8. december 2020
Salen: Lov om betalinger med videre (2. beh.)
2. behandling af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love (L 12).

Lovforslaget gennemfører en række ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen og sikre et styrket og målrettet tilsyn på blandt andet bæredygtigheds-, hvidvask- og betalingsområdet.

Finanstilsynet får mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at finansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsprocesser.

På hvidvaskområdet justeres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets tilsyn, så myndighederne får bedre mulighed for at samarbejde med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande. Desuden indføres der et forbud mod indløsning af anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande for at sikre, at kortene ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme.

På betalingsområdet får Finanstilsynet endvidere mulighed for at føre effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende betalinger i EU. Formålet er at sikre, at der er lave gebyrer på grænseoverskridende betalinger i EU, og at der for forbrugerne er større gennemsigtighed forbundet med sådanne gebyrer.

Endelig sikrer forslaget større fleksibilitet til at kunne fastsætte nærmere regler for gebyropkrævninger for betalingsinstrumenter omfattet af den såkaldte abonnementsmodel (dvs. Dankortet).

Loven skal træde i kraft 1. januar 2020.

Forslaget er fremsat af erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00