Bliv abonnent
Annonce
Debat

Kommunal direktør: Stærk faglig ledelse er en af nøglerne til kvalitet i vores dagtilbud

Når vi har et fælles sprog og en fælles forståelse af kvalitet i dagtilbud, styrker det både samarbejdet og den faglige udvikling, skriver Frederik Gammelgaard.
Når vi har et fælles sprog og en fælles forståelse af kvalitet i dagtilbud, styrker det både samarbejdet og den faglige udvikling, skriver Frederik Gammelgaard.
26. september 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er onsdag formiddag i Børnehuset Solsikken. Onsdag er fælles mødedag for personalet, der på skift holder møder og planlægger den pædagogiske praksis.

Derfor er der kun tre voksne til cirka 30 børn i perioder i løbet af formiddagen.

Det betyder, at tiden bruges til børneinitieret leg, mens de voksne er i periferien med et øje på alle børn. De fleste børn ser ud til at trives i den frie leg.

Målet er at skabe god kvalitet for alle børn – også dem på kanten af fællesskabet.

Frederik Gammelgaard
Direktør, Skanderborg Kommune

Men et par af børnene falder ud af fællesskaberne og har svært ved at finde ind i legen med de andre børn.

Og de voksne har svært ved at hjælpe dem, fordi de på samme tid skal bevare overblikket, trøste, hente mad og meget andet.

Episoden – her gengivet i omskrevet form – viser, hvad der i den nationale kvalitetsrapport kaldes ikke tilstrækkelig pædagogisk kvalitet.

Jeg kender episoden, fordi vores eget tilsyn observerede episoden og har bragt den i spil som afsæt for dialog og justering af praksis.

Målet er at skabe god kvalitet for alle børn – også dem på kanten af fællesskabet.

Ledelse kræver fælles sprog

Jeg gætter på, at episoder som ovenstående findes i de fleste kommuner. Helt undgå dem kan vi næppe, men vi kan arbejde med dem og minimere dem.

En af nøglerne er at styrke den faglige ledelse ikke bare lokalt, men i hele ledelseskæden. Det kræver en fælles forståelse af, hvad pædagogisk kvalitet er – og et fælles sprog til at tale om den.

Debat om kvalitet i dagtilbud

Hvordan skal kommunerne handle på den kvalitetsundersøgelse, der før sommerferien viste, at kvaliteten på mange daginstitutioner ikke er tilstrækkelig god. Altinget Børn sætter emnet til debat.  

Om temadebatter

Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne.

Vil du deltage i debatten? Så skriv til debatredaktør Katja Gregers Brock på katja@altinget.dk.

I Skanderborg Kommune arbejder vi målrettet med at udvikle og fastholde en stærk faglig ledelse og et stærkt fælles fagligt fundament og sprog for kvalitet.

Vi skaber sammenhæng mellem indholdet i Dagtilbudsloven, den styrkede pædagogiske læreplan og visionerne i Skanderborg Kommunes Børn- og Ungepolitik.

Ligesom der er tæt kobling mellem tilsynet, evalueringskulturen og den pædagogiske praksis i de enkelte børnehuse.

Vi anvender et fælles tilsyns- og dialogværktøj, der hviler på et klart defineret fagligt grundlag.

Det styrker det fælles sprog og skaber en fælles forståelse på tværs – med det fælles mål at sikre alle børn en tryg og udviklende hverdag.

Åbenlys gevinst

Det fælles faglige fundament er centralt – både i den daglige praksis, hvor ledere og medarbejdere hele tiden justerer læringsmiljøet og arbejder evaluerende i forhold til børnenes perspektiv.

Ambitionen er, at alle – fra politikere til pædagoger – har en fælles forståelse af, hvad pædagogisk kvalitet er, og hvordan den kan udvikles. Både i et overordnet perspektiv og i konkrete hverdagssituationer.

Når alle har samme sprog omkring forståelsen af kvalitet i vores dagtilbud, kan vi sammen skabe de bedste rammer, hvor børnene altid er i fokus.

Frederik Gammelgaard
Direktør, Skanderborg Kommune

For hvad er pædagogisk kvalitet eksempelvis, når et barn begynder i børnehave? Når et barn bliver afleveret om morgenen? Når det skal have tøj på, vaske hænder – eller når man på stuen går fra leg til fælles samling?

Det kan lyde enkelt, men det kræver vedholdende og målrettet arbejde i hele ledelseskæden at opbygge og fastholde et fælles fundament og en løbende udvikling af praksis.

Til gengæld er gevinsten åbenlys: Når vi har et fælles sprog og en fælles forståelse af kvalitet i dagtilbud, styrker det både samarbejdet og den faglige udvikling.

Det skaber grundlag for en tillidsfuld og meningsfuld dialog – eksempelvis mellem tilsyn og børnehus – hvor udfordringer kan drøftes i et udviklingsperspektiv.

Alt sammen med barnets trivsel og læring som det centrale omdrejningspunkt.

Når alle har samme sprog omkring forståelsen af kvalitet i vores dagtilbud, kan vi sammen skabe de bedste rammer, hvor børnene altid er i fokus.

Mange nøgler til kvalitet

I dag er der fortsat tre voksne til 30 børn onsdag formiddag i Solsikken. Men formiddagen tilrettelægges nu med afsæt i et børneperspektiv.

To voksne arbejder nærværende med at sikre, at børnene i periferien også deltager, mens den tredje voksne holder overblikket.

En beslutning der er truffet i børnehuset med afsæt i den fælles kvalitetsforståelse og i dialog med den faglige ledelse.

Der er mange nøgler til at sikre faglig kvalitet i dagtilbud. Én af dem er at arbejde systematisk med at styrke den faglige ledelse i hele ledelseskæden.

Det gør en reel forskel for børnene – også dem, der står på kanten af fællesskabet.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026