Man skal kunne være et troværdigt, kristent menneske som politiker. Det fik Kristian Andersen ikke lov til

Ringkøbing-Skjern Kommune har ikke kun tiltrukket sig opmærksomhed i runder af konstitueringsaftaler, men i den grad også lige op til valgdagen den 18. november.

I weekenden forud – i det der unægteligt lignede desperation i mødet med en vælgerlussing – satte Venstre med flere ind med en brutal offentlig tackling. Der var debatindlæg i landsdækkende aviser, og DR rettede mediestorm mod vestkysten med overskrifter som: "Nej til homovielser kan koste vestjysk stemmesluger borgmesterposten – igen."

Det blev kaldt benspænd, at Kristendemokraternes borgmesterkandidat, Kristian Andersen, ikke ønsker ikke at vie to af samme køn. En showstopper for borgmesterdrømmen.

Det blev lidt af en gentagelse fra kommunalvalget i 2017. Her endte Socialdemokratiet med at trække sin støtte på målstregen til ham. Og sagen deler både politikere og lokalbefolkning.

Hvorfor tage denne sag op? Min pointe er, at det handler mere om symbolpolitik på bekostning af en demokratisk (samvittigheds)frihed, vi kan udvise over for andre.

Ægteskabet har juridisk mistet sin klassiske forståelse – men må man stadig fastholde det klassiske syn?

Hans-Ole Bækgaard

Det handler ikke først og fremmest om at være enig eller mene, at Kristian Andersens holdning eller måde at fremføre den på er den eneste rigtige.

Jeg har ingen personlige aktier i det vestjyske lokalpolitiske drama, men der er nogle interessante iagttagelser at gøre sig, og der er nogle principielle overvejelser, som let fortoner sig i en højlydt, følsom debat, særligt når den bliver for polariseret.

For det første vil jeg pege på troværdigheden. Havde Kristian Andersen ændret syn midt i valgkampen eller forputtet sin holdning for at undgå klapjagt, ville han have været utroværdig – hvis ikke over for vælgerne så over for sig selv. I den forstand kom ærlighed og samvittighed til at være vigtigere end en borgmesterdrøm.

I et 50-års interview den 4. november 2017 – midt i den daværende kommunale valgkamp – tager avisen en snak med den populære kandidat "om det gode liv, politik og troen" og runder samtalen af med spørgsmålet: "Vil du som borgmester vie to mennesker af samme køn, selvom det strider mod din personlige overbevisning?"

Fødselaren svarer: "Jeg respekterer, at et flertal i Folketinget giver den mulighed. Samtidig vil jeg tro, at et par også vil respektere, at den vielse bliver foretaget af en af mine byrådskolleger."

På det tidspunkt var det kun fem år efter, at dansk lovgivning indførte en ny definition af ægteskabet (juni 2012). Det årtusindgamle ægteskab kom ud som kønsneutralt ægteskab.

Begrebet ægteskab mistede juridisk sin klassiske forståelse om at være en pagt indgået mellem én mand og én kvinde. Men må man så stadig fastholde det klassiske syn? Må man stadig mene, at det syn på ægteskabet som institution i samfundet og familielivet har en væsentlig betydning?

For Kristian Andersen handler det ikke om at være imod nogen, men om at være for noget. Om at fastholde den indholdsmæssige forståelse af ordet ægteskab, som traditionelt hører kristendommen til og ud fra en luthersk tilgang til ægteskabet som en skaberordning med rod i klare bibelske udsagn.

Han er af den overbevisning, at de magtfulde ord ikke bare kan dekonstrueres med et pennestrøg.

Lederen i Dagbladet Ringkøbing-Skjern satte tingene vældig godt i perspektiv i den stormomsuste novemberweekend ved ikke at gøre dette spørgsmål til valgets vigtigste emne og henviste til et citat fra forpersonen for Ungdomsrådet i Ringkøbing-Skjern, Anton Madsen, som skarpt ridsede det op i sit svar til DR:

"Jeg er selv homoseksuel, og jeg er ligeglad med, hvad Kristian Andersen mener. Jeg synes, det er fint nok, at vi har en borgmesterkandidat, som tør stå inde for sit ideologiske standpunkt."

Så behøver den vel egentlig ikke være længere – uanset politisk holdning i øvrigt?

For det andet: Er det ulovligt som borgmester at undlade selv at udføre vielser mellem to af samme køn? DR var hurtigt på banen med et par eksperter, som mente, at det var ulovligt eller i al fald i strid med forskels- og ligebehandlingsloven. Senere har det lydt knapt så skråsikkert, om det ville holde i byretten.

En borgerlig vielse er ikke blot en administrativ registrering, så en kirkelig vielse skulle være anderledes i juridisk forstand.

Et ægteskab er et ægteskab og ikke dårligere eller bedre juridisk set, om det indgås i kirken eller på rådhuset. Som lutheraner vil man sige, at de to regimenter, både det verdslige og det åndelige, er under Guds styrelse.

Man kan vægte hensynet til et mindretal og tale særlige lovbestemmelser op eller vægte religions- og trosfriheden og ikke udøve sindelagskontrol.

Hans-Ole Bækgaard

Det er luthersk inkonsistens at mene, at det der foregår på rådhuset i den sag er uden for Guds ordning. Så har man ikke forstået Luthers to-regimentelære.

Med den nye ægteskabslov i 2012 blev der lovfæstet en frihed for præster, at de kan undlade at vie to personer af samme køn. Den lovfæstede frihedsbestemmelse gælder ikke for en borgmester, som har vielsesbemyndigelsen i en kommune.

Men der står ingen steder, at man som borger har et retskrav på at bestemme, hvem der udfører vielsen. Borgmesteren kan uddelegere handlingen af mange forskellige hensyn. Hvor mange vielser mon landets borgmestre foretager selv, når det kommer til stykket?

Kristian Andersen har udtalt, at han ikke har noget imod homoseksuelle eller noget imod, at de kan blive borgerligt viet på rådhuset.

Efter at være gjort bekendt med, at det kan være ulovligt at nægte vielser af homoseksuelle, meddelte han at overveje helt at afstå fra at vie nogen i kommunen, hvis han blev valgt til borgmester.

Men vil den tilgang være ulovlig? Han kunne selvfølgelig have været strategisk og aldrig nævnt, at det her var hans holdning og så uddelegeret sin vielsesbemyndigelse af andre årsager. Eller ændret sit syn politisk opportunt i løbet af efteråret 2025.

Nu er han bare ærlig, og jeg mener, at man skal kunne være et troværdigt, kristent menneske i sit borgerlige hverv.

Det frihedsaspekt finder jeg vigtigt at kæmpe for i vores danske samfund og demokrati.

Det er klart, at man ikke skal bryde landets love, og det vil han gøre som borgmester, hvis han forhindrede nogen i at blive gift på grund af deres seksualitet. Men det er jo ikke tilfældet. Så kan man være totalt uenig, men det er et andet spørgsmål.

Man kan vægte et hensyn til et bestemt mindretal og tale særlige lovbestemmelser op eller vægte religions- og trosfrihed i loven og ikke udøve sindelagskontrol.

I det lys har jeg vanskeligt ved at se, at det er ulovligt, hvis en domstol skal behandle sagen. Om det er "ulovligt" i folkedomstolen, må vælgere dømme i, når de sætter deres kryds.

Ved kommunalvalget fik Kristian Andersen 3.670 personlige stemmer og dermed flest personlige stemmer lokalt. Sikkert ikke på grund af en holdning til ét bestemt emne, men fordi mange oplever en politiker med troværdighed og dygtig til det politiske håndværk.