DF-politiker: Lav en de Gaulle-beskyttelse af Ærøskøbing, Dragør, Faaborg og Helsingør

DEBAT: Når det kommer til arkitektur og bymiljøer, er der tit ikke langt mellem østblokkommunister, socialister og liberalister. De er alle farlige, fordi ideologi står over bymiljø, skriver Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti.

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

Det var noget af en bombe, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) lod sprænge, da han fortalte, han ville sætte bygherren helt fri med mindre statslig indblanding.

Ministeren henviste til Houston, Texas, hvor der er mindre regulering og derfor billigere boliger. Jeg bliver helt svedig i hænderne ved en sådan udmelding, for Houston er absolut det modsatte af min drøm for gode byer, og jeg tror også, at det gælder for de fleste danske arkitekter.

Houston er kendt for Katy Freeway, der med sine 23 (treogtyve) vejbaner er symbolet på, hvad en fri og mindre reguleret bypolitik kan føre til. Kønsløse skyskrabere, kæmpestore parkeringsområder, mangesporede veje ind gennem byen.

Jeg kan godt blive bekymret, når jeg læser den slags. Har ministeren slet ikke fulgt med i dansk arkitekturs udvikling? Har han ikke læst om den danske arkitekt og byplanlægger Jan Gehls banebrydende indsats for bymiljøer, og som flere og flere byer nu er begyndt at efterligne verden over?

Billigere, men kønsløst

Mindre regulering end i dag vil givet føre til billigere boliger, men det vil samtidig føre til kønsløse og menneskefjendske byer, som ikke vil gøre mennesker lykkeligere. Og hvorfor er det lige, at ministeren synes, det er så vigtigt at afregulere, så København kan tiltrække endnu flere indbyggere, når byen allerede i dag er en magnet for mange mennesker?

På enkelte områder kunne jeg faktisk godt tænke mig mere statslig indblanding. Det er i dag kommunerne, der har hovedansvaret for vore byers udvikling gennem lokal- og kommuneplaner. Jeg har selv været involveret i dette gennem mine 12 år som byrådsmedlem i Odense. Kommunerne har vide beføjelser til at skabe deres byer.

Det er godt, når det er samvittighedsfulde embedsfolk og kommunalpolitikere, der står for dette, men skidt, når det modsatte er tilfældet.

I Danmark har vi ikke været gode til at passe på historiske bymiljøer. Det er tit tilfældigheder, der gør, at historiske byer bevarer deres særpræg. Man er ofte kun et enkelt kommunalvalg fra katastrofen. Derfor ville det give god mening, at staten udpegede særligt bevaringsværdige bymiljøer og beskyttede dem mod bygherrer, kommunalpolitikere og arkitekter.

Der er ikke mange i dag, der ved, at det var den franske præsident Charles de Gaulle, der sikrede Paris for eftertiden. Han sørgede ganske enkelt for at beskytte det historiske Paris mod skyskrabere og moderne rædsler, der ville ødelægge den smukke by.

Desværre er den socialistiske borgmester med de spanske aner Anne Hidalgo ved at ødelægge dette med sine planer om grønne skyskrabere og meget andet.

Beskyt de danske byer
Vi burde lave en de Gaulle-beskyttelse for byer som Ærøskøbing, Dragør, Faaborg, Helsingør og andre af vore smukke byer. Tegne en streg rundt om de historisk set bevaringsværdige bymiljøer og kun tillade nybyggeri, der passer til de omgivende huse.

Det burde vi også gøre i København. Turisterne elsker den gamle hovedstad. Dens miljø. Hvis dette pludselig blev skæmmet af endnu flere firkanter, skyskrabere og kasser med glas og stål, ville København miste sin sjæl og charme.

Københavns Kommune har jo allerede ødelagt havnefronten og historiske bymiljøer som eksempelvis Slotsholmen ved at give tilladelser til kedelige og direkte ødelæggende byggerier.

Når det kommer til arkitektur og bymiljøer, er der tit ikke langt mellem østblokkommunister, socialister og liberalister. De er alle farlige, fordi ideologi står over bymiljø.

Måske skulle en behjertet sjæl give Ole Birk Olesen et Jan Gehl-kursus i julegave?

Forrige artikel Chef om ledelseskommission: Ledernes besvarelser er fyldt med paradokser Chef om ledelseskommission: Ledernes besvarelser er fyldt med paradokser Næste artikel Professor: Opgaverne i de nationale tests er noget skrammel Professor: Opgaverne i de nationale tests er noget skrammel
Sundhedsministeriets departementschef går på pension

Sundhedsministeriets departementschef går på pension

NAVNE: Regeringen siger farvel til endnu en nøglespiller i kampen mod corona-virus. Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, går på pension. ”Det har intet med corona eller mink at gøre,” siger han til Altinget.