Dansk Folkepartis leder, Morten Messerschmidt, og Radikales leder, Martin Lidegaard, mødes 18. august i retten på Frederiksberg. Det er Morten Messerschmidt, der har stævnet Martin Lidegaard, efter at sidstnævnte sagde, at Dansk Folkepartis udrejsepolitik handler om hudfarve.
”Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her,” sagde Martin Lidegaard ifølge Politiken til et debatarrangement under kommunalvalgkampen.
Udtalelsen kom på baggrund af et interview, som Morten Messerschmidt havde givet til Weekendavisen, hvor DF-formanden talte om at sende mellem 50.000 og 100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af landet.
Morten Messerschmidt har ifølge Politiken stævnet Martin Lidegaard for ærekrænkelser. Der er tale om en civil retssag, og der er afsat en enkelt retsdag til sagen.

Morten Messerschmidt
Folketingsmedlem (DF) og partiformand, 3. næstformand, Folketingets Præsidium

Martin Lidegaard
Folketingsmedlem (R), politisk leder, Radikale









