KL: Skævhed i statsstøtte fører til underprioritering af kultur i provinsen

Fortællingen, om at der er mindre kultur på landet i forhold til byerne, er ikke nødvendigvis rigtig, når man opgør det i forhold til indbyggertal, og land-mod-by-problematikken holder ikke på alle parametre.

Forskning fra SDU viser, at der i højere grad er tale om forskellige former for kultur på landet og i byen. Hvor det i byerne ofte er centreret omkring institutioner, er det i landdistrikterne oftest foreningerne, ildsjæle og det frivillige engagement, der tegner kulturlivet.

Dog har de store kulturinstitutioner et naturligt ansvar for at gøre sig relevante uden for egen matrikel. Og det gør mange af dem også – som for eksempel Det Kongelige Teater.

Det er helt afgørende, at de rækker ud, for der er stadig en demografisk skævhed, med hensyn til hvem der kan opleve store institutioner som Det Kongelige Teater – og uanset bopæl i landet, så vil mange gerne have den oplevelse.

Jeg bor selv i en kommune – et stykke fra hovedstaden – hvor vi inden for de seneste par år har oplevet Den Kongelig Ballet to gange, og som begge gange er blevet modtaget med stor begejstring af lokalbefolkningen.

Det er vigtigt at holde fast i, at de kendte institutioner kommer ud over egen matrikel, men kommunerne og øvrige lokale aktører skal også byde sig til.

Når det er sagt, er det naturligvis vigtigt, at vi også fra politisk hold understøtter de kulturinstitutioner, der findes i landdistrikterne.

Ligesom det er vigtigt, at kulturinstitutionerne sørger for at udvikle sig og holde sig relevante for borgerne og lokalsamfundet.

Her kunne man dog argumentere for, at der er en skævhed i statsstøtten, som underprioriterer institutioner i provinsen, og dermed gør deres opgave sværere. Her tænker jeg særligt på en forældet museumslov, som et nyt Folketing bør se på.

Børn og unge er en vigtig målgruppe

Man kan ikke tale om én bestemt målgruppe, som den danske kulturscene skal blive bedre til at nå, for de forskellige kulturinstitutioner har forskellige forcer og muligheder.

Det er imidlertid klart, at hvis vi ønsker at dem, der er børn og unge i dag, også er aktive kulturbrugere i fremtiden, så skal der være tilbud, der er målrettet dem. Det er noget, som mange kommuner allerede arbejder aktivt med sammen med deres kulturinstitutioner.

Børn og unge skal også have gode muligheder for selv at være aktivt kulturudøvende, og her spiller de kommunale kulturskoler en stor rolle.

Samtidig ved vi fra projekter som for eksempel ’Kultur på recept’, at kunst og kultur kan noget helt særligt, når det kommer til mental sundhed, livskvalitet og sundhedsfremme. Derfor er det helt væsentligt, at også udsatte eller marginaliserede borgere møder kulturen.

KL's ambition handler om velfærd

KL arbejder med målsætningen 'Kultur for alle', ud fra en forståelse af at kultur er velfærd.

Vi mener helt grundlæggende, at kultur skaber sammenhængskraft, understøtter fællesskaber og er med til at højne livskvaliteten.

At kultur skal være for alle, betyder ikke, at alle kulturinstitutioner skal være noget for alle, eller at hver enkelt kommune skal have alle typer af kultur, men at alle borgere skal have mulighed for at opleve, deltage i og skabe kultur.

Kommunerne har en kulturpolitisk målsætning om at understøtte dette så godt som muligt, ud fra de behov og vilkår der findes lokalt, så vi over hele landet har et godt og levende kulturliv med både professionelle og amatører, kulturinstitutioner og foreningsliv, ildsjæle og frivillige.

Kulturen af i dag har bevæget sig i retningen af at være et ’kulturelt demokrati’, der fordrer brugernes aktive deltagelse.

Johan Brødsgaard (R)
Viceborgmester, Silkeborg Kommune og bestyrelsesmedlem, KL

Ofte står kulturen for skud. I debatten, såvel som i de politiske prioriteringer.

Som jeg oplever det, så stammer modstanden mod kulturen fra en svunden tid, hvor kulturen kunne have en tendens til at lukke sig om sig selv – og hvor den måske kun var for de få.

Sådan skal det ikke være, og sådan er det ikke længere. Og har i øvrigt ikke været det i mange år.

Kulturen af i dag har bevæget sig i retningen af at være et ’kulturelt demokrati’, der fordrer brugernes aktive deltagelse i kunsten og kulturen.

Denne udvikling har stået på siden 1970’erne og er med til at give kulturen den dynamik, som vi kender til i dag, hvor etablerede kulturinstitutioner arbejder med nye deltagelsesorienterede former og eksperimenterende formater, der rækker ud i forskellige befolkningssegmenter.

Kulturen er således blevet relevant for de mange.

Men nej, ikke al kultur kan ramme alle – og skal heller ikke. Dog skal vi tilstræbe mange forskellige tilbud og muligheder, der appellerer til et bredt udsnit af befolkningen, uanset bopæl.

Men det er afgjort, at kunsten og kulturen kan nå flere end i dag, og derfor er det vigtigt at blive ved med at arbejde med publikumsudvikling og appellere forskelligt og i forskellige formater, så vi ikke indsnævrer kulturen.

Det oplever jeg heldigvis, at vores kulturinstitutioner agerer efter. Store som små. I hovedstaden som i provinsen. Og sådan skal det blive ved med at være.