Finanslov sikrer historisk mange penge til de ældre

Der var igen gaver til de ældre, da Dansk Folkeparti og regeringen i fredags nåede til enighed om næste års finanslov.

For tredje år i træk fik Danmark en aftale, som afsætter et beløb i milliardklassen til at forbedre den kommunalt forankrede pleje og omsorg af de ældre.

Selvom der denne gang ’kun’ blev tale om et løft på en halv milliard kroner, er der i 2018 udsigt til det højeste forbrug på området inden for i hvert fald de seneste 10 år.

Det er bundlinjen i en opgørelse over kommunernes udgifter på ældreområdet, som Altinget har foretaget.

Fra 2007 til 2018 kan kommunernes udgifter forventes at være steget fra godt 38 milliarder kroner til over 45 milliarder kroner.

Kommunernes faktiske forbrug på ældreområdet kendes endnu ikke for 2017. Men ser man på årets budgetter og de seneste års finanslove, kan man forvente et forbrug i størrelsesordenen 45 milliarder kroner.

Med finansloven for 2018 lægges der nu op til at øge niveauet permanent med yderligere 620 millioner kroner årligt. (Opgørelsens metode er beskrevet i boksen til højre red.)

Bunden er nået
Men en ting er kommunernes samlede udgifter. Noget andet er, hvor mange penge der bruges, når der samtidig tages højde for det støt stigende antal ældre.

Alt efter hvordan man vælger at gøre det op, kan man tegne to forskellige billeder.

Det ene fremgår af ovenstående graf, som viser hvordan der trods de stigende bevillinger bruges færre penge per ældre borger over 65 år.

I 2010 brugte kommunerne over 50.000 kroner for hver enkelt borger over de 65 år. Aktuelt ligger niveauet på lige under 44.000 kroner.

Set i det lys bruges der altså væsentligt færre penge på omsorg til den enkelte ældre i dag end for 10 år siden. En udvikling, som ikke mindst Ældre Sagen hæfter sig ved.

Eller tilbage på toppen?
Hvis man derimod mere snævert ser på udviklingen i antallet af ældre over 80 år, så tangerer ældreudgifterne disse år topniveauet i 2009.

Det var året inden, der for alvor blev sat gang i de store kommunale sparerunder, som prægede de efterfølgende fem til seks års kommunale budgetlægning.

Siden 2007 er der kommet 250.000 flere borgere på den gode side af de 65 år. Den samme kraftige stigning er endnu ikke slået igennem blandt de ældste, som typisk også er dem, der har brug for mest omsorg og støtte fra det offentlige.

I 2007 var der således omkring 197.000 borgere over 80 år. I fjerde kvartal 2017 er det tal steget med omkring 25.000 til godt 222.000.

Finansministeriet har blik for de raske 
Et central spørgsmål er, hvorvidt der er tale om besparelser, hvis ikke kommunernes forbrug på ældreområdet udvikler sig i samme takt som det stigende antal ældre.

Ud fra den gængse definition af udgifterne på området kan man let argumentere for, at kommunerne endnu ikke er kommet på niveau med situationen, som den så ud, før de store sparerunder satte ind for godt otte år siden.

Også selvom der aktuelt bruges flere penge til formålet end i nogen af de foregående år.

Med til billedet hører imidlertid erkendelsen af, at ældre ikke længere er, hvad de har været. Eller rettere, at en gennemsnitsborger over 65 år antages at blive stadig mere rask og selvhjulpen end tidligere.

Det er den udvikling, som indgår i Finansministeriets vurdering af det såkaldte demografiske træk (jf. boks til højre) under overskriften Sund aldring.

Hjælp til selvhjælp
Skulle Finansministeriets regnedrenge finde på at tage den fulde effekt af antagelsen om sund aldring med i ministeriets fremskrivninger, ville det reducere presset på de offentlige udgifter med en halv milliard kroner årligt.

Det ville med et trylleslag fjerne al snak om hængekøje-problemer på den lidt længere bane.

Ud over spørgsmålet om de ældres helbredstilstand, så arbejder kommunerne også i høj grad med at gøre de ældre i stand til at kunne klare flere ting selv i længere tid. Og helst hjemme hos den ældre selv.

Det sker under den store rehabiliteringsdagsorden, som de senere år har flyttet adskillige milliarder af kommunernes forbrug på ældreområdet over på de forebyggende indsatser. Noget, som anses for at være en investering, der både gavner den ældre og kommunens pengepung.

Opgørelse på slump
Uheldigvis for de ovenstående pointer og den ældrepolitiske debat mere generelt, er der faktisk ingen, der har et reelt overblik over, hvor mange penge der præcist bliver brugt på ældrepleje og -omsorg.

Altingets opgørelse er baseret på Økonomi- og Indenrigsministeriets opskrift.

Men en ikke ubetydelig del af den udregning er baseret på slump, fordi det i praksis ikke er muligt at skille kommunernes udgifter på handicapområdet fra ældreområdet.

Det skyldes, at en stor del af kommunernes udgifter til de to områder konteres på de samme konti.

I et forsøg på at skille de to ting ad lagde Finansministeriet sig i 2007 fast på nogle faste fordelingsnøgler, som siden er blevet brugt til at opgøre udgifterne til henholdsvis ældre og handicappede.

I erkendelse af at de fordelingsnøgler formodes at være blevet stadig mindre retvisende, anbefalede et ekspertudvalg i 2016 at lave om på kommunernes regnskabssystem.

Det har man så gjort med virkning for kommunernes budgetter for 2018. Det skal fremadrettet give et mere præcist billede af, hvad de forskellige områder koster.

Samtidig får det dog den konsekvens, at det ikke vil være muligt at lave en sammenlignelig opgørelse af udgifterne før 2018 og udgifterne efter 2018.