Bliv abonnent
Annonce
Debat

KL: Vi skal skrue op for klimatilpasningen og beskytte vores værdier

I KL bakker vi op om det såkaldte nytteprincip: At det er borgernes ansvar at klimasikre deres bolig. Det er sund fornuft, at de borgere, der får glæde af beskyttelsen, også betaler for den, skriver Johannes Lundsfryd Jensen.
I KL bakker vi op om det såkaldte nytteprincip: At det er borgernes ansvar at klimasikre deres bolig. Det er sund fornuft, at de borgere, der får glæde af beskyttelsen, også betaler for den, skriver Johannes Lundsfryd Jensen.
23. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi ser ind i en fremtid, hvor vi skal investere langt mere i klimatilpasning. Det bliver dyrt, men det er meget dyrere at lade være. Derfor er der brug for at skrue op for klimatilpasningen, så vandet ikke tager os med storm, og så vi sammen kan passe godt på Danmarks værdier.

Det er vigtigt, at vi kommer i gang med at klimatilpasse nu. For vi har alle meget på spil her, noget vigtigt at beskytte. Det gælder boliger, forretninger, færdselsårer, vores fælles kulturarv og historie – og ikke mindst vores kritiske infrastruktur, som vi alle er dybt afhængige af.

Ser vi de værste scenarier i øjnene, kan stormfloder ifølge forskere fra DTU betyde skader for over 400 milliarder kroner, når vi rammer slutningen af dette århundrede. Det taler sit tydelige sprog.

Læs også

Og det er ikke kun på bygninger og vigtig infrastruktur, at vi er sårbare. Vi må ikke glemme de mange danskere, som det voldsomme vejr kan få store fysiske, psykiske og økonomiske konsekvenser for. Det er også tragiske menneskeskæbner, vi skal forsøge at afværge.

Omkostningerne kan altså blive enorme – både menneskeligt og økonomisk – og derfor er der brug for at få taget nogle store politiske beslutninger. Vi skal have foranstaltningerne på plads, så vi kan passe godt på vores land, hvor det er truet af vand.

Nytteprincip er sund fornuft 

I KL bakker vi op om det såkaldte nytteprincip: At det er borgernes ansvar at klimasikre deres bolig. Det er sund fornuft, at de borgere, der får glæde af beskyttelsen, også betaler for den.

Men når vi taler om større projekter –  for eksempel sikring af Københavns Lufthavn eller Limfjorden – er det vigtigt, at borgerne og kommunerne ikke bliver ladt i stikken, hverken økonomisk eller i forhold til planlægning. For så risikerer vi ganske enkelt, at store og vigtige projekter ikke bliver gennemført. Her må staten træde til og tage et medansvar.

Der er blandt andet behov for at ændre reglerne om kommunernes anlægsloft, så de udgifter til projektet, der bliver betalt af borgere, staten, fonde eller andre, ikke belaster kommunernes anlægsramme.

Johannes Lundsfryd Jensen
Formand, KL's Klima- og Miljøudvalg

I kommunerne kan vi ikke bare bygge løs. Men selv hvis vi kunne, så taler vi jo om så store investeringer, at hvis kommunerne skulle betale det hele gennem anlægsmidlerne, så ville vi ikke have mulighed for at bygge daginstitutioner, renovere skoler og veje eller andet de næste mange, mange, mange år. Dét er ikke den rigtige vej at gå.

Vi er derfor nødt til nationalt at tage stilling til, hvad der skal gennemføres – og hvordan vi sikrer finansieringen til det. Det er noget af det, vi ser meget frem til at få svar på i regeringens Klimatilpasningsplan 2.

Faktisk skal alle redskaber til at skaffe finansiering i brug, hvis vi skal i mål med fremtidens klimasikring. Der er blandt andet behov for at ændre reglerne om kommunernes anlægsloft, så de udgifter til projektet, der bliver betalt af borgere, staten, fonde eller andre, ikke belaster kommunernes anlægsramme.

Finansiering kan også findes ved at putte flere midler i kystpuljen til at hjælpe projekter i gang. Det kan være ved at give kommunerne mulighed for at hjælpe grundejere med lån til større projekter. Og det kan være ved at lade pensionskasser investere.

Skal op i tempo og omfang

Der er tale om kæmpe projekter. Og ikke mindst nogle store spørgsmål om fordeling af udgifter og finansiering. Den gode nyhed er, at det godt kan betale sig at investere langt mere i klimasikring af Danmark. Men der er brug for langt flere tangenter at spille på, når vi taler kroner, ører og klimatilpasning.   

Det er et fælles ansvar at klimasikre vores samfund, og klimatilpasningen skal op i tempo og omfang. I kommunerne tager vi det ansvar på os, som er vores. Vi er sammen med borgere og lokale virksomheder klar til at få de rette projekter sat i søen.

Læs også

Vi har dog brug for, at staten tager førertrøjen på - ikke mindst i forbindelse med den næste klimatilpasningsplan. Vi er mere end klar til at samarbejde og drøfte, hvordan vi i videst muligt omfang kan holde vandet fra at give skader og sikre et godt og trygt samfund til de næste generationer. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026