Professor: Finansministeriets regnemodel dumper i økonomi

KRONIK: En rapport bekræfter, at Finansministeriets regnemodel på mange punkter ikke lever op til den fagøkonomiske standard, man bør forvente af et magtfulde finansministerium, der skal betjene hele samfundet og ikke kun de skiftende finansministre. Det skriver professor Jesper Jespersen. 

Jesper Jespersen
Professor, Roskilde Universitet og Aalborg Universitet

Finansministeriets makroøkonomiske model indtager en meget magtfuld position ved tilrettelæggelsen af den overordnede økonomiske politik i Danmark.

Det er 'oraklet' i den 'røde bygning' på Slotsholmen, der vender tommelfingeren opad eller nedad, når de politiske partiers forslag til økonomisk politik skal gennemregnes.

Med en sådan magt følger også det ansvar, at den benyttede model er retvisende – altså afspejler virkeligheden og samtidig er solidt forankret i fagøkonomisk teori.

Det er varetagelsen af dette ansvar, som Enhedslisten i sin netop udgivne rapport ’Den politiske regnemaskine’ sætter et stort og velargumenteret spørgsmålstegn ved.

Rapporten viser, at regnemodellen på mange væsentlige punkter ikke lever op til den fagøkonomiske standard, der med rette burde forventes af det magtfulde finansministerium, der skal betjene hele samfundet og ikke kun de skiftende finansministre.

Når virkeligheden ikke kan forklares
Det er tankevækkende, at det er Enhedslisten – partiet på den yderste venstrefløj, som journalisterne ofte udtrykker det – der her fremlægger dokumentation for, at den benyttede model ikke er retvisende.

Et forhold, der kan have været medvirkende til, at det tog dansk økonomi 10 år at komme ud af krisen. For hvor blev det af Finansministeriet så ofte annoncerede opsving egentlig af?

Det var først, da Den Europæiske Centralbank påbegyndte sin ekspansive pengepolitik med negativ rente og massiv pengeudpumpning, at opsvinget via Tyskland, Sverige og UK kom til Danmark.

Danmarks Statistik kom også til hjælp ved at ændre på definitionen af vækst i den offentlige sektor (nu indregnes produktivitetsstigning ved offentlig produktion), ja, så begyndte BNP at løfte sig. Men det var forhold, der lå uden for Finansministeriets model.

Her nærmer vi os den helt centrale kritik, der rejses i Enhedslistens rapport mod Finansministeriets model (FM-model). Det er antagelsen om, at den private sektor af sig selv altid nærmer sig fuld (strukturel) beskæftigelse.

Det er en modelantagelse, som alle neoklassiske makroøkonomer i dag benytter sig af: ’Udbud af arbejdskraft skaber sin egen beskæftigelse (det vil sige jobs til alle).

Og da de neoklassiske makroøkonomer er stort set enerådende i Danmark – i modsætning til udlandet, så har denne modelmæssige forudsætning aldrig været grundigt diskuteret blandt fagøkonomer.

På trods af, at det er åbenbart, at der ikke er en en-til-en-sammenhæng mellem arbejdsudbud og antal job, thi så ville der jo ikke være arbejdsløshed.

Den høje og i perioder stærkt stigende og efterfølgende faldende arbejdsløshed i Europa, i USA og for så vidt også i Danmark igennem de seneste ti år har om noget været en anskuelsesundervisning i, at den økonomiske politik øver en afgørende indflydelse på udviklingen i beskæftigelsen. Ikke mindst i perioder, hvor der er et massivt opsparingsoverskud i den private sektor. Denne sammenhæng mangler i modellen.

Når ideologi modelleres
Men det er ikke kun modelstrukturen, der giver et forfejlet billede af virkeligheden. Det gør også de antagelser om økonomisk adfærd, der lægges til grund for de ofte fremhævede ’dynamiske effekter’ i modellen.

Her antages det, at det er individuel økonomisk optimering, der er bestemmende for befolkningens adfærd på arbejdsmarkedet, i det private forbrug og ved investeringer.

Her er det ikke et spørgsmål, om det kan betale sig at arbejde; men derimod hvor meget kontanthjælpsmodtagere skal presses, før de er motiverede til at tage de job, som det foregives – i modellen – står og venter på dem.

Ligesom det uden at blinke antages, at en skattesænkning vil øge udbuddet af arbejdskraft.

I Finansministeriet har man tilsyneladende ikke hørt om den såkaldte hængekøjeeffekt: Når folk bliver rigere, så ønsker de at arbejde mindre og holde mere fri. Et forhold, der blev særdeles grundigt dokumenteret – empirisk – i blandt andet Beskæftigelseskommissionens redegørelse.

Disse ’dynamiske’ effekter, der knytter sig til henholdsvis sociale ydelser og til skatteændringer, er rystende svagt dokumenteret. Det er selektiv empiri, som ifølge rapporten fra Enhedslisten ikke er overbevisende.

Usikkerheden, som kendetegner alle samfundsøkonomiske sammenhænge, både på det mikroøkonomiske og på det makroøkonomiske niveau, er stort set fraværende i Finansministeriets regnestykker.

Det kom for eksempel helt bag på modellen, at danskerne begyndte at spare mere op i kølvandet på den finansielle krise, på reduktion af det sociale sikkerhedsnet og den øgede arbejdsløshed.

Her kunne Finansministeriet med fordel have læst den dokumentation, som Folketingets sekretariat har udarbejdet i form af to rapporter, hvor en stor del af den til rådighed værende empiri (både dansk og internationalt materiale) er gennemgået.

Disse rapporter er ret entydige i deres konklusion, at der ikke med sikkerhed kan fastslås, hvilken effekt ændringer af de sociale ydelser og skattesatser har på arbejdsudbuddet og slet ikke på den afledte beskæftigelseseffekt.

I den konkrete situation spiller både konjunktur og økonomisk politik en afgørende rolle.

Model indeholder målbare urimeligheder  
I rapporten fra Enhedslisten er der adskillige eksempler på, hvilke åbenbare urimeligheder som FM-modellen historisk har medført ved forhandlingsbordet:

Den direkte udgift, der er forbundet med at give personer, der falder ud af dagpengesystemet, en midlertidig kontanthjælpsydelse, blev skønnet til at udgøre cirka ti millioner kroner. Men efter at have været en tur igennem FM-modellen var beløbet vokset til 610 millioner kroner – og herom kunne der ved forhandlingsbordet ikke diskuteres!

Jamen det lyder mildt sagt grotesk, hvilket det også er i virkeligheden; men ikke i modellen.

Her fratager selv en beskeden midlertidig kontanthjælp alle arbejdsløse motivation til at søge efter de job, der ifølge modellens logik altid er dér. Forslaget ville permanent mindske arbejdsudbuddet betragteligt og dermed produktion og altså skatten med cirka 600 millioner kroner.

Eksemplerne på bizarre effekter er næsten uden ende, når den gennemgås detaljeret. Eksempelvis fører en forhøjelse af dieselafgiften også til en reduktion af arbejdsudbuddet.

Og hvorfor nu det? Jo, enhver skat og forbrugsafgift antages at mindske realindkomsten i en sådan grad, at det fratager befolkningen noget af motivationen til at udbyde sin arbejdskraft, så falder produktionen og dermed finansministerens skatteindtægt.

Omvendt betyder for eksempel en lavere registeringsafgift, at danskerne ikke alene køber flere biler; men også vil arbejde mere, så modellens dynamiske effekter er tæt på at halvere finansministerens udgift.

Herved er modellen også med til at vanskeliggøre miljøpolitikken.

Finansministeriet er uanset – eller måske netop på grund af – sin magtfulde position helt afvisende over for den fremførte kritik.

Finansministeren formulerede sig, så det næsten kunne forveksles med den amerikanske præsident, da han afviste Enhedslistens rapport ved at karakterisere den som noget, der mindede ham om ’fake news’.  

Finansministeriets blinde plet
Arbejdsudbuddet og de dynamiske effekter af skatte- og socialpolitikken er uanset det spinkle teoretiske og empiriske grundlag blevet et helt centralt element ved vurderingen af den økonomiske politik.

Så meget desto mere må det undre, at tilsvarende effekter er totalt fraværende, når konsekvenser af offentligt forbrug og investering skal regnes igennem.

Her er én udgiftskrone = én udgiftskrone uden fradrag af positive dynamiske effekter. Og det uanset at sådanne effekter er både åbenbare og håndgribelige.

Det kan ikke med rimelighed diskuteres, at daginstitutioner er en forudsætning for, at forældre kan gå på arbejde.

Udvider man åbningstiden, så kan arbejdstiden forlænges, og arbejdsudbuddet forøges (her skal ikke tages stilling til, om det er en fornuftig politik; men udelukkende hvorledes den kan beregnes).

Bygges der et ekstra spor på Sydmotorvejen for ikke at nævne et mere effektivt jernbanenet, så reduceres transporttiden både for mennesker og gods, hvilket både øger arbejdsudbuddet og produktiviteten, der sædvanligvis antages at øge væksten og udløse flere skattekroner.

Men nej, her er Finansministeriet totalt afvisende over for at tilregne dynamiske effekter til offentlige udgifter i nogen form, bortset fra en meget beskeden effekt på uddannelsesområdet.

At forbedret infrastruktur, broer, jernbaner og motorveje ikke indregnes som en forøgelse af arbejdsudbuddet, når transporttiden sænkes, kan mildt sagt undre.

Det ville jo være forholdsvis let at dokumentere og ikke stride mod hverken sund fornuft (eller økonomisk adfærd).

I FM-modellen forholder det sig sågar omvendt. Her mindsker skattefinansierede offentlige udgifter tværtimod arbejdsudbuddet.

Offentlige udgifter bliver derfor i modellen forøget med ti til tyve procent på grund af den såkaldte forvridningseffekt forårsaget af skattefinansieringen. Og ikke nok med det, så stiller Finansministeriet også et krav om, at disse forhøjede udgifter til offentlige investeringer skal give et realafkast på mindst fire procent pro anno.

I betragtning af, at Staten i dag kan låne til en realrente på nul, så er der også her lagt en urealistisk barriere ind imod offentlige investeringer.

Disse eksempler viser, hvorledes udformningen af den økonomiske regnemodel har store samfundsmæssige konsekvenser ikke alene på det økonomiske område, men også for social- og miljøpolitikken.

Små sociale og miljømæssige omkostninger mangedobles på grund af nogle modelmæssige antagelser, der ikke er hverken teoretisk eller empirisk velfunderede. Det er derfor ikke med urette, at rapporten fra Enhedslisten bærer undertitlen ’Den Politiske Regnemaskine’.

Revision af FM-modellen?
Finansministeren søgte at afparere den stigende modelkritik ved at henvise til, at der ’allerede er nedsat en uafhængig gruppe, der kigger på regnemetoderne’.

Uafhængig og uafhængig? Gruppen består af syv medlemmer, hvoraf tre er ministerielle embedsmænd, en repræsentant fra Nationalbanken og dernæst tre neoklassiske økonomer.

Arbejdet skal ydermere forestås af økonomer fra DREAM-gruppen, der i sin tid blev etableret af Velfærdskommissionen og bedst kan karakteriseres ved at benytte et ultraneoklassisk teoretisk grundlag: permanent fuld (strukturel) beskæftigelse!

At valget er faldet på DREAM-gruppen kan for så vidt ikke overraske, idet kommissoriet bag modelrevisionen kræver udarbejdet ’et eksplicit mikroøkonomisk grundlag’ (det vil sige neoklassisk grundlag), som dog ’så vidt muligt skal være empirisk funderet’; forudsætningen om, at der er job til alle, må dog ikke antastes.

Nok så alvorligt er det, at konsekvenserne af en række helt afgørende forhold ikke er omfattet af den planlagte modelrevision: blandt andet finansiel ustabilitet, stigende ulighed og øget miljøbelastning.

Der vil fortsat ikke være nogen finansiel sektor i modellen. Når det betænkes, at arnestedet for krisen i 2008 netop var banksektoren, er det ubegribeligt, at den fortsat holdes uden for modellen. Det betyder, at finansministeren atter vil famle i blinde, når den næste finansielle krise rammer dansk økonomi.

Den stigende ulighed tillægges heller ingen betydning, uanset at nyere forskning peger på, at det kan hæmme væksten. 

Den øgede miljøbelastning har ligeledes en stribe dokumenterede negative konsekvenser; men Finansministeriets regnemetoder stiller sig hindrende, idet indtægterne af forebyggelse er forsvindende små.

Miljøinvesteringer kan ikke betale sig. Det er næsten som at overvære et absurd teater, hvor det skal blive rigtig slemt (og muligvis uopretteligt), før investeringerne kan betale sig.

Det skyldes blandt andet den høje rente. Den nedvurderer betydningen af vores børns og børnebørns livsvilkår.

Det er på mange måder en ’me first’-model, idet rentes-rente-effekten af fire procent pro anno indebærer, at alt, hvad der sker om mere end 50 år, stort set er værdiløst!

Hvor er fagøkonomerne?
For at forstå disse paradoksale forhold kan det være illustrerende at citere finansministeren: ’I en tid hvor der er så megen snak om fake news, hvorfor udgiver Enhedslisten en 120-siders rapport, der ligger helt skævt i forhold til, hvad fagøkonomer kommer med af vurderinger?’ 

Det spørger jeg også om, hvor kommer disse ensidige fagøkonomiske vurderinger fra, der får finansministeren til at bruge udtrykket fake news om kritikken af FM-modellen? Og som han, hvis han havde læst rapporten, ikke med rimelighed kunne benytte.

Finansministeren har dog ret i, at det danske fagøkonomiske miljø domineres af neoklassiske økonomer med et ensidigt forhold til både det teoretiske og det empiriske modelgrundlag.

Men så længe det danske økonommiljø er så ensrettet, kan betydningen af denne solidt gennemarbejdet rapport ikke overvurderes. Der må være adskille fagøkonomer, der sidder tilbage med røde ører.

Men heri er der sådan set ikke noget nyt. Det er kriserne, som giver anledning til nytænkning. Sådan var det i 1930'erne, hvor den liberale økonom John Maynard Keynes påviste svaghederne i datidens neoklassiske modeller.

Milton Friedman kritiserede med rette de såkaldt keynesianske modeller i 1970'erne, og i dag burde der lyttes til blandt andet Joseph Stiglitz, Thomas Piketty med flere. 

Lad dette være en opfordring til det fagøkonomiske miljø, at nye tider kræver nye modeller. Tiden er rindet ud for den neoklassiske udbuds- og BNP-teori.

Alle har en interesse i, at der etableres et pluralistisk og ikke mindst realistisk modelmiljø, der kan give det bedst mulige beslutningsgrundlag for alle politiske partier (og andre organisationer med samfundsøkonomisk interesse).

Det ville kræve, at modelarbejdet blev udført på et bredt teoretisk grundlag, med solid empirisk forankring og en åben modelstruktur, thi ingen kender fremtiden.

Det ville være et væsentligt skridt til at gøre Finansministeriets regnemaskine mindre politiserende.

Forrige artikel Forfatter: Udflytningen er en populistisk skandale, der holder os alle for nar Forfatter: Udflytningen er en populistisk skandale, der holder os alle for nar Næste artikel Borgmestre: Kommunerne er afgørende for den grønne omstilling Borgmestre: Kommunerne er afgørende for den grønne omstilling
  • Anmeld

    Jacob C. Pedersen · Partner

    Social kompleksitet kan nu bare engang ikke beskrives lineært - slet ikke fremadrettet

    Generelle lineære modeller har man alle dage skullet vare sig med i sociale
    komplekse systemer, hvor det objektivt rationelle ikke findes (kun det lokalt rationelle). Det er som at forsøge at lægge togskinner ud i konstant foranderlige virkeligheder. Vi har nok tidligere hen kunnet leve med det, fordi virkeligheden ikke var helt så dynamisk som nu, men nu bliver deres begrænsninger og fejlagtige antagelser bare afsløret oftere og oftere. Så må man så bare håbe, at den indsigt ikke bare leder til, at man begynder at opfinde nye generelle lineære modeller. Bagudrettet indsigt og viden er ikke lig med fremadrettet vished i sociale systemer.

  • Anmeld

    Kim Nielsen · Cand jur.

    Det er positivt at økonom forholdes sig kritisk

    Kære Jesper

    Det er meget positiv at en økonom forholder sig kritisk til de mange påstande, der fremsættes i økonomiens navn
    F.eks. er det blevet af borgerlige øknomer og politikere påståede, at hvis man forringer enten dagpengeydelserne eller gør vilkårene dårligere for de ledige så ville de ledige opnå at få beskæftigelse - måske ikke om en måned men om nogle år
    Så et man også gardererdr forstået på den måde, at der kommer et økonomisk højkonjunktur, der medfører øgede efterspørgsel af arbejdskraft
    Lige fra SF til det yderste høje har taget æren for at deres forringelser på dagpenge - og kontanthjælp har haft en beskæftigelseseffekt
    Det er tiltros for at de ikke er nogen samfundsvidenskabelige data er, der underbygger påstanden om det nævnte sammenhæng
    Jeg har skrevet til økonomer og politikere, det har påstået og fasthold i medierne denne påstand og anmodede dem venligt om at sende mig dokumentation for deres påstand., Mange reagerende ikke,.
    Økonomisk vismand og Professorer Michal Svarer reagerede meget venlig og positiv på min henvendelse og sendte mig en henvisning til en omfattendev udenlansk faglitteratur , der var på det tidspunkt næsten ingen undersøgelse af effekten melellem forringelse af det sociale sikkerhedsnet og beskæftigelsesniveauet
    Der var kun en tysk undrrsøgelse, der viste at beskæftigelsesmæssige foranstaltninger over for ledige havde en meget lille effekt for gruppen under 30 år og havde næsten ingen effekt for ledige over 50 år.
    Folketingets økonomer kunne ikke finde en synlig effekt med hensyn til beskæftigelsen i forlængelse af indførelsen af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen
    Det er uforståeligt at de omtalte hænger de gunstige økonomiske vilkår op på forringelserne af de svageste stilledes levevilkår.
    Tilsyneladende glemmes de at den øknomisk højkonjunktur skyldes lav rente, minimal omkostninger til olie og det faktum, at det for nogle lande har der været stort fremgang i beskæftigelsen og i produktionen, som givet Danske virksomheder gunstige vilkår. for afsætning af danske producerede varer
    Journalisterne der selv angivet at have den selvforståelse, at være kritisk, men når det gælder at vurdere påstandens sammenhæng holdbarhed - er den svært at få på at det kritiske blik indtræder
    DR og andre borgerlige medier havde travlt for nogle år med at give en ledig øgenavn eller sætte i anførelserstegn om en kontanthjælpsmodtagere virkelig var fattig .
    Derimod er det næsten fuldstændig blindhed over for den noget ubegribeligt påstand om, at hvis man bare forringer de dårligst stillede levevilkår, så er arbejdsløshedsprbleme løst

  • Anmeld

    Carsten Maegaard · Arkitekt, urban designer m.a.a.

    Finansministeriets regnemodels svagheder

    Bare dét at der stilles velartikulerede spørgsmålstegn ved den herskende regnemodel - og at de bliver kategorisk afvist fra finansministerens side, burde få alle røde lamper til at lyse. Det er jo kun i diktaturstater at herskerne kan afvise at indgå i en faglig/politisk diskussion af så afgørende indhold. Jesper Jespersen har i mange år været en enlig fagperson, der har "talt Roma midt i mod". Nu bliver han bakket op af Enhedslisten, der endda ser ud til at have brugt mange faglige kræfter på sagen. Og så bliver det bare afvist på stedet. Vi (også en lægmand som jeg) burde alle være interesseret i en levende faglig diskussion af alle de relevante antagelser, der ligger til grund for den model, som er omdrejningspunkt om al politik. Derfor er det bekymrende at den "neoliberale" tilgang til modellering ikke udfordres på universiteterne, set i forhold til vore nabolande, jf. Jesper Jespersen. Vi er nået til et paradigmeskifte. Diskussionen kan ikke undertrykkes. Kom på banen (den åbne) Finansministerium og Universiteter!

  • Anmeld

    Peter Marstrand · Økonomisk Konsulent

    Yderst velformuleret kritik

    Jeg kan ikke prale af meget mere end en kandidatgrad i økonomi, men har længe kaldt bull-shit overfor mange af FM-modellens konklusioner. Derfor er det meget tilfredsstillende at se et oppositionsparti, med argumenterne i orden og en velformuleret kritik i denne kronik.

    Der er et stort behov for at diskutere metodevalg og de antagelser, der ligger til grund for de vigtige beslutninger, der tages her i landet. Den perfekt forudsigende model findes endnu ikke (og det er ikke sikkert den nogensinde kommer til), men ny viden og ny empiri bliver dannet i højt tempo fra landets universiteter.

    Derfor er en klamren til en outdated FM-model, som ikke har ændret sig væsentligt de seneste årtier, ikke en rationel beslutning i sig selv. Men selvfølgelig kræver det økonomer og politikere med ben i næsen at indrømme at verden ikke længere er flad.

  • Anmeld

    Søren Larsen

    Kritik af FM-regnemodellen er ikke ny

    Enhedslisten har lavet et fint arbejde i denne sag. Men at påpege, at EL skulle være enestående i kritikken er ikke korrekt. Kritikken af regnemodellen har været fremme gennem flere år og senest før sommerferien sidste år har Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og SF rejst en kritik overfor regeringen: https://piopio.dk/finansministeriet-under-pres-slag-om-regnemodeller-venter-forude/

  • Anmeld

    A. Hansen · Sygeplejerske

    Sund og konstruktiv kritik

    Tak for en virkelig uddybende gennemgang af den regnemodel, der anvendes i Finansministeriet.

    Jeg har læst EL’s dokumentation og er superglad for at der endelig er “nogen”, der rejser sig og råber “vagt i gevær” over den tiltagende magtarrogence fra en stor del af vores folkevalgte - ikke mindst højrefløjen, der udmøntes gennem de senere år.

    En tiltagende mangel på indsigt i almindelige menneskers adfærd og tankegang.
    Det viser sig som en følelse af afmagt og håbløshed, der for mange ender med at give op, bryde sammen af stress og udbrændthed. En følelse af ikke at blive regnet for noget.
    Det er det, den nu anvendte model fører til hos mange!

    Jeg er ikke økonom, men jeg har stort menneskekundskab og helt almindelig “sund fornuft” fra et langt liv med arbejde med og blandt mennesker fra alle samfundslag. Politikerne skulle se at komme “ned på jorden” og få lidt almen viden og klogskab på, hvad der rører sig i og blandt mennesker, der vel at mærke ikke færdes i de økonomisk højeste luftlag.

    Fortsæt endelig denne debat, hold liv i den og find de kritiske journalister, der tør ytre sig mod magteliten. Det er livsvigtigt for det danske samfund.

  • Anmeld

    Jens Nielsen · konsulent, cand.scient.pol

    Godt brølt Jesper

    Jesper Jespersen og Joseph Stiglitz - to af mine helte.
    Joseph Stiglitz for som den geniale nybryder at forstå og forklare værdien af offentlig produktion og omfordeling samt tænke økonomiens delmarkeder sammen. Jesper Jespersen for som enmandshæren at forsøge at få en mangfoldig horisont ind i den konforme danske neoklassiske tradition.

  • Anmeld

    Christian X

    Vi er flere, der har påpeget det i årevis

    Modeller er vigtige, men kan aldrig indeholde alt - og slet ikke det, der er svært målbart. Det løses ikke ved, at DJØF'ere og visse politikere nidkært følger modellerne (som de ikke engang selv har forstået ordentligt). Det gør blot ondt værre.

    Keynes:
    Hellere have omtrentligt ret - end at være præcis forkert.

    Men det kræver jo både intelligens, viden, erfaring og overblik på et niveau, som næsten ingen folkevalgte eller embedsmænd har…

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Neodarwinistiske neoliberale dynamik :Fattige motiveres og er de bedste borgere ved mindre indkomst,


    Rige motiveres og er de bedste borgere med højere indkomst.

    Sådan er vi så forskEllige,

    og den neodarwinistiske neoliberale dynamik, regnes der på og regnes der med af alle partier.

    Uanset hvor mange Jesper´, der afslører MØRKELYGTER i embedsapparatet!

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Neoliberalismen deler neo-Darwinismens menneskesyn


    For dem der ikke rigtig ’have paid attention’ omkring den politiske udvikling, kan jeg oplyse, at det er neoliberalismen, der, som tidens alment accepterede totalitære filosofi, undergraver det danske velfærdssamfund. Dette er dels sket fordi partier som Socialdemokratiet ikke alene ikke modstår men aktivt medvirker til at styrke den. Den slags socialdemokrater er langt farligere end højrefløjen, ifølge den franske sociolog Bourdieu, fordi de taler socialdemokratisk mens de reelt implementerer neoliberalisme. De bedrager befolkningen og sikkert ofte også sig selv. Men neoliberalismen har også og ikke mindst fået vind i sejlene gennem den efterhånden årelange målrettede indsats fra den patologiske ’tænketank’ CEPOS, der til stadighed systematisk arbejder på at destruere vort samfunds grundlæggende rettigheder, værdier og kollektive sociale demokratiske tænkning. Endelig må vi ikke glemme, at det hele hjælpes afgørende på vej af medier som DR, der aldrig har følt sig så moralsk gode, at de ville sætte foden ned over for CEPOS' syge projekt og derfor lige så systematisk har bidraget til at promovere CEPOS' arbejde og ideologiske budskaber som fornuft.

    Hvis man vil vide mere om neoliberalismens grundlæggende filosofi, så er man godt hjulpet, hvis man læser Bourdieus lille tekst ’The essence of Neoliberalism’ (1998). I den lille koncise tekst kan man dels læse, hvor tåbelig og inkonsistens den neoliberale ideologi er selv på dens egne rent økonomiske præmisser, nemlig omkring den logik, der skal til for at få en stærk samfundsøkonomi. Neoliberalismen har fx ikke tanke for, at det er nødvendigt med et stærkt uddannelsessystem, hvis man skal have en stærk økonomi, der kan skabe innovation og vækst mv. Her til kommer alle de andre sociologiske undladelser såsom en stærk folkeskole, omsorgsfulde børneinstitutioner osv.

    Neoliberalismens ideologi tilskriver, at markedet er gud og kun en en stadig mindre minimalstat er acceptabel, hvorfor alle rettigheder indenfor uddannelse og arbejdsmarked, alle økonomiske og sociale rettigheder og muligheder for støtte osv. må skæres bort. Og det arbejdes der så på, så systematisk det kan gøres gennem forskellige forlig. Fx med brilliante Corydonske new speak logikker om, at man må skære i velfærdsstaten for at kunne bevare den osv.

    Neoliberalismens deler nazismens filosofi: Foragt for svaghed
    Den norske filosof Harald Ofstadt når i et omfattende seriøst studie frem til, at kernen i den nazistiske filosofi er en udbredt 'foragt for svaghed'. Hans pointe er, at der er tale om en filosofi, der findes i et vist omfang i alle samfund, og som derfor altid vil kunne brede sig og ende med at dominere. I nazismens filosofi må enhver ide om menneskelig lighed undertrykkes. Ligesom fx både kristendommens lære og socialismens tankegang blev undertrykt i nazitiden. Det er logisk, da de står fast på, at alle mennesker er lige meget værd. I øvrigt det samme stoiske princip som var afgørende for the founding fathers af den amerikanske forfatning samt for Jesus og Sokrates.

    Her kommer vi til en yderligere aktuel magtfuld pointe, som George Orwell blev berømt på at udbrede, nemlig at ord kan bruges til at manipulere hele befolkninger med. Nazisterne kunne simpelthen (efterhånden) vende ordene på hovedet, så de betød det stik modsatte og havde stik modsat effekt og slippe afsted med det. Det var som bekendt i den forbindelse, at filologen Klemperer udtalte, at ord er giftige. Hvis man vil bekæmpe nazismen, er man nødt til at tage ord dybt alvorlige og sørge for, at de er sande. Både ens egne og andres.

    Men vi kan naturligvis, desværre finde utallige eksempler på giftig Orwelliansk new speak i dagens samfund herunder fx tidligere beskæftigelsesminister (nu finansminister) Claus Hjorts projekt med at få syge i arbejde. Hvor Claus Hjort simpelthen manipulerede forskningen på området og fik det til at fremstå således, at forskningen angiveligt viste, at man blev hurtigere rask, hvis man blev sendt i arbejde, når man var syg. Også det dirty trick har langt mere end blot den sproglige vending til fælles med nazismens omgang med ord. Det handler om vort samfunds efterhånden stadig mere vanvittige menneskesyn og -behandling.

  • Anmeld

    A. Hansen · Sygeplejerske

    Til Jørgen Jørgensen

    Det er uhyggelig og skræmmende læsning, og viser med endnu større kraft, at det er livsvigtigt for Danmark og den danske befolkning at holde liv i denne debat - og oplysning til så mange som overhovedet mulig.
    Dette er ikke “for sjov”, men virkelig noget, der må kæmpes imod - ikke mindst for vores børns og børnebørns skyld.
    Denne kynisme er jo alt-ødelæggende.
    Alle med et næstekærligt livs-og menneskesyn må op af lænestolen og udtrykke deres meninger og krav til politikerne og være opmærksom på at stemme på dem, der har samme holdninger. Jeg er ikke i tvivl om, at de ligger godt ovre på venstrefløjen.

  • Anmeld

    Vinni Svejgaard

    Ønsketænkning.

    Finansministeriets regnemodel vinder i ønsketænkning: Hvordan vil en model, der bekræfter vores ønskepolitik, se ud ? Altså mere til os som har og mindre til den del af befolkningen, som ikke hjælper os til at få mere.

  • Anmeld

    Ole Timotej

    Vi lever i en EU bobbel.

    For mig ser det ud til at repræsentativt demokrati er blevet til repressivt demokrati og folkeoplysning til folkeforførelse, når det gælder finansministeriet. Det økonomiske opsving som den danske regering rider på er tilsyneladende en del af en EU bobbel, der sprækker en dag.
    Det er godt at der er nogen der holder regeringen i ørerne, men hvor længe skal de have lov til at fortsætte med deres misinformation?

  • Anmeld

    A.Hansen · Sygeplejerske

    Forbudt viden .....

    Jeg mangler ord.... og jeg er dybt rystet....
    Var ikke i tvivl om, at vi var på vej ud mod afgrunden, men at vi allerede hang udover den....
    Tak for det meget informative debatindlæg. Vi har ikke megen tid at spilde...

  • Anmeld

    Niels O

    Det var så een offentlig ansat professors holdning....

    Det var så een offentlig ansat professors holdning.....

    Prøv evt. også at læse punditokraterne:
    http://punditokraterne.dk/2018/05/17/roed-bloks-angreb-paa-ministeriernes-regnemaskine/
    http://punditokraterne.dk/2018/05/21/mere-om-ministerielle-regnemodeller/

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Og så tager vi en tur til.

    "Det var først, da Den Europæiske Centralbank påbegyndte sin ekspansive pengepolitik med negativ rente og massiv pengeudpumpning, at opsvinget via Tyskland, Sverige og UK kom til Danmark", oplyses det og det kræver vist en speciel viden eller intelligens ud over det almindelige at forstå formålet med.

    For negativ rente må vel give tab til långiver og hvem skal betale det og - er det ikke samtidig konkurrenceforvridende og måske også ulovlig statsstøtte? Og - "pengeudpumpning" er vel blot en metode til at fremrykke aktivitet og forbrug? Så hvad opnår man -ja stille tider igen, når pengene skal leveres tilbage. Og så tager makroøkonomerne en tur til i karrusellen.

  • Anmeld

    Niels Hansen · pensionist

    Joseph Stiglitz - Herman e Daly

    Det har ofte undret mig at der ikke er flere der refererer tilStiglitz og Daly .
    Daly har om nogen påpeget det tåbelige i at måle vor velstand vha bruttonationalproduktet, der ser positivt på kriminalitet, sygdom, forurening osv, fordi de øger pengeomsætningen, og så er alle glade.
    Han har argumenteret for en anden målestok, mål for økonomisk VELFÆRD, ikke velstand, hvor alle de trivselsnegative faktorer indregnes negativt, læs "Det fælles bedste" som en begyndelse, den er en uhyggelig gennemgang af mainstreamøkonomiens manglende evidens
    Daly fik og får nok ikke Nobelprisen, det har Stiglitz.
    Han har flere steder, bla i" The price of inequality" vist konsekvenserne af Reagans ogThatchers skattegaver til de rigeste, velstanden er faldet og uligheden steget. Det vil LA næppe fatte, her hedder det at lavere skat gør alle rigere.
    Parantetisk bemærket : det var/er katastrofalt for ligheds/fattigdomsdebatten, at Øslem Cekiz havde læst så dårligt på lektien i sagen om Fattig Karina. Meget mod min vilje måtte jeg give Joakim B Olsen ret: Karina var ikke fattig. Det ville have været en smal sag at finde en rigtig fattig.
    Svagheden ved udbudsøkonomien er jo, at den ikke skaber flere arbejdspladser, man kan vel argumentere for at hvis jeg tager overarbejde, fratager jeg en anden muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet.
    Der bliver jo ikke flere fisk i havet hvis man bygger flere fiskekuttere.
    I "Det Røde felt" på 24syv kom en meget veloplagt Mogens Lykketoft med en ubetinget støtte til kritikken af regnemodellerne . Jeg kunne godt tænke mig en duel mellem CEPOS og Jesper Jespersen eller en anden fagligt velfunderet modelkritiker .
    Så kan vi vel blive fri for CEPOS´s monotone brægen. Besparelserne har ikke medført at min gamle mors behov for at få skiftet ble er blev mindre. Hun lugtede mere og mere til dødsdagen . Hun var ikke kvik i hovedet til sidst, men hendes lugtesans fejlede intet havde

  • Anmeld

    A. Hansen · Sygeplejerske

    Til Jørgen Jørgensen

    Hej: du skrev på et tidspunkt, at mine indlæg også ville blive slettet. Det havde jeg svært ved at tro på, men du havde ret:
    Jeg har skrevet min. to indlæg her på Altinget, som BARE forsvandt (blev slettet !!!)
    Man må åbenbart ikke forholde sig kritisk til regeringens og højrefløjens politik i dette land, hvor vi jo til befolkningen siger, at vi kæmper for ytringsfriheden. Nå ???
    Tænk at der ydes censur for ganske almindelige menneskers holdninger og meninger i Danmark.
    Det havde jeg ikke troet, men nu ved jeg det.
    Hvor Herre bevare os. Det håber jeg, han gør

  • Anmeld

    Søren Rønhede

    RØDE ØRER ?

    Citat: "Men så længe det danske økonom-miljø er så ensrettet, kan betydningen af denne solidt gennemarbejdet rapport ikke overvurderes. Der må være adskille fagøkonomer, der sidder tilbage med røde ører."
    De, der har solgt sig til Fanden selv, får aldrig røde ører.
    Da Vestager og hendes parti lyttede til økonomer, var det kun den slags neoklassiskeliberalistiskeudbudsnonsensøkonomer, hun lyttede til. Da hun havde lyttet længe nok og som økonomiminister serveret en ny falsk prognose hvert halve år, stak hun af (a la Fogh) til Bruxelles, hvor hun gør mindre skade og lidt gavn. Ikke mærkeligt at hun er elsket af bankmanden Macron.

  • Anmeld

    Søren Rønhede

    Fake news?

    Når Kristian Jensen bruger udtrykket fake news om kritikken af FM-modellen afslører han sig som trumpist: systematisk gøres sandhed til løgn og omvendt. Er han mon stadig de radikale statsministerkandidat ?

Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

INTERVIEW: Henrik Rasmussens første prioritet, da han blev borgermester i Vallensbæk, var et øget fokus på frivillighed. Knap ti år efter kan han se et civilsamfund, der vokser ind i alle kommunens institutioner. Det krævede strategi og en hård kamp – men den kamp skulle tages nedefra, fortæller han.