Efter mit besøg i Auschwitz indså jeg, at vi har glemt, hvad vi lærte af verdenshistoriens største tragedie

Polens historie er dramatisk. Polen har i mange år kun været i hjerterne, men ikke på landkortet. Det var her, 2. verdenskrig tog sin begyndelse, og der blev myrdet løs både fra tysk og sovjetisk side.

Katýn, hvor sovjetiske tropper myrdede 14.000 polske officerer, intellektuelle, præster og kunstnere i 1940 er blevet et af skrækkens steder i Europa.

I kommunismens tidsalder fra 1945 til 1989 var det en officiel løgn i Polen, at det var tyske tropper, der havde myrdet i Katýn. Alle kendte dog sandheden og lod sig ikke bedrage.

Det Polen, der opstod efter 1945, var ikke identisk med det Polen, der eksisterede op til 1939. Efter krigen lod Stalin de polske områder indlemme i Ukraine og Belarus. Østpreussens hovedstad, Königsberg, blev indlemmet i Sovjetunionen og blev til Kaliningrad med land omkring sig.

Der er hændelser i historien, som tiden aldrig må sænke sin nåde over. Rædsler og ondskab, der aldrig må glemmes.

Peter Skov-Jakobsen

De tyskere, der ikke havde taget flugten i krigens sidste dage i foråret 1945, blev fordrevet fra deres hjemstavn. En polsk betjent dukkede op på bopælen og beordrede dem ud af landet.

Man anslår, at cirka 14 millioner tyskere fra forskellige mindretal blev jaget på flugt efter 1945, og erstattet med polakker, der blev forflyttet fra de sovjetisk erobrede områder. De polakker, der selv var fordrevne, skulle nu gøre tyske områder polske.

Det slog mig, da jeg igen besøgte Auschwitz-Birkenau, hvor nænsomt og ærligt sproget er på polske museer. Man fortæller historien og med en bevidsthed om, at den historiske skæbne er tung.

Men man indånder også en luft, hvor man pludselig bedre forstår, hvorfor den nationale bevidsthed i Polen er stærk og meget sensibel over for andre nationers tanker.

Det er et land, der kæmper med at få det land, der så længe har været i hjerterne, ned på kortet – og få det sikkert ned på kortet. Af gode grunde lytter man hele tiden til, hvordan udlændinge omtaler Polen.

Det er et land, der lever med en høj bevidsthed om, at landets integritet hele tiden kan være i fare.

Først for cirka 30 år siden kunne man begynde at finde følelserne frem for de fordrevne. Man kunne pludselig forstå deres sorg over at have mistet hjemstavnen, forstå deres længsel efter det gamle land.

Samtidig voksede der en forståelse frem hos de fordrevne, at det var historiens frygtelige pris, som ikke ville blive anderledes. Følelsen af, at det ikke ville hjælpe at forløbe sit had mod dem, der nu beboede deres hjemstavn, voksede også.

Samtidig begyndte man at koncentrere sig om, at de mindretal, der stadig måtte bo i områderne, fik ordentlige forhold.

Nationerne begyndte forsonings-processer, og vi er langt fra færdige med dem; men det er alligevel, som om tiden og historien nu er ved at sænke sin nåde over tragedien, og man lever med historiens virkelighed.

Mine første to besøg til Auschwitz-Birkenau var i 1980'erne, hvor jeg var på rejse med studentermenigheden. Pudsigt nok skete det samme både i 1981 og i 1985.

Vi blev ført rundt i barakkerne, i udstillingen, og begge gange stod jeg pludselig med vildt fremmede kvinder om halsen. De kunne ikke holde ud at se ondskabens virkelighed. Det er kun menneskeligt at bryde sammen i Auschwitz.

Begge gange var vi kørt til KZ-lejren sammen med en gymnasieklasse. Der var liv og glade dage på vej derud. De opførte sig, som man skal i gymnasiet.

Man kan mærke det på vores politiske diskussioner. Konventioner er ikke mejslet i granit. Det er ikke noget, man enten skal tilslutte sig eller forkaste. Ligesom loven er de politisk skabte og derfor til diskussion.

Peter Skov-Jakobsen

Jeg glemmer dog aldrig de to hjemture. Begge gange i 1981 og 1985 var der fuldstændig tavshed hele vejen tilbage til hotellet i Kraków. Fuldstændig og beklemmende tavshed.

Udstillingen er stadig den samme i Auschwitz-Birkenau. Indgangen er blevet lavet om. Man går mellem høje mure og føler sig jaget som kvæg ind i lejren, men ellers er udstillingen, så vidt jeg husker, den samme.

En ældre polsk mand viste os rundt. Det var fremragende. Han fremlagde bare realiteterne. Fortalte om togtransporterne, om selektionen, tvangsarbejdet, de medicinske forsøg, hverdagen i lejren og det industrielle mord, der fandt sted.

Han afholdt sig fra tillægsordene og nøjedes med fakta. Som om han vidste, at tillægsordene alligevel hørte hjemme i den enkeltes tanke.

Til sidst brød han dog ud af sine fakta og sluttede omvisningen med ordene: "Nu stikker jeg jer en fakkel i hånden. Der er kun en ting jeg vil bede jer om. Det her må aldrig ske igen. Aldrig! Vil I ikke godt sige det, hvor I kommer frem?!"

Så gik vi til busserne. Jeg noterede mig, at i modsætning til de to gange i 80'erne, hvor tavsheden havde holdt sit indtog, så snakkede vi videre.

Det forskrækkede mig. Jeg synes, at det er godt, at historien sænker sin nåde over nogle af tragedierne; men der er nogle tragedier, der aldrig må glemmes.

Auschwitz hører til den del af historien, der aldrig må glemmes. Vi bliver nødt til at formidle tragedien på en ny måde, så det er klart for os, at her er der tale om et sammenbrud af al menneskelighed. Det er ikke kun interessant, hvor Gud var, men mindst lige så interessant, hvor mennesket var?

Vi talte videre i bussen. Noget tyder på, at vaccinen er ved at løbe ud.

Ingen lovgivning er evig. Heller ikke de internationale konventioner. Men jeg håber, at vores politikere og alle vi andre vil være med til at bevare foragten og rædslen for folkemord og retsløshed.

Peter Skov-Jakobsen

Man kan også mærke det på vores politiske diskussioner. Konventioner er ikke mejslet i granit. Det er ikke noget, man enten skal tilslutte sig eller forkaste. Ligesom loven er de politisk skabte og derfor til diskussion.

Auschwitz afstedkom Nürnberg-processen, retsstatens opgør med nazismen. Auschwitz førte også til dannelsen af menneskerettighedsdomstolen og internationale konventioner, så nationer ved, at man kan gøre sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden.

Vi skal lære af vores tragedier og forsøge at dæmpe vores had og gengældelse.

Vi skal tage afstand fra krigsforbrydelser og holde os selv fast på, at i vores sammenhæng er der også en agtelse for modstanderen.

Ingen lovgivning er evig. Naturligvis heller ikke de internationale konventioner. Men jeg håber, at vores politikere og alle vi andre vil være med til at bevare foragten og rædslen for folkemord og retsløshed.