Regionsformænd: Hvem tager ansvaret i Løkkes sundhedsvæsen?

Af Stephanie Lose (V), Ulla Astman (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Anders Kühnau (S) og Heino Knudsen (S)
Regionrådsformænd

Efter at have diskuteret regeringens udspil til sundhedsreform i flere måneder, er der især en helt central del, som fortsat står meget uklart: Hvem har egentlig ansvaret i den fremtidige struktur, der tegnes for sundhedsvæsenet?

Medarbejderne og borgerne har ikke fortjent et sundhedsvæsen, hvor der er usikkerhed om noget så centralt. Det skaber utryghed, og hvis der ikke kommer svar, vil det være en kilde til vedvarende frustration. Regeringen formår ikke med sine svar at udrydde usikkerheden − tværtimod.

Vi savner svar på, hvordan ansvaret skal fordeles i den struktur, som regeringen ser for sig. Der kommer flere beslutningstagere og flere beslutningsniveauer. Vi går fra tre til fem niveauer med øget risiko for uklarhed i ansvarsfordelingen.

Meget bekvemt taler regeringen om både centralisering og decentralisering, om at opgaver rykker tættere på borgerne, mens beslutningerne rykker længere væk.

Det er nemt at se for sig, at de mange beslutningslag vil sende aberne videre til hinanden, når der er problemer − og dermed også sende borgerne og medarbejderne på rundtur mellem potentielt hele fem forskellige niveauer og instanser, når de forsøger at få de ansvarlige i tale.

Faktum er, at regeringen vil lukke fem åbne og demokratiske regioner med folkevalgte politikere i spidsen og erstatte dem med fem sundhedsforvaltninger styret af regeringsudpegede bestyrelser.

Af Stephanie Lose (V), Ulla Astman (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Anders Kühnau (S) og Heino Knudsen (S).
Regionsrådsformænd

Første niveau er Folketinget og regeringen med tilhørende ministerier og styrelser (indtil videre syv styrelser alene på Sundhedsministeriets område). Andet niveau er Sundhedsvæsen Danmark, som er en national organisation med egen bestyrelse, sekretariat og underliggende enheder som Amgros og Medicinrådet.

Tredje niveau er de fem regionale sundhedsforvaltninger med egne bestyrelser og sekretariater, som driver sygehusene og forvalter alle de 114 milliarder i sundhedsvæsenet, som regionerne i dag forvalter, fjerde niveau er de meget store politiske organer i de 21 sundhedsfællesskaber med tilhørende faglige undergrupper, og femte niveau er så det kommunale sundhedsvæsen, som vi kender det i dag.

Centralisering af beslutningerne
Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har travlt med at tale om de 21 sundhedsfællesskaber som løsningen på alle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Vi er helt enige i, at et stærkere og mere forpligtende samarbejde mellem almen praksis, kommuner og regioner er afgørende for fremtidens sundhedsvæsen, men det er en meget tung og ineffektiv konstruktion, som ligger i regeringens udspil.

Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti fortæller også gerne, hvordan der er tale om en decentralisering, når de fem regioner i planen erstattes af 21 sundhedsfællesskaber. At der ikke er tale om at centralisere, men om at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne.

Det er naturligt nok, at politikere, der på papiret ikke bryder sig om centralisering af magten, italesætter omstruktureringen på den måde. Men det bliver ikke mere rigtigt af at blive sagt og gentaget nok så mange gange.

Faktum er, at regeringen vil lukke fem åbne og demokratiske regioner med folkevalgte politikere i spidsen og erstatte dem med fem sundhedsforvaltninger styret af regeringsudpegede bestyrelser.

De 21 sundhedsfællesskaber får ikke andel i regionernes magt eller penge – magten og pengene bliver nemlig liggende i de fem regioner, som omdømmes til sundhedsforvaltninger – bare uden demokratisk legitimitet. Dertil kommer, at flere beslutninger skal træffes af ministerier og styrelser eller af det nationale organ Sundhedsvæsen Danmark – igen med en lukket bestyrelse udpeget af regeringen.

Altså lægger regeringen op til, at flere beslutninger skal træffes på centralt niveau, og beslutningerne i de fem regionale bestyrelser skal fjernstyres fra København. Det er svært at se det som andet end en markant centralisering af magten i sundhedsvæsnet.