Filosofiprofessor: Dåbskrisen bør bekymre os alle – ikke kun folkekirken

For tidligt at dømme kristendommen ude

Formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, mener selv at være en af disse få. I hvert fald glæder han sig for nylig i et indlæg på Altinget over de faldende dåbstal.

Disse tal kunne selvfølgelig også indikere en lys og storslået fremtid for hans forening, der med sine angiveligt 700 medlemmer – svarende til en mellemstor udgave af en af folkekirkens 2200 sogne – jo også kæmper lidt med tilslutningen.

Her tror jeg dog, at formanden glæder sig for tidligt. Af to årsager:

Den vestlige civilisation er under pres og søger måske derfor henimod pejlemærker og fundamenter.

Bent Meier Sørensen
Professor, Institut for Business Humaniora og Jura, CBS

Indtil nu har Europa og Nordamerika været undtaget fra den enorme fremgang, kristendommen har haft i Afrika, Asien og Latinamerika.

Men i disse år er der tegn på, at troen på kristendommen igen breder sig i Vesten. Denne tendens er særligt udtalt blandt yngre mennesker.

Hvad folkekirken angår melder langt flere unge sig nu aktivt ind: I de første tre kvartaler af 2025 har 4300 personer mellem 10 og 19 år meldt sig ind i folkekirken, hvilket er en fordobling i forhold til samme periode for ti år siden.

Mange motiveres selvfølgelig af konfirmationen, men festen får de nok alligevel. Den mening med livet og det fællesskab, der kommer med troen, spiller antageligvis afgørende ind i de unges valg.

Den vestlige civilisation er i dag under pres og søger måske derfor henimod pejlemærker og fundamenter. Selv i Danmark fylder Jordan B. Petersons læsninger af Bibelen store biografsale til bristepunktet, ligesom Kristian Leths optræden med Verdens vigtigste bog gør det.

I denne mulige omvending er dåben central: Påskelørdag i år blev 7000 voksne døbt i Frankrig, hvilket er en stigning på 32 procent fra året før.

Blandt generation Z i for eksempel Australien identificerer 39 procent af mændene sig som kristne, ligesom de finske kirker rapporterer om markant stigning i yngre mænds kirkegang.

Ateistisk Selskab skal med andre ord næppe læse folkekirkens stagnerende medlemstal som et tegn på en kommende sejr for gudløsheden. Det er alt for tidligt, på baggrund af et par århundreders lokal sekularisering i Vesten, at dømme kristendommen ude.

En afgørende tredeling

Men det er også – for det andet – dumdristigt af Stjernholm og ateisterne at glæde sig over det, de ser som folkekirkens afvikling.

Den danske folkekirke bidrager på flere vigtige måder til vores samfunds stabilitet og til beskyttelsen af religiøse såvel som ikke-religiøse mindretal.

Det er staten, der formelt sikrer denne beskyttelse, og det er jo af afgørende vigtighed, at der ikke er nogen ved siden af eller over Folketinget. Men i Danmark er statsmagt, kongemagt og kirke igennem historiens gang blevet vævet ind i hinanden, både i gensidig understøttelse og som modvægt til hinanden.

Det er denne tredeling, der siden reformationen har gjort Danmark og de øvrige nordiske lande til bemærkelsesværdigt stabile samfund, selv i kriser.

Det har også stabiliseret vores religion: At et flertal tilhører den brede folkekirke, og at trossamfund skal godkendes af Kirkeministeriet, dæmper den ekstremisme, som religion ligesom politik ofte hjemsøges af.

At dæmpe fanatisme og beskytte minoriteter er langt fra på dagsordenen i alle de stater, der domineres af majoritetsreligioner.

Det oplever kristne i stort set samtlige 50 lande med muslimsk befolkningsflertal i form af forfølgelse og undertrykkelse, tortur og mord. Vigtige undtagelser herfra udgøres af eksempelvis Bosnien-Hercegovina og Albanien.

Den kristne kirke har i modsætning til denne undertrykkelse af troende i dag virkeliggjort sin egen vigtigste læresætning. Den kræver nemlig, at den troende viser omsorg for offeret: Den stærke skal stille sig på de undertryktes, børnenes og slavernes side.

Det er kristendommens budskab: Enhver bliver dømt på, hvordan han eller hun behandler dem, der er mindre privilegerede, end man selv er.

Kristendommen er fundamentet for Danmarks lovgivning. Både Jyske Lov fra 1241 og Danske Lov fra 1683 er i store træk grundlagt på kanonisk ret, det vil sige den katolske kirkes jura, som i vid udstrækning er baseret på kristendommens tænkning om skyld, individuelt ansvar og beskyttelsen af den svage.

Denne beskyttelse skal en lille, forsvarsløs minoritet som Ateistisk Selskab være glade for. Den kan få en brat ende, hvis diktatorer som Vladimir Putin – der tilmed, ganske som Hitler gjorde det, pryder sig med kristne fjer – får held med at indlemme Europas lande under sit åg.

Med alle ben på jorden

At vi her til lands heldigvis har svært ved at forestille os en diktator slå sig op, skyldes netop den stabiliserende sammenvævning af statsmagt, konge og kirke.

Modsat Rusland får vi i Danmark lov til at dele vores opmærksomhed over for autoriteterne op.

Jeg håber, at en styrkelse af kristendommen vil styrke folkekirken som institution.

Bent Meier Sørensen
Professor, Institut for Business Humaniora og Jura, CBS

En dansker kan have tillid til og respekt for sin statsminister, kan nære kærlighed og hengivenhed i forhold til sin regent og rette sin tro mod kirken budskab – eller, som mange gør, blot lade folkekirken om den sag og hilse på ved juletid.

På denne måde tredeles vores tilbøjeligheder, og vi undgår, at nogen kaster deres kærlighed på en eller anden tilfældig, karismatisk statsminister, retter sin tro imod regentens ophøjede, sakrale status eller – som det sker i teokratier – skaber politiske forventninger til religiøse overhoveder.

Balancen er prekær, og mange nationer lider under at være faldet i en af disse fælder.

Konklusionen for en demokratisk, folkekirkekristen royalist som mig selv er derfor enkel: Jeg håber, at en styrkelse af kristendommen i Danmark vil styrke folkekirken som institution, fordi staten, kongehuset og kirken repræsenterer tre vigtige elementer af tilværelsen og af nationens sammenhængskraft.

Mister vi et af disse tre ben, mister vi hurtigt det næste, og så står vi, som så mange af verdens nationer i dag, kun på et ben. Så falder vi.