EL: Finansministeriets regnemaskine tilgodeser højreorienteret politik

Af Pelle Dragsted (EL) og Rune Lund (EL)
Hhv. Erhvervsordfører og finansordfører

Under finanslovsforhandlingerne i 2014 ville Enhedslisten sikre, at et par hundrede arbejdsløse i en kort periode fik en kontanthjælpslignende ydelse, hvis de faldt ud af dagpengesystemet. Den direkte udgift til dette var cirka ti millioner kroner.

Men efter en tur igennem finansministeriets regnemaskine blev den endelige pris beregnet til at være, hold fast: 610 millioner kroner!

Få måneder efter får Liberal Alliance svar fra Finansministeriets på, hvad de samfundsmæssige konsekvenser af partiets økonomiske plan, som blandt andet indebærer afskaffelse af topskat og arveafgift samt nedlæggelse af 92.000 stillinger i den offentlige sektor.

Finansministeriet regnede sig frem til, at planen ville øge beskæftigelsen med 124.000 personer.

Regnemaskinen regner skævt
Regnemodellerne antager nemlig, at lavere skat og lavere ydelser vil få danskerne til at arbejde mere. Til gengæld har ældrepleje, børnepasning og sundhedspleje ifølge modellen ingen betydning for folks ønsker og muligheder for at arbejde.

Det giver ikke mening med en regnemaskine, der ikke regner med åbenlyse økonomiske effekter af børnehaver, sygehuse eller en ordentlig ældrepleje

Pelle Dragsted (EL) og Rune Lund (EL)
Hhv. Erhvervsordfører og finansordfører

Man kunne faktisk, ifølge modellen altså, lige så godt bare futte pengene af i brændeovnen. Det ville have den samme effekt: Nul. Sådan en regnemaskine holder jo ganske enkelt ikke.

Vi har i Enhedslisten siden stillet hundredvis af spørgsmål til finansministeren om regnemodellernes empiriske og videnskabelige grundlag og læst tusindvis af siders økonomisk forskning. På den baggrund har Enhedslisten netop udgivet en 126 siders lang rapport om Finansministeriets regnemodeller med titlen ”Den politiske regnemaskine”.  

Rapportens konklusion er klar: Finansministeriets regnemodeller hviler på et svagt og usikkert empirisk grundlag. Det betyder, at regnemodellerne giver ufuldstændige og fejlagtige svar på, hvad de samfundsøkonomiske konsekvenser er af forskellige økonomiske tiltag.

Samtidig bærer disse svar præg af en klar bias til fordel for højreorienteret økonomisk politik. Det er både ud fra et demokratisk og økonomisk perspektiv dybt bekymrende, fordi regnemodellerne har enorm indflydelse på den økonomiske politik, der føres, uanset hvilken regering der sidder ved magten.

Skal vi helt droppe dynamiske effekter?
For det første skal vi sikre os, at der i det hele taget er evidens bag de dynamiske effekter, der ligger til grund for Finansministeriets regnemaskine. Det er et must i sig selv.

For det andet giver det ikke mening med en regnemaskine, der ikke regner med åbenlyse økonomiske effekter af børnehaver, sygehuse eller en ordentlig ældrepleje. Her er der to muligheder: Enten at begynde at regne med dynamiske effekter på offentligt forbrug.

Der findes i dag allerede studier, der kan dokumentere effekten af sådanne positive dynamiske effekter, og hvis konklusioner ikke hviler på et mindre solidt grundlag end dem, som Finansministeriet i dag lægger til grund for at mene, at lavere topskat vil få mange til at arbejde en hel del mere, end de allerede gør.

Men vi risikerer hurtigt at få en meget kompliceret model, som er svært gennemskuelig. Og hvornår kan der opstå enighed blandt fagøkonomer om at indregne de positive effekter af offentligt forbrug? Når der er to torsdage i en uge, eller når helvede fryser over? Eller måske lidt før? Vi ved det ikke.

Derfor kan det give god mening at bruge den anden mulighed, som blandt andet Mogens Lykketoft foreslår, nemlig helt at undlade at regne med dynamiske effekter i selve udgiftsskønnet på et forslag.

Det er ikke ensbetydende med, at man ikke i Finansministeriet kan lave notater og beregninger med de dynamiske effekter, der regnes på i dag. Det skal bare ikke være muligt at finansiere tiltag eller opbygge råderum med de dynamiske effekter. I særdeleshed ikke, når der er stor usikkerhed omkring, hvorvidt de dynamiske effekter, der i dag regnes med, overhovedet findes.