Forsker: Regeringens plan mod racisme er social gaslighting

Racisme handler ikke nødvendigvis om holdninger – selvom de selvfølgelig kan spille en rolle.

Det vigtige er at huske, at holdnings- og trosfrihed er en grundlæggende demokratisk rettighed. Derfor bør fokus være på det, vi faktisk kan regulere: nemlig praksis og handlinger. Racisme består netop af praksisser og handlinger, som kan identificeres og dokumenteres.

Når det gælder holdninger, meninger og følelser, er det afgørende at undersøge, hvor racistiske holdninger stammer fra, og hvordan de bliver normaliseret.

Men hvis vi reducerer racisme til et spørgsmål om moral, risikerer vi at ende i skyttegravskrig og udskamning – uden at skabe reel forandring.

Vi skal og vi kan

Hvis vi vil racisme til livs, må vi vide, hvad vi taler om. Det kræver en klar og fagligt funderet definition. Men her fejler den nuværende handlingsplan. 

Hvem definerer, hvornår kritik er legitim – og hvornår den er racistisk?

Mira C. Skadegård
Forsker

I stedet for at definere racisme hævdes det, at en definition vil være begrænsende – blandt andet for den frie debat. På den ene side henviser planen til dansk lov og international ret, men på den anden side undgår den bevidst en definition – og dermed også en forpligtelse. Det hænger ikke sammen, hvis målet er at bekæmpe racisme.

Hvis vi virkelig vil gøre op med racisme, må vi tage udgangspunkt i de eksisterende definitioner og love.

Udover at racisme ikke defineres tager handlingsplanen også eksplicit afstand fra faglig viden om racisme.

For eksempel fremhæves det, at "racisme må ikke forstås rent teoretisk eller så bredt, at begrebet reelt mister sin betydning."

Det kan umiddelbart lyde fornuftigt – men hvad betyder det egentlig? Hvordan skal vi forstå det? Uden en definition mister udtalelsen selv sin betydning. 

Planen fastslår også, at "det er ikke racistisk at ønske sig en stram udlændingepolitik for at værne om sammenhængskraften i Danmark eller udøve legitim religionskritik."

Men hvad er "legitim religionskritik"? Hvordan defineres "sammenhængskraft"? Hvem afgør, hvornår kritik er legitim – og hvornår den er racistisk? Hvor går grænsen?

Det fremstår som retorisk volapyk. Ordene mangler indhold. Er det tilsigtet?

Det virker næppe tilfældigt, at svarene udebliver. Det skaber et strategisk smuthul – en sproglig åbning, der gør det muligt at fremsætte islamofobiske og fremmedfjendske ytringer, eksempelvis fra politikere og meningsdannere, uden at det kategoriseres som racisme.

Det ligner ikke en forglemmelse, men snarere en strukturel undladelse.

Hvad betyder racisme?

Men definitioner findes – og vi er forpligtet på dem. Racisme er negativ forskelsbehandling af minoriserede personer på baggrund af hudfarve, "race," oprindelse, religion, national eller etnisk baggrund.

Det foregår på strukturelt, institutionelt og individuelt niveau. Det er ikke raketvidenskab. De fleste af os ved det godt – også selvom vi ikke altid har lyst til at erkende det eller mangler et sprog til at tale om det.

Når man vælger at beskytte nogle grupper og ikke andre, er det ikke en faglig prioritering – det er ideologisk selektion

Mira C. Skadegård
Forsker

Handlingsplanen fremhæver, at visse grupper – eksempelvis grønlændere og jødiske borgere – skal beskyttes mod racisme. Det er vigtigt og rigtigt. Men det er også bemærkelsesværdigt, at andre grupper – særligt muslimer og andre minoritetsracialiserede – stort set ikke nævnes.

For eksempel er islamofobi en veldokumenteret og udbredt form for racisme i Danmark. Men det er nærmest fraværende i handlingsplanen. Det fremstår som en aktiv politisk beslutning. Når man vælger at beskytte nogle grupper og ikke andre, er det ikke en faglig prioritering – det er ideologisk selektion.

En fagligt funderet tilgang til racisme kan aldrig være selektiv i forhold til, hvilke beskyttede grupper der fortjener beskyttelse frem for andre. Racisme omhandler alle beskyttede grupper under lovgivningen. Det omhandler "race," hudfarve, national og etnisk oprindelse – og religiøse grupper.

Handlingsplanen er et eksempel på strategisk racisme – en bevidst anvendelse af en forældet og svagt fagligt funderet racismeforståelse, kombineret med et selektivt fokus. Den trækker på fortællingen om Danmark som et tolerant, moralsk overlegent og særligt lige samfund og bruger dette narrativ til at afvise kritik og marginalisere dem, der påpeger ulighed.

Et centralt eksempel findes i formuleringen: "Beskyldninger om racisme bør aldrig bruges til at undertrykke legitime holdninger." På overfladen lyder det som en beskyttelse af ytringsfriheden – men i praksis fungerer det som en magtstrategi.

Racisme er magt

Racisme er altid forbundet med magt. Det er ikke den, der udsættes for racisme, der har magten til at undertrykke – det er den, der udøver den.

Denne sætning bliver dermed et smuthul: en måde at delegitimere dem, der siger fra eller påpeger racisme. Det er en form for udskamning, som antyder, at man "ser racisme alle vegne", hvis man reagerer.

Det er social gaslighting – en benægtelse af virkeligheden, som gør det næsten umuligt at konfrontere problemet.

Det er social gaslighting

Mira C. Skadegård
Forsker

Racisme foregår i supermarkedernes emballager, i vores sprogbrug, i uddannelsessystemet, i politiets praksis og i arbejdsmarkedets adgangsbarrierer.

Det er ikke kun et individuelt problem – det er strukturelt. Derfor er en handlingsplan, der ikke anerkender dette, ikke blot utilstrækkelig – den er skadelig.

Vil vi bekæmpe racisme, må vi som minimum forholde os til viden. Vi må anerkende strukturerne og turde se på os selv – som samfund, som politikere, som borgere.

Racisme er ikke noget, der sker "derude". Det er noget, vi alle er en del af. Og det er kun, når vi tør erkende det, at vi kan begynde at ændre det.