Konsulentchef: Udligningssystemets forældede datagrundlag skaber uligheder på handicapområdet

På baggrund af analyser, som Dataproces har udarbejdet for landets kommuner, er vores vurdering, at den datamæssige kvalitet i udgiftsbehovsopgørelsen har udviklet sig i en retning, der har forældet de tidligere anvendte opgørelsesmetoder. 

Et af disse eksempler er udligningen af udgiftsbehovet for kommuner med mange borgere med et handicap.

Udeladte diagnoser

Kriteriet "Antal personer med handicap" hviler på diagnosekoder fra Landspatientregisteret og fokuserer på borgere, som inden for en femårig periode er diagnosticeret som udviklingshæmmede (i alderen 0-65 år) eller med øvrige handicap i forhold til udvalgte diagnosekoder (i alderen 20-59 år), og som er uden for arbejdsstyrken.

Men der er en grundlæggende uhensigtsmæssighed i udvælgelsen af, hvilke diagnoser der anses for at udgøre et forhøjet udgiftspres for en kommune.

De mulige positive effekter af meningsfuld beskæftigelse – for borgeren og for kommunen – modarbejdes altså i tilskuds- og udligningssystemet.

Kasper Lund Nødgaard
Konsulentchef, Dataproces

I Kommunernes Landsforenings datastandardiseringsprojekt "Fælles Faglige Begreber" tages der udgangspunkt i Voksenudregningsmetoden, som også anvendes bredt i forbindelse med sagsbehandlingen på området.  

Men i opgørelsen af kommunens udgiftsbehov indgår blot 25 procent af de relevante diagnosekoder i kriteriet. Det vil derfor være oplagt at se nærmere på, hvilke diagnoser der udelades. 

Derudover er det kun borgere med et handicap, som står uden for arbejdsstyrken, der medtages – uanset graden af arbejdsmarkedstilknytning eller indflydelsen, det kan have på kommunens afholdte udgifter.  

Borgere med en times beskæftigelse per uge anses i denne sammenhæng for at være i arbejde.  

De mulige positive effekter af meningsfuld beskæftigelse – for borgeren og for kommunen – modarbejdes altså i tilskuds- og udligningssystemet, hvor de afholdte udgifter, som kommunen alt andet lige har til at støtte borgeren, ikke tilgodeses.

Løbende diagnosticering

Foruden kvaliteten af datagrundlaget hviler selve opgørelsen af kriteriet på en ulogisk metode. Selvom en lang række af disse diagnoser er varige, medtælles de kun i opgørelsen i en femårig periode fra diagnosetidspunktet.  

Dette er uhensigtsmæssigt, da det i teorien betyder, at borgerne løbende skal gendiagnosticeres, for at kommunen i udligningssystemet kompenseres for at opretholde deres serviceniveau.

Det mest odiøse tilfælde er de diagnoser, der vedrører fysiske funktionsnedsættelser. Eksempelvis hvor en borger, der mangler en arm, løbende kan være påkrævet en gendiagnosticering, for at kommunen modtager en kompensation herfor, såfremt borgeren ellers ville indgå i kriteriet.  

Systemet er ikke indrettet til at kompensere udgifter 1:1, men der skal for hvert kriterium konstateres en årsagssammenhæng og konstaterbarhed set i forhold til de kommunale udgiftsområder.  

For kommuner med en overvægt af borgere med diagnoser og følgelig udgifter til håndteringen heraf er der med denne tidsafgrænsning således en risiko for, at den kompensation, de modtager, ikke afspejler virkeligheden.

Gentænk datagrundlaget

Det er altid let at finde fejl og mangler. Det svære bliver at forsøge at løse dem. For nok er systemet mangelfuldt – men hvad er alternativet?

En upåvirkelig datakilde på handicapområdet er ikke ligetil – og problematikkerne gør sig også gældende for borgere, der er tilknyttet psykiatrien. 

Bibeholdes Landspatientregisteret som datagrundlag, er der behov for at tilpasse diagnosekoderne, så de mere præcist repræsenterer dem, der bruges bredt i kommunen til at definere et handicap – og det reelle udgiftspres kommunen oplever heraf. 

De Fælles Faglige Begreber, hvor kommunerne selv laver indberetninger ud fra en opdateret datastandard, kunne være vejen frem og kunne give et mere virkelighedstro billede af antallet af borgere med et handicap, der er bosiddende i kommunen.

For begge kan borgenes beskæftigelsesstatus og kriteriets tidsafgrænsning genovervejes, når der ofte er tale om varige handicap, og deraf lade kompensationen bedre afspejle de afholdte udgifter.

Alt andet lige burde de kommende politiske drøftelser indeholde en grundlæggende gentænkning af det datagrundlag, udligningen bygger på – og hvad det reelt betyder for kommunernes økonomi og borgernes velfærd.