpligtet sig til at finde erstatninger for de gadeparkeringspladser, der bliver nedlagt som følge af aftalen.

Socialdemokratiet og overborgmester Sophie Hæstorp kritiserede sidste år Enhedslisten for at gå med til skattelettelser, ligesom partiet indtil for et år siden havde som mål at nedlægge hver tredje gadeparkeringsplads i København. 

Læs også

Selvom begge elementer altså er med i den nye budgetaftale, mener overborgmesteren stadig, at der er rigeligt med socialdemokratisk politik i aftalen.

"Det vigtigste for Socialdemokratiet er, at vores by hænger sammen i hverdagen. Det gør vi blandt andet ved, at vi får lagt sporene til nye kommende metrolinjer, og at vi sikrer vores børn og unges trivsel," lød det på pressemødet.

Skolehaver, mere musikundervisning, kulturtilbud, og en analyse af bedre trivsel for børn og unge blev fremhævet af overborgmesteren:

"Det er kernesocialdemokratisk politik, og som vi har arbejdet på i længere tid at få samlet alle parter om, så vi ikke bare gør lidt her, og lidt der."

I var sat uden for døren sidste år, hvor Enhedslisten lavede budgetaftale udenom jer. Hvor vil du sige, at man tydeligst kan se, at det er Socialdemokratiet, der igen sidder for bordenden i et københavnsk budget? 

"Jeg kunne jo være og fræk at sige, at det kan man se ved, at vi afsætter tre gange så mange penge til arbejdet med biodiversitet, som der er gjort i de seneste tre års budgetter. Det var da interessant at se, at Enhedslisten ikke formåede at gøre mere for at skabe vild natur, da de sad ved bordenden," siger overborgmesteren, da Altinget møder hende efter pressemødet. 

Hun henviser til, at budgetaftalen for 2024 afsætter i alt 50 millioner kroner til at implementere kommunens biodiversitetsstrategi. Ved sidste års budgetaftale blev en stor del af biodiversitetsprojekterne ellers skrottet, hvilket medførte stor kritik fra Danmarks Naturfredningsforening

"Men det socialdemokratiske kerneaftryk er jo i lige så høj grad det brede samarbejde om de lange linjer. Sidste år satte man ikke penge af til at stormflodssikre København eller at udvikle byen gennem Refshaleøen ved at sikre, at folk let kan komme dertil på cykel, eller nye kommende metrolinjer," pointerer Sophie Hæstorp.

Du har tidligere været imod at sænke skatten, og S gik til valg på at nedlægge parkeringspladser. Hvordan kan du gå med i en aftale, hvor man finder erstatningsparkeringspladser og sænker skatten? 

"Når vi har et råderum til at sænke skatten, så kan vi selvfølgelig også gå med til det i Socialdemokratiet. Man kan konstatere, at Enhedslisten har indført skattelettelser som en ny valuta på rådhuset i forhold til budgetaftaler. Det viste de sidste år, da de gik ud af lokalet og tilbød de borgerlige partier skattelettelser for at være med til at lave en budgetaftale udenom os."

"Det har vi taget til efterretning, og så længe der er råderum til det, er det socialdemokratisk politik, at man godt kan lave skattelettelser i København."

Overborgmesteren understreger, at hun "på ingen måde" har droppet idéen om at reducere antallet af gadeparkeringspladser i København. 

"Med den her aftale tager vi de erstatningsparkeringspladser, som Enhedslisten aftalte sidste år, og viderefører. Men vi arbejder samtidig på en række projekter, hvor man kan samle bilerne i parkeringshuse eller andre steder," siger hun og fortsætter: 

"Vi har også sat penge af til bylivsgader, og gader, der er mere grønne. Så vil der være andre steder, hvor vi bliver nødt til at købe parkeringspladser i parkeringshuse for få bilerne væk fra gadebilledet. Så Socialdemokratiet er i allerhøjeste grad i gang med at levere på løftet om, at der skal være mindre gadeparkering i København." 

Manifesterer forskel til Enhedslisten 

En af de mest opsigtsvækkende detaljer ved årets københavnske budgetslag har været, at rådhusets største parti Enhedslisten stod uden for forsommerens principaftale, og forlod de egentlige budgetforhandlinger, der startede i sidste uge, efter blot et døgn.

Ifølge overborgmesteren er årets budgetaftale da også en manifestation af forskellen på de retninger, som henholdsvis Socialdemokratiet og Enhedslisten vil udvikle København i.

Det handler især om den måde, som partierne ser på den kommende mega-halvø Lynetteholmen.

Enhedslisten har været imod projektet siden dets fødsel.

Blandt partierne bag årets budgetaftale er der dog enighed om, at Lynetteholmen udgør en central del af de næste mange års københavnsk byudvikling. Særligt fordi finansieringen til en række større københavnske infrastrukturprojekter, herunder metroen, skal findes gennem indtægter fra kommende grundsalg på halvøen.

"Når vi helt ekstraordinært bliver enige om et to-årigt budget skyldes det jo også, at vi sideløbende arbejder med en kommuneplan, der skal vise retningen for København i de næste 12 år. Det er Lynetteholmen jo uundgåeligt en del af, selvom det er et projekt, der strækker sig meget langt ud i fremtiden," siger Sophie Hæstorp.

"Man skal huske på, at vi i de her år skal træffe nogle beslutninger, der får vidtrækkende betydning for København i fremtiden, og for de københavnere, der bor i byen i 2050. Det er afgørende for mig, at vi ikke ender i en situation som i Los Angeles eller andre storbyer, hvor man udvikler og udvikler uden at have infrastrukturen på plads," tilføjer overborgmesteren.

Vi står i en historisk svær situation, hvor vi ligesom mange andre kommuner har stigende udgifter.

Sophie Hæstorp (S)
Overborgmester, Københavns Kommune

I årets budgetaftale har de andre partier godkendt, at SF står uden for den del, der handler om at give skattelettelser til københavnerne.

Overborgmesteren afviser dog, at man kunne have lavet en lignende aftale med Enhedslisten ved at lade partiet stå uden for de dele, der handler om Lynetteholm.

"Det kan man ikke, for Enhedslisten vil ikke være med til at stormflodssikre København med Lynetteholm, og de vil ikke være med til, at vi blandt andet gennem Lynetteholm sikrer, at der er boliger nok til de mange fremtidige københavnere," slutter Sophie Hæstorp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Social- og boligminister (S), fhv. MF og overborgmester i København
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024