Kantet S-profil kan løfte partiet i København, men problemerne stikker dybere, siger kommentator
Socialdemokratiet står med Pernille Rosenkrantz-Theil en anelse bedre i kampen om overborgmesterposten i København, men hun er en person, "man kan slå sig på", vurderer Noa Redington.
Daniel Bue Lauritzen
RedaktørSocialdemokratiet står med lidt bedre kort på hånden ved næste års kommunalvalg efter torsdagens ministerrokade.
Her fik Københavns Kommunes siddende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, plads i regeringen som ny social- og boligminister.
Samtidig blev den siddende minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, omvendt udpeget til ny overborgmesterkandidat af statsminister Mette Frederiksen.
Den stoledans giver de københavnske vælgere et stærkere og ikke mindst mere kendt ansigt at sætte kryds ved, når der er kommunalvalg næste år.
Det vurderer Noa Redington, politisk kommentator med særlig indsigt i Socialdemokratiet.
"Det er et overraskende og modigt valg. Det er et signal til de andre partier i København og til vælgerne om, at man har tænkt sig at kæmpe for det," siger han.
En vigtig valuta
Pernille Rosenkrantz-Theil har især ét fortrin som kandidat til overborgmesterposten: Vælgerne ved, hvem hun er.
I målinger, som Epinion har foretaget for Altinget, er hun nu den socialdemokratiske minister i regeringen, som tredjeflest vælgere har et forhold til.
Kun 13 procent ved ikke, hvem hun er, og det er markant færre end andre profilerede ministre som Nicolai Wammen, Morten Bødskov eller Peter Hummelgaard.
Det alene gør hende til en stærkere kandidat end forgængeren, mener Noa Redington.
”Den vigtigste valuta i politik er efterhånden at være kendt. Og Rosenkrantz-Theil har et navn,” siger han.
Artiklen fortsætter længere nede.
Kendt fra radioen
Navnet har hun slået fast på danskernes nethinder gennem en efterhånden lang karriere i dansk politik.
Hun var som ungt og rebelsk medlem af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i 1994 med til at lukke høns ud i folketingssalen for at demonstrere utilfredshed med besparelser på uddannelsesområdet.
Fem år senere blev hun første gang valgt som folketingsmedlem for Enhedslisten, inden hun i 2008 tog sin afsked med partiet for at melde sig ind i Socialdemokratiet.
Her har hun været både børne- og undervisnings og senest bolig- og socialminister. I den rolle er hun for nylig blevet beskyldt for at optræde "arrogant" og være "uden selvrefleksion".
Også Noa Redington betragter hende som en kantet politiker.
"Rosenkrantz-Theil er en person, man kan slå sig på. Det gælder både på godt og ondt. Hun er en karakter, men det er ikke nødvendigvis noget, som københavnerne har noget imod, siger han.
En del af årsagen til, at hun er en af de politikere, som flest danskere har et forhold til, skal nok findes i radioen.
Her har hun i over tyve år været fast paneldeltager i Mads Steffensens hedengangne og uhyre populære samtaleprogram Mads & Monopolet, der i dag lever videre under titlen Mads & A-holdet.
Politikken er problemet
Men et kendt navn er ikke nok, hvis Socialdemokratiet vil gøre sig forhåbninger om at genvinde overborgmesterposten, vurderer Noa Redington.
Partiet står nemlig med en historisk ringe opbakning fra københavnerne.
"Når man ser på regeringen og særligt Socialdemokratiets ageren de sidste fem år, så har man helt systematisk gjort alt, hvad man kunne, for at skræmme unge vælgere, veluddannede vælgere og vælgere med anden etnisk baggrund væk," siger Noa Redington.
Allerede ved kommunalvalget i 2021 gik Socialdemokratiet voldsomt tilbage i de store byer. I København fik partiet blot 17,2 procent af stemmerne, hvilket var en tilbagegang på over ti procentpoint.
Siden har partiet umiddelbart ikke formået at styrke sin position betydligt.
Ved folketingsvalget i 2022 fik partiet 19 procent af stemmerne, og ved junis valg til Europa-Parlamentet vandt socialdemokraterne blot hver 10. stemme i København og blev således slået af både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre.
Samtidig viste Socialdemokratiets interne målinger i foråret ifølge kilder, som Altinget tidligere har talt med, at partiet stod til yderligere tilbagegang ved et nyt kommunalvalg.
Spørgsmålet er, om Pernille Rosenkrantz-Theil er i stand til at vende skuden. Det føler Noa Redington sig ikke sikker på.
"Det er stadig helt grundlæggende Socialdemokratiets politik, som københavnerne ikke kan lide, og den er Rosenkrantz-Theil ikke i opposition til. Snarere tværtimod. Hun har været meget loyal overfor statsministeren," siger han.
En hårdtslående karakter
Selvom Pernille Rosenkrantz-Theil har statsministerens velsignelse som ny overborgmesterkandidat, og selvom hun også selv har accepteret rollen, er det først, når de socialdemokratiske medlemmer i København har udpeget hende, at hun officielt overtager spidskandidaturet.
Dernæst kræver det naturligvis først vælgernes, men siden efter alt at dømme også de andre partier på Københavns Rådhus accept, hvis hun skal kunne indtage overborgmesterkontoret efter valget næste år.
Her kan hendes kantede karakter blive en barriere, vurderer Noa Redington.
"Når man ser på Rosenkrantz-Theil og hendes arbejde som minister, er det ikke fordi, at samarbejde har været den røde tråd," siger han.
Også hendes politiske baggrund og vej ind i kommunalpolitik kan blive en udfordring for samarbejdet på rådhuset, lyder det.
"Jeg er ikke sikker på, at de andre partier på rådhuset synes, at det er specielt interessant, at man på Christiansborg tror, at man kan udpege en person, der skal komme og sætte tingene på plads," siger han og tilføjer:
”Det kan også godt være, at nogle af de borgerlige partier synes, at det bliver lige kulørt nok at gøre et tidligere medlem af Enhedslisten til overborgmester i København."
Grundlæggende er Pernille Rosenkrantz-Theil dog en stærkere kandidat end Sophie Hæstorp Andersen, vurderer Noa Redington.
"Hvis du spørger mig, om Socialdemokratiet står et bedre sted i forhold til at vinde København, end partiet gjorde i går, så er svaret et knebent ja," siger han.