”Hvis Løkkes mål var at skabe kant til rød blok, må man sige, det er lykkedes”

SUNDHEDSREFORM: Regeringen og DF forsøger at imødegå kritik af, at man centraliserer sundhedsvæsenet, ved at justere Løkkes oprindelige udspil. Men det er mindre ændringer, siger Altingets sundhedsanalytiker. Nedlæggelsen af regionerne giver et klart alternativ til rød blok.

Siden regeringen i januar spillede ud med sit bud på et nyt sundhedsvæsen, har kritikken runget fra rød blok: Centralisering, centralisering, centralisering.

Nu ligger der en endelig aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Og hvad har man så gjort for at imødekomme kritikken om, at man flytter beslutningerne længere væk fra borgerne ved at nedlægge regionsrådene? Altingets sundhedsanalytiker, Ole Toft, forklarer:

”Det mest markant nye er, at man vil oprette 21 nye patient- og pårørenderåd. Alle kan stille op til dem, og rådene kan så fortælle det lokale sundhedsfælleskab, hvad de mener. Men det er vigtigt at bemærke, at patientrådene kun får høringsret – de kan altså ikke beslutte noget,” siger Ole Toft.

Dog skal én person fra hvert patient- og pårørenderåd sidde med i bestyrelsen for det lokale sundhedsfællesskab og får dermed direkte indflydelse.

De nye råd er samtidig ét af de største aftryk fra Dansk Folkeparti på den endelige aftale.

”Og så har Thulesen Dahl og kompagni fået regeringen med på at øge beløbet i den såkaldte nærhedsfond fra 6 til 8,5 milliarder kroner,” forklarer Ole Toft.

Svært at mane påstande om centralisering i jorden
Pengene i nærhedsfonden skal gå til at løfte den del af sundhedsvæsenet, som er tættest på borgerne. For eksempel skal de gå til uddannelse af flere praktiserende læger, flere akutberedskaber, mere sundhedspersonale, nye sundhedshuse og fri adgang til fysioterapi.

Kan blå blok så nu for alvor mane påstandene om, at det er en centraliseringsøvelse, i jorden?

”Det bliver svært, selv om regionspolitikerne heller ikke fylder så meget i danskernes bevidsthed. De 2,5 milliarder ekstra kroner er et væsentligt løft af nærhedsfonden, og man har ændret en smule i sammensætningen af, hvem der skal sidde og styre de 21 nye sundhedsfælleskaber og de fem sundhedsforvaltninger. Der kommer nu lidt flere borgmestre ind og dermed lokale kræfter. Men de nye patient- og pårørenderåd får ikke direkte magt over beslutningerne, og det vil de røde partier kunne kritisere,” siger Ole Toft. 

Han peger på, at professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen har sagt til Berlingske, at patientrådene ”ligner lidt et figenblad”.

"Selvfølgelig er det bedre at have et sådant organ end overhovedet ikke at have politikere involveret. Men når man indfører dette, kan man måske også spørge, hvorfor man så ikke bare beholder regionsrådene," siger professoren til avisen.

Væk fra patienternes bermudatrekant
Hvad er ellers indholdet i reformen?

”Reformen er omfattende, når man tæller antallet af initiativer. Man kan dele de endelige tiltag op i tre typer: 1. Ændringer i strukturen – altså måden, man styrer sundhedsvæsenet på. 2. Tiltag, der skal løse kendte problemer som lægemangel. 3. Løfter om nye konkrete sundhedstilbud, for eksempel ventetidsgarantier for endnu flere patientgrupper og ret til to dages sygehusophold til alle førstegangsfødende,” forklarer Ole Toft.

Hvad er det for problemer, reformen skal løse?

”Man bliver helt forpustet, når man skal remse op, hvad den skal sikre.”

”Der er især fokus på bedre sammenhæng på patienternes vej rundt i det, man kalder de syges bermudatrekant: praktiserende læge, kommunernes sundhedstilbud og sygehusene.”

”Der er mere nærhed: Flere patienter skal behandles uden for sygehusene, både for at spare penge og for at lægge flere sundhedstilbud geografisk tættere på patienterne.”

”Og så skal kvaliteten af selve behandlingen blive bedre og mere ensartet. Det skal blandt andet ske med nedlæggelsen af regionsrådene og mere statslig styring. Det skal mindske de geografiske forskelle i kræftbehandlingen og ventetiderne på at blive undersøgt for en sygdom,” forklarer Ole Toft.

Helt afgørende for Løkke
Hvorfor er det en aftale om netop en sundhedsreform, Løkke og regeringen vælger at lande lige op til valget?

”Det har været en af de vigtigste opgaver for Løkke inden valget at kunne sætte flueben ud for: en samlet vision og plan for sundhedsvæsenet for de næste 5 til 10 år.”

”Personalet råber allerede nu på flere penge og ansatte. Og de fleste er enige om, at sundhedsvæsenet – uden markante reformer – på længere sigt løber tør for penge og personale. For der kommer stadig flere behandlingskrævende ældre og nye kostbare behandlinger. Oven i det kommer manglen på især bestemte typer læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.”

”Derfor er det helt afgørende for Lars Løkke Rasmussen at levere en plan til vælgerne for, hvordan man på troværdig vis kan fremtidssikre sundhedsvæsenet,” siger Ole Toft.

Hvordan placerer det her blå blok i forhold til Mette Frederiksen og de andre røde partier på sundhedsområdet?

”Det kan meget vel blive et stort spørgsmål i valgkampen, om man er for eller imod Løkkes reform. Det mest konkrete i reformen er nedlæggelse af regionsrådene og de nye organer, som skal styre sundhedsvæsenet, som rød blok samlet er enige om at være imod.”

Selv om S går ind for mange af de enkelte tiltag i Løkkes reform, har S over forskellige variationer afvist den som et centraliseringsprojekt, der vil forringe nærdemokratiet i Danmark. Og i de sidste dage er partiet i videoer på nettet også begyndt at anklage reformen for skubbe flere opgaver og penge over til privathospitalerne.

”Det er en akilleshæl for Løkke, der stadig har den såkaldte overbetalingssag omkring privathospitalerne klæbende til sig,” siger Ole Toft.

”Hvis det var Løkkes mål at få skabt kant til rød blok på sundhedsområdet, må man sige, det er lykkedes. Mette Frederiksen har allerede kørt sig retorisk i stilling ved at sige, at vælgerne skal vælge mellem Løkkes centraliseringsreform eller Socialdemokratiets vej."

"Omvendt banker Løkke tilbage på Mette Frederiksen og beskylder Socialdemokratiet for ikke at levere et troværdigt svar på de problemer, sundhedsvæsenet står overfor. Flere eksperter og sundhedsaktører mener også, at S-udspillet er en for overfladisk plan for fremtidens sundhedsvæsen og de problemer, der banker på.”

Alle aktører har hver deres luns, de kan lide
Hvad siger fagpersoner og sundhedspersonalet til reformen?

”Det er sjældent, at personaleorganisationer jubler over store reformer på deres område, og sundhedsreformen er ingen undtagelse. Flere af lægeorganisationerne, sygeplejerskerne og de fleste andre er skeptiske over for strukturændringerne,” siger Ole Toft.

De fleste er dog enige om, at det er fornuftigt at flytte en del opgaver fra sygehusene og ud tættere på borgerne.

”Alle aktører har hver deres lunser af reformen, de godt kan lide. Men grundlæggende mener de, at der er mere behov for penge end for strukturreformer. Kommunernes Landsforening og Praktiserende Lægers Organisation er derfor blandt undtagelserne, når de taler positivt om reformen. PLO har dog understreget, at reformen sagtens kan gennemføres uden at lukke regionsrådene.”

Hvor kommer pengene fra til den her reform?

”En del af dem var allerede afsat på finansloven. Man henter også en del fra udlændinge- og beskæftigelsesområdet, hvor udgifterne har været lavere, end man havde regnet med. Der kommer også penge fra Danske Regioners formue, og så forventer man at spare 1,5 milliarder på administration, når man nedlægger regionsrådene,” forklarer Ole Toft.

Forrige artikel Underfinansieret og forhastet centralisering: Her er reaktionerne på sundhedsreformen Underfinansieret og forhastet centralisering: Her er reaktionerne på sundhedsreformen Næste artikel Løhde om nye patient- og pårørenderåd: Der er ikke tale om pyntedemokrati Løhde om nye patient- og pårørenderåd: Der er ikke tale om pyntedemokrati
Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

INTERVIEW: Henrik Rasmussens første prioritet, da han blev borgermester i Vallensbæk, var et øget fokus på frivillighed. Knap ti år efter kan han se et civilsamfund, der vokser ind i alle kommunens institutioner. Det krævede strategi og en hård kamp – men den kamp skulle tages nedefra, fortæller han.