Borgmester i Sønderborg: Staten er nødt til at prioritere økonomi til klimasikring

Den største klimaudfordring i Sønderborg Kommune er det stigende havvand og ekstremt vejr.
Det viser Sønderborg Kommunes Klimatilpasningsplan fra 2022, som giver et billede på, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Sønderborg Kommune i årene frem til år 2100.
Det betyder også, at klimasikring er en af de største udfordringer, vi står over for i Sønderborg Kommune.
Derfor er det afgørende, at vi handler nu for at beskytte vores samfund og fremtidige generationer. For med rettidig omhu og omtanke, kan vi komme langt.
For fire år siden fik Sønderborg Kommune, som den første kommune i Danmark, godkendt Klimaplan DK2020 Action Plan, og derfor er det ekstra frustrerende, at vi ligesom ikke kommer ud af vandhullerne.
Det store problem er økonomien
Lad mig komme med et konkret eksempel fra Sønderborg Kommune, nemlig ved Gråsten Havnefront. I forlængelse af vedtagelsen af kommunens klimatilpasningsplan i 2022 har arbejdet været i gang med en plan for realisering af stormflodsbeskyttelse af Gråsten Havnefront.
I området er der rækkehuse, parcelhuse og etagebyggeri, Gråsten Plejecenter, to roklubber, en café samt et havneområde.
Der kom ekstra skub i processen, da Gråsten — og resten af Sønderborg-området — blev ramt af de historiske oversvømmelser i forbindelse med stormfloden i oktober 2023.
Ved Gråsten Havnefront står vi over for udfordringer med stigende vandstande og erosion, som truer både havneområdet og de omkringliggende boliger.
Erik Lauritzen
Borgmester, Sønderborg Kommune
Ved Gråsten Havnefront står vi over for udfordringer med stigende vandstande og erosion, som truer både havneområdet og de omkringliggende boliger. For at beskytte området har kommunen iværksat et omfattende kystsikringsprojekt, der inkluderer opførelse af nye diger og forstærkning af eksisterende kystlinjer.
Generelt har der været positiv tilkendegivelse fra lodsejerne ved Gråsten Havnefront om et grundlag for bidragsfordelingen.
Men vi er stadig i vandhullerne, for planen giver betydelige økonomiske udfordringer, som vi må tackle sammen.
Sønderborg Kommune har ansøgt Kystdirektoratet om støtte til projektet fra statens pulje til kystbeskyttelse. Puljen er blevet søgt i to omgange — uden at få tilsagn. Og det viser rigtig godt, hvor en stor del af problemet ligger — ikke kun i Gråsten — men helt generelt. Økonomien.
Manglende lydhørhed fra staten
Klimasikring kræver store investeringer, både fra borgernes og kommunens side.
Vores anlægsramme er presset, og vi skal finde en balance mellem nødvendige investeringer og vores økonomiske formåen.
Samtidig er vi bevidste om, at de løsninger, kommunen implementerer, kan medføre ekstra omkostninger for borgerne. Vi arbejder derfor på at finde de mest omkostningseffektive løsninger, der samtidig sikrer den nødvendige beskyttelse.
Derfor er staten også nødt til at prioritere økonomi til klimasikringen, for tredelingen af udgifterne er nødvendig for at komme i mål.
Jeg siger ikke, at vi skal åbne sluserne helt og lade staten betale det hele. Hvis bare vi kan få en tredjedel af udgifterne dækket, så vil vi komme rigtig langt, for så oplever jeg også, at vi i kommunerne og ikke mindst borgerne også er villige til at påtage sig en del af betalingen.
Samtidig ved vi, at tid er en kritisk faktor i klimasikringen. Derfor har vi fokus på at optimere hastigheden i sagsbehandlingen, så vi hurtigt kan implementere de nødvendige tiltag.
Men vi støder på manglende lydhørhed fra staten om også her at sætte turbo på sagsbehandlingen samt gøre det en smule lettere at få dispensationer til konkrete løsninger, der kan hjælpe med at beskytte kommune og borgere mod klimaforandringerne.
En opgave for hele samfundet
Vi har alle et ansvar for at bidrage til løsningerne, og det kræver en fælles indsats.
Jeg oplever, at borgerne ønsker at engagere sig i klimasikringsprojekter, hvilket ikke kun gælder for Gråsten.
Vi har for nylig sat gang i en tilsvarende proces med klimasikring af Sønderborg Havn, og langt hovedparten af de berørte borgere langs havneområdet i Sønderborg er positive over for at være en del af løsningen.
Skal vi i mål, så er det nødvendigt at ophøje klimasikring til en opgave for hele samfundet.
Erik Lauritzen
Borgmester, Sønderborg Kommune
Derfor arbejder vi videre med projektet, men skal vi i mål, så er det — som tidligere skrevet — nødvendigt at ophøje klimasikring til en opgave for hele samfundet.
Det involverer kommune og borgere, men i høj grad også staten.
For kun sammen kan vi skabe en mere robust og bæredygtig fremtid for Sønderborg Kommune.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer



























