Seniorkonsulent: Det er hele finansieringspakken, der er problemet med vores udligningssystem

Kriteriet "uden beskæftigelse" tæller eksempelvis kun de 20-59-årige med, skønt både pensionsalderen og den reelle tilbagetrækning er oppe i 60'erne. Kommuner, der lykkes med at skaffe småjob til ledige på kanten af arbejdsmarkedet, taber på det i udligning. Der er flere eksempler på den slags problemer.

Udligningen af de aldersbestemte udgifter er arbitrært fastsat til 67 procent med risiko for, at kommuner med mange borgere i de dyreste aldersgrupper ikke får en korrekt/fair kompensation.

Der er også gennemført større reformer, der påvirker de kommunale udgifter markant, uden at der er justeret i udligningen af de kommunale udgifter. Og så er udligningssystemet klistret sammen med en række særordninger. Mange af dem er ugennemskuelige, dyre og ikke baseret på objektive kriterier.

Selskabsskatten og sagen om SDE er aktuelle eksempler fra 2025-budgettet, som staten burde have fundet løsninger på.

Hans Nikolaisen
Ekstern konsulent, Muusmann

De kommunale selskabsskatter udlignes kun med 50 procent. Det betyder, at nogle få kommuner nyder godt af at være hjemsted for virksomheder, der tjenerne gode penge til Danmark – og tak for det – uden at kommunerne nødvendigvis har gjort noget for at støtte sådanne virksomheder.

Langt de fleste kommuner bliver ramt af, at stigende selskabsskatter modregnes i balancetilskuddet fra staten. Derfor står mindst tre-fjerdedele af kommunerne med en økonomisk bet fra selskabsskatterne.

På skattesiden er valget mellem selvbudgettering og statsgaranti ikke en garanti for andet end usikkerhed. Når kommunerne vælger statsgaranti, risikerer de at skulle medfinansiere gevinsten ved selvbudgettering i andre kommuner via balancetilskuddet. Der er også risici ved at vælge selvbudgettering.

Forny aftalesystemet

Det er hele finansieringspakken, der er problemet. Det vil ikke hjælpe alverden alene at "fikse" udligningssystemet. Kommunerne vil i givet fald fortsat stå med mere eller mindre vilkårlige forskydninger, som skaber tabere og vindere i et uforudsigeligt morads.

Den gode nyhed er, at man kan gøre noget ved det. Mange af problemerne ovenfor kan udbedres – nye kriterier i udligning, færre særordninger, højere udligning af selskabsskatten, nye spilleregler for valg af statsgaranti og så videre.

Men der kan – og bør – gøres mere end det. Aftalesystemet mellem staten og kommunerne kan fornyes.

Systemet bør være mere gennemskueligt, så det er klart for den enkelte kommune, hvad aftalerne indebærer.

I forlængelse af aftalerne og udmøntningen af tilskuddene til kommunerne kan der defineres grænser for, hvor meget en kommune maksimalt samlet set må vinde eller tabe på en aftale.

Statsligt ansvar

Og så er det for nemt for staten ikke at tage ansvar for at løse de problemer, som kommunerne står med – med henvisning til, at "kommunerne under ét er kompenseret".

Problemerne forstærkes i mange kommuner ved et udslidt finansieringssystem. Det skaber frustration i kommunerne. 

Hans Nikolaisen
Ekstern konsulent, Muusmann

Ved betydelige "reguleringer" skal staten samtidig forpligtes til at gå i dialog med kommunerne om, hvad der kan gøres for at rette op på sådanne udfordringer med ændret lovgivning eller flere midler. 

Selskabsskatten og sagen om SDE er aktuelle eksempler fra 2025-budgettet, som staten burde have fundet løsninger på. Det her lyder teknisk. Men det handler om meget mere end teknik.  

Regeringen og Folketinget har i for høj grad overladt det til kommunerne at løse de svære problemer, der vitterligt er i den kommunale service. Et opadgående udgiftspres fra socialområdet, demografien og stigende forventninger gør det svært at omsætte de flotte intentioner fra regeringen og Folketinget.  

Problemerne forstærkes i mange kommuner ved et udslidt finansieringssystem. Det skaber frustration i kommunerne. Det koster på lysten og motivation til at deltage i det lokale demokrati. Værst af alt – det svækker tilliden til de lokale politikere og den lokale forvaltning.