Demokratiforsker: Det er ikke dåben, der binder os sammen. Det er demokratiet

Den kulturkristne elite

Dansk nationalkonservatisme og kulturkristendom indeholder en elitær tilgang, der henleder vores opmærksomhed på, at sammenhæng og ligestilling i samfundet skabes af demokratiet og den demokratiske samtale – ikke via en tro, en kultur og en tradition formidlet af en selvudråbt nationalkonservativ og kulturkristen elite.

Der er en indbygget elitisme i nationalkonservatismen. For mens nationalismen ganske vist er egalitær, er konservatismen elitær. Den hviler på en idé om, at der eksisterer et naturligt hierarki, hvor fødte ledere omsorgsfuldt må lede andre mindre heldigt stillede borgere.

Nationalkonservative ser sig i forlængelse heraf som en kulturel elite med ansvar for at indprente de nationale værdier og traditioner i de rodløse stakler, som ikke har fået kærligheden til nationen og traditionen ind med modermælken.

Det er uklart, hvilken sammenhængskraft man tror, man skaber, ved at postulere at en kulturel elite ’alene ved’, hvad der er gode værdier.

Tore Vincents Olsen
Lektor og demokratiforsker, Aarhus Universitet

Elitismen ses i dåbsargumentet. Argumentet er noget i retning af, at vi alle er vanemæssigt og delvist ubevidst indlejrede og rodfæstede i en særlig dansk kristen kultur, der skaber sammenhængskraft i samfundet og forankrer mere 'universelle værdier’' som demokrati og grundlæggende rettigheder i borgerne.

Derfor er det hensigtsmæssigt at have kristne vaner, og derfor skal vi bevare dåben.

Problemet er bare, at dåben og andre kristne vaner oprindeligt er forankrede i religiøse læresætninger, hvis meningsfuldhed for mange for længst er fordampet, og hvis sandhed de kulturkristne er utilbøjelige til at hævde, selvom det er nødvendigt for at få folk til at genoptage dåben som en meningsfuld praksis.

Måske fordi de kulturkristne ved, at det er begrænset, hvor meget kristen missioneren befolkningen kan tåle. Måske fordi de faktisk ikke selv er troende. De synes bare, at det er en fordel, hvis andre er det eller lader, som om de er det.

Frihed til forskellighed – og forkastelighed

Det gælder tilsyneladende også Bent Meier Sørensen. Han forholder sig ikke til det doktrinære indhold i dåben; eksempelvis troen på at Gud skabte jorden, og at Jesus genopstod fra de døde.

Han priser i stedet, at vi har en stærk kirkelig tradition, som sammen med en nationalkonservativ kærlighed til kongen er med til at fordele befolkningens loyaliteter, så de ikke alene fæster sig til en karismatisk statsminister – en potentiel diktatorisk fører.

Hvis tilslutningen til kirken falder, risikerer vi den delikate ligevægt i samfundet, sætter potentielt demokratiet over styr og mister en særlig folkekirkelig følsomhed over for undertrykkelse af mindretal, herunder af hovmodige ateister.

I et demokratisk samfund skabes sammenhængskraften gennem en gensidig respekt og solidaritet over for hinanden.

Tore Vincents Olsen
Lektor og demokratiforsker, Aarhus Universitet

Udover at Meier Sørensen synes at forveksle magtdeling (delingen af magten mellem kirke, stat og kongehus) med magtcentralisering (det forhold at kirke og kongehus er under stærk statslig kontrol), så overser han sammen med andre kulturkristne, at demokratiet, hvis det får lov til at virke, altid vil rette en kritisk brod mod religionen og traditionen.

Religiøse dogmer og overleverede konventioner kan kun begrundes i en demokratisk samtale for dem, som allerede bekender sig til dogmerne og konventionerne.

Han og andre kulturkristne overser tilsyneladende også, at de grundlæggende rettigheder ikke kun handler om frihed for bestemte grupper og mindretal til at være forskellige, men også om frihed til at ændre og forkaste tidligere ideer, herunder religiøse overbevisninger.

Det er muligt, at vi kan genbekræfte visse vaner og ritualer fra forskellige kristne kulturer og danske traditioner gennem en demokratisk dialog som del af en fælles national identitet.

Men sammenhængskraften i et moderne samfund skabes i en demokratisk proces, hvor ingen i udgangspunktet er privilegerede, i forhold til hvilke øvrige værdier der har særlig vægt.

Demokratiets sammenhængskaft  

Det er uklart, hvilken sammenhængskraft man tror, man skaber, ved at postulere at en kulturel elite 'alene ved,' hvad der er de gode værdier, og at andre bør tilpasse sig dem, uanset om de forstår meningen med dem eller ej.

Især hvis de ikke kan eller vil vise værdien af dem for folk, som ikke i forvejen tror på dem.

For nogle er forestillingen om eksempelvis at have kærlighed til regenten eller tro på kirkens budskaber om eksistensen af guder og genopstandne sønner helt uden mening.

Der skal selvfølgelig være plads til en sådan tilknytning og tro, ligesom der skal være plads til andre trosbekendelser og tilknytninger.

Men i et demokratisk samfund skabes sammenhængskraften gennem en gensidig respekt og solidaritet over for hinanden som ligestillede borgere, der ser hinanden i øjnene og viser interesse for hinandens interesser.