KORA: Valgår styrker udsigt til god aftale

Af Niels Jørgen Mau Pedersen
Projektchef hos KORA – Det Nationale Institut for Kommunernes og Regionernes Analyse og Forskning

Økonomiforhandlingerne begynder stille og roligt i år. Der bliver næppe demonstreret i kommunerne, som der gjorde sidste år, da det forkætrede omprioriteringsbidrag var på bordet og blev forhandlet væk. 

Mere end 70 steder blev der demonstreret mod blandt andet omprioriteringsbidraget, og den begivenhed kan vel siges at have bibragt de ellers lidt teknokratiske økonomiforhandlinger en vis folkelighed.

Det er anderledes i år, hvor der tilsyneladende ikke findes et helt tilsvarende konfliktemne.

En kæmpesucces
Men set fra en styringsfaglig vinkel er situationen op til forhandlingerne nu ikke mindre spændende. Når det drejer sig om den overordnede makroøkonomiske styring, er det dog ikke økonomiaftalerne i sig selv, som styrer: her hentes hjælp fra andre styringsinstrumenter, for eksempel sanktionsmuligheder. Men hvordan disse styringsinstrumenter virker, må økonomiaftalerne tage i betragtning, når der udmåles bloktilskud, finansieringstilskud, lånerammer osv.

Det dominerende makroøkonomiske styringsinstrument i dag er ubetinget sanktionsstyringen, det vil sige muligheden for ’bøder’ ved overskridelser af rammer og budgetter. Til gengæld er forsøg på at styre via likviditetsudviklingen tilsyneladende lagt til side (som jeg har påpeget i en tidligere artikel i bladet Administrativ Debat).

Hvad sker der, hvis de ledige midler fører til højere udgifter på anlægssiden, hvor der ikke rådes over tilsvarende sanktioner som for serviceudgifterne?

Niels Jørgen Mau Pedersen
Projektchef hos KORA

Sanktionsstyringen har været en kæmpesucces derved, at der for serviceudgifterne har været en glimrende budgetoverholdelse. Det er ikke mindst imponerende, når ingen præcist ved, hvordan kommunespecifikke sanktioner på udgiftssiden rent faktisk vil blive implementeret, hvis det skulle komme dertil. 

Hvordan udnyttes råderummet?
Det er dog næppe helt tilfredsstillende i en styringssammenhæng, at kravene i alle sanktionsårene er blevet overopfyldt – senest med et mindreforbrug i regnskab 2016 på 2,9 milliarder kroner (1,2 procent). Det betyder jo, at politikerne i både regering og kommunalbestyrelser ikke realiserer de udgifter, som de faktisk havde besluttet. Det kan blive et emne til forhandlingerne – hvordan udnyttes råderummet?

En sideeffekt af overskuddet er også tendensen til stigende likviditetsbeholdninger i kommunerne. Likviditeten forøges i disse år endvidere som følge af det ”ekstraordinære” finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner, som reelt er en ekstrafinansiering af økonomiaftalens udgifter.

Selvom likviditetsstyringen som nævnt synes at være passé, så kan en egentlig likviditetsopbygning, omend uens fordelt, nok give anledning til styringsovervejelser i forhandlingerne. For hvad sker der, hvis de ledige midler fører til højere udgifter på anlægssiden, hvor der ikke rådes over tilsvarende sanktioner som for serviceudgifterne?

I de sidste par år er der faktisk set en klart stigende overskridelse af anlægsbudgetterne, hvilket under opgangskonjunkturer plejer at give bekymring for den finanspolitiske styring. 

En god aftale i år
Hvis spørgsmålene om udnyttelse af råderum og en bremse på likviditetsstigningen ønskes adresseret, kan flere muligheder inddrages, for eksempel: 

• Bestræbelser på større budgetpræcision. Det kan aktualisere spørgsmål om sanktionernes udformning. 

• Finansieringstilskuddets størrelse. Her lægger KL dog overordentlig stor vægt på finansieringstilskuddets opretholdelse. En ændring kan også udløse udligningspolitisk strid, da 2 af de 3,5 milliarder kroner er skævdelt til vanskeligt stillede kommuner.

• Anvendelse af ’overskudslikviditeten’ til skattelettelser. Der er allerede i flere aftaler givet ekstra tilskud til nedsættelse af de kommunale skatteprocenter – med succes. En væsentlig forøgelse af disse tilskud (150 millioner kroner i 2017) vil imidlertid kunne rejse en fordelingsmæssig diskussion, hvis ’rige’ kommuner med særlig god likviditet også får tilskud til at skulle sætte skatten ned. Desuden indebærer egentlige skattelettelser i 2018 isoleret set en lempelse af finanspolitikken.   

Uanset de vanskelige spørgsmål for økonomiaftalerne er der dog formentlig udsigt til en god aftale også i år, hvor interessen i at opnå enighed også styrkes af, at det er kommunalt valgår.