Kim KliverKendt politiinspektør vil være borgmester: Han kan give sit parti et lokalt comeback, vurderer redaktør

Det er gode nyheder for Venstre, at politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds Kim Kliver bliver partiets borgmesterkandidat i Solrød Kommune til kommunalvalget.
Det øger nemlig chancerne for, at borgmesterkæden igen kan tilhøre en venstremand.
Det vurderer Altingets kommunalredaktør, Kim Rosenkilde.
"Uden at kende meget til Kim Klivers forudgående lokalpolitiske engagement, så er det ikke for meget at sige, at Venstre har fundet en kandidat, der kan have potentiale til at gøre et comeback på borgmesterposten mulig," siger han.
Det var TV 2 Kosmopol, der tidligere mandag kunne skrive, at Kim Kliver er blevet valgt som spidskandidat for Venstre i kommunen.
Til mediet skriver Kim Kliver i en mail:
"Jeg er rigtig glad for, at bestyrelsen for Venstre har valgt at pege på mig som partiets borgmesterkandidat til årets kommunalvalg. Jeg håber, at mit lokalkendskab, ledelseserfaring og en god portion ydmyghed i forhold til opgaven kan gøre en forskel."
Udfordringen bliver historisk dårlige målinger
I øjeblikket er det den 31-årige Emil Blücher fra Liberal Alliance, der er borgmester i Solrød Kommune. Han fik opbakning som borgmester fra både Venstre og Konservative ved det seneste kommunalvalg i 2021.
Venstre har fundet en kandidat, der kan have potentiale til at gøre et comeback på borgmesterposten mulig.
Kim Rosenkilde
Redaktør, Altinget Kommunal
På valgnatten styrede Solrød ellers først mod en konservativ borgmester, hvor Morten Scheelsbeck (K) havde en aftale med støtte fra Venstre, Socialdemokratiet og lokallisten Havdruplisten.
Men kort tid efter valgte Emil Blücher at tilbyde Socialdemokratiet borgmesterposten, hvis de ville gøre ham til viceborgmester. Det fik dog de borgerlige partier til at støtte op om LA’eren som borgmester.
Men nu forbereder Venstre sig på at generobre tronen, og det er en fordel, at Venstre sætter sin lid til et kendt ansigt.
"Gennem årene har han tegnet politiets efterforskning af en række ekstraordinære forbrydelser. Alene det giver ham et forspring i forhold til, hvis et mindre kendt ansigt skulle repræsentere Venstre i den kommende valgkamp," siger Kim Rosenkilde og tilføjer:
"Det kan muligvis også vise sig som en fordel, at Kim Kliver kommer fra den mindre by Havdrup i Solrød Kommune, og også er blevet kaldt 'Høvdingen fra Havdrup'. Det kan give Venstre en ekstra fordel i netop det område, hvor lokallisten 'Havdruplisten' ellers er den største stemmesluger."
Udfordringen bliver, at Venstre står historisk svagt i meningsmålingerne, påpeger Kim Rosenkilde.
"Samtidig spås Liberal Alliance potentiale for generelt at klare sig bedre. Den slags kan være retningsgivende, men ikke nødvendigvis udslagsgivende for det lokale valgresultat," siger kommunalredaktøren.
Fuld opbakning
Kim Kliver blev et offentlig kendt ansigt, da han tonede frem på skærmen som ansvarlig politiinspektør i drabssagen vedrørende Emilie Meng og efterfølgende i en sag om frihedsberøvelse, kidnapning og voldtægt af en 13-årig pige i Vestsjælland.
Tidligere har Kim Kliver været chef for Rejseholdet i perioden 2004 til 2006.
Valget af spidskandidat betyder også, at den tidligere borgmester i Solrød og nuværende viceborgmester, Niels Hörup, ikke stiller op med borgmesterdrømme.
Det er en enig bestyrelse, der bakker op om valget af Kim Kliver som borgmesterkandidat, herunder Niels Hörup. Der har heller ikke været kampvalg om posten.
Det oplyser formanden for Venstre i Solrød, Stig Johansen, til Altinget.
Kommunalvalget afholdes 18. november.
























