23. oktober 2018
Salen: Lov om finansiel virksomhed med videre (1. beh.)

1. behandling af forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (L 47).

Formålet med lovforslaget er først og fremmest at gennemføre en række af de anbefalinger, som arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering har afgivet i rapporten "Eftersyn af den finansielle regulering", som blev offentliggjort 27. april 2018.

De foreslåede ændringer betyder, at særligt forskellige former for digitale løsninger og ydelser falder ind under begrebet accessorisk virksomhed, som kan udøves af pengeinstitutter. Endvidere får pengeinstitutter adgang til at udøve visse aktiviteter, der ligger ud over accessorisk virksomhed, i et selvstændigt kapitaliseret datterselskab. Ændringerne har til formål at understøtte pengeinstitutternes mulighed for at udvikle og fremtidssikre deres forretningsmodel i takt med den digitale udvikling.

Lovforslaget skærper derudover bødeniveauet for overtrædelser af hvidvaskloven markant, så der fremover skal tages proportionalt hensyn til overtrædelsens karakter og virksomhedens størrelse ved bødeudmåling. Forslaget udmønter den politiske aftale af 19. september 2018 om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Endvidere sænkes et af kravene til, hvornår et institut kan blive udpeget som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) i Danmark, idet kravet for SIFI-indlånsindikatoren sænkes fra 5 procent til 3 procent Herved bliver de institutter, der forvalter de største andele af de danske husholdningers og danske virksomheders indskud, omfattet af reglerne for SIFI'er.

Endelig foreslås en række tilpasninger, der skal sikre efterlevelse af EU-regler i securitiseringsforordningen og prospektforordningen, som træder i kraft henholdsvis 1. januar 2019 og 21. juli 2019.

Loven skal træde i kraft 1. januar 2019.

Forslaget er fremsat af Rasmus Jarlov (K).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Jarlov

MF (K), fhv. formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

0:000:00