
Politikere udtrykker med jævne mellemrum, at der skal være mindre bureaukrati, og at borgeren skal i centrum.
Regeringen, SF og de Konservative har nu indgået en delaftale på hjemløseområdet, som netop skaber mere bureaukrati og svækker borgerens mulighed for at vælge.
I en delaftale fra september 2025 har parterne blandt andet bestemt, at alle private botilbud for hjemløse skal i udbud.
Men essensen af at sætte hjemløseområdet i udbud har konsekvenser for det daglige arbejde ude i de mange selvejende botilbud for hjemløse, som i årevis har hjulpet hjemløse, og ifølge Socialtilsynets vurderinger gør det rigtig godt.
Ofte er det også i disse tilbud, man er mest innovative og har lagt arbejdet om efter de strategier og den lovgivning, som gælder på hjemløseområdet. Det, som kaldes Housing First.
Hvis botilbuddene skal i udbud, mener jeg, at det vil betyde, at et stort og ofte kompliceret arbejde går i gang på alle niveauer.
Papirbunken vokser
Først skal Socialministeriet – sikkert i samarbejde med Socialstyrelsen – udarbejde rammerne for, hvordan et udbud skal udformes og rammesættes. Dette kræver masser af arbejdstimer.
Derefter skal 98 kommuner i gang med at tilpasse dette til egne rammer og lokale forhold. Dette kræver masser af arbejdstimer.
Derefter skal de omkring 110 botilbud for hjemløse, med udgangspunkt i udbudsmaterialet, skrive sig ind i materialet og håbe på, at de får en driftsaftale. Dette kræver masser af arbejdstimer, og det kræver sikkert i flere botilbud, at man skal ansætte eller købe kompetencer til at kunne lave udbud. Det, der bliver kaldt de kolde hænder.
Ved at sætte hjemløseområdet i udbud skaber man en kaskade af papirarbejde på alle niveauer, og det giver ikke bedre kvalitet.
Robert Olsen
Alt dette skal ske, inden den første hjemløse kommer ind ad døren.
Ved at sætte hjemløseområdet i udbud skaber man en kaskade af papirarbejde på alle niveauer, og det giver ikke bedre kvalitet.
Og jeg skal hilse og sige, at det ikke er, fordi der ikke er væltet papirarbejde ned over botilbud for hjemløse over de seneste mange år.
Vi ligger i administrativ benlås
Med over 32 år som leder af forskellige botilbud for hjemløse har jeg kun set, at papirbunkerne vokser.
Som leder i selvejende institutioner med driftsoverenskomst har jeg i tre årtier været vidne til det modsatte: en eksplosiv vækst i krav, dokumentation, tilsyn og procedurer.
Det er blevet moderne at tale om "færre regler", men i hverdagen oplever vi noget helt andet. Vi ligger i administrativ benlås.
Lad mig give et par eksempler:
Årlige resultatkontrakter er i dag relativt overskuelige, men det har krævet mange år og mange mellemregninger at nå dertil.
Undervejs er vi som alle andre blevet mødt af skiftende styringsbølger: Total Quality Management, New Public Management, Lean, forandringsledelse – hver med sit sprog, sine systemer og sin logik.
På Kofoeds Skole har vi gennem årene opbygget omfattende beredskabsplaner: for brand, vold, trusler, bomber, pandemier, it-nedbrud og meget mere.
I praksis vinder ofte dem, der er bedst til at skrive og oversætte deres praksis til udbudssprog – ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at løse opgaven.
Robert Olsen
Vi har gjort det, fordi vi har oplevet reelle hændelser – kemisk udslip i nærheden, brande, konflikter med udsatte borgere. Det giver mening.
Vores beredskab fylder nu over 60 sider. Vores Arbejdspladsvurderingsmateriale og handleplaner hundredevis af sider. Vores GDPR-regler og it-sikkerhedspolitik endnu flere.
Socialtilsynets besøg er et andet eksempel. Tilsyn er nødvendigt; ingen skal bo eller arbejde under dårlige forhold.
Men hver gang tilsynet annoncerer et besøg, igangsættes en omfattende administrativ og praktisk manøvre: materiale, opdateringer, lister, kalenderændringer, ekstra dokumentation. Sidst afleverede vi omkring 150 sider alene til det besøgende tilsyn.
Når man taler om kontrol, er der et før og efter Britta-sagen. Selvfølgelig skal offentlige midler forvaltes ordentligt. Men konsekvensen af enkeltsager er blevet lag på lag af regler, skemaer, hvidvaskprocedurer og detaljerede revisionskrav.
Robert Olsen (f. 1960) er afgående forstander på Kofoeds Skole. Han fratræder sin stilling til maj efter 14 år på posten.
Han har tidligere været forstander for Mændenes Hjem og medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
Hvor revisor før brugte én dag, fem sider og et kasseeftersyn, har vi i dag revisioner, der fylder mange hundrede sider, flere revisorer, regnskabsinstrukser på omkring 60 sider, krav om billedlegitimation fra bestyrelse og ledelse (hvidvaskningslovgivning), og en kontrolkæde, der involverer revisor, ministerium, finansministerium og Rigsrevision.
Og så er der brandtilsyn, fødevarekontrol, arbejdsmiljøregler, hjemmeside tilsyn, byggesager og meget mere.
Hver del kan forsvares enkeltvis. Men samlet skaber de en administrativ mur.
Samtidig er de samlede regelværk på vores personale område oppe på omkring 1500 sider. Dertil kommer forvaltningslov og høringsregler, som vi også skal have tjek på og overholde.
Stik imod de politiske intentioner
Intentionen med udbud er at skabe konkurrence og effektivisering samt at give kommunerne mulighed for at styre deres udgifter.
Men i praksis vinder ofte dem, der er bedst til at skrive og oversætte deres praksis til udbudssprog – ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at løse opgaven.
Ingen kan være imod konkurrence på ordentlige og lige vilkår. Men endnu en gang tager det tid fra det centrale i opgaveløsning nemlig at hjælpe en hjemløs.
I stedet går politikerne nu mod egne intentioner og skaber mere bureaukrati ved at sende hjemløse-arbejdet i udbud.
For hvis vi virkelig vil have lederne ud i praksis – og medarbejderne tæt på borgerne – så er der kun én vej: Vi må løsne den administrative benlås. Ikke i overskrifterne. Men i paragrafferne.
Der er oftest gode politiske intentioner med flere krav i regler og bekendtgørelser, men de tager værdifuld tid og ressourcer væk fra kerneopgaven - at hjælpe udsatte borgere.
Der bør derfor være en mere nøje vurdering af nødvendigheden og omfanget af love og regler, når de indføres eller revideres.























