SF: Mad skal mere end at holde os i live

Af Kirsten Normann Andersen 
Ældreordfører

Der er ikke noget så hyggeligt som et godt måltid i godt selskab. Men hvis mad primært skal tjene det formål at holde os i live, bliver det let trivielt.

Mad til ældre er en evig kilde til debat, og det er der en god grund til. Smag og behag er nemlig vidt forskellig. Og derfor har store madfirmaer også til stadighed svært ved at gøre alle tilfredse.

Vi kommer til at tænke mad og drikke til de svageste borgere på flere måder, hvis vi skal lykkes med en bedre ernæringstilstand blandt ældre og svage borgere.

Mindre trivialitet
De fleste af os har købt færdige retter i supermarkedet. Som kvalitetssikring smager de stort set ens hver gang vi køber dem, og det bliver let trivielt. Derimod går den hjemmelavede mad næppe nogensinde af mode. Det er derfor også rigtigt at satse på mere hjemmelavet mad på plejehjemmene. Den luksus har hjemmeboende borgere desværre ikke.

Især for hjemmeboende borgere med ringe appetit er færdigretter fra de store madfirmaer en udfordring. Appetitten har nemlig stor betydning for, hvad vi har lyst til at spise. Jeg må ofte selv en tur i supermarkedet for at få ideer til aftensmaden.

I dag er den særligt tilrettelagte hjælp, som jeg kunne yde, dengang jeg arbejdede i hjemmeplejen, desværre erstattet af indkøbsordninger og madfirmaer.

Kirsten Normann Andersen
Ældreordfører, SF

Det er et privilegium, som borgere, der har madordninger, ikke har. De er afhængige af, at den mad, de får, lige netop er den mad, som de har lyst til at spise – netop i dag.

Særligt tilrettelagt hjælp
Jeg arbejdede i hjemmeplejen dengang, hvor borgere kunne få hjælp til både indkøb og madlavning. Og netop en borger fra dengang var et blændende eksempel på, hvilken forskel det kan gøre. Hun havde absolut ingen appetit. Så meget desto mere gjorde jeg mig umage for at lokke hende med ud, når der skulle handles ind.

Da vi gik forbi den lokale grønthandler, fangede de nye solmodne ferskner hendes blik og næsebor, og man kunne næsten fornemme, hvordan tænderne løb i vand. Appetitten var vækket. Vi satte os på en bænk, mens hun spiste den lækre fersken.

Resten af indkøbsturen gik som en leg, og hjemme igen hjalp jeg hende med at lave en blomkålsgratin, som jeg serverede med groft brød med tandsmør – ligesom hun havde ønsket det. Og der var mad til et par dage mere.

I dag er den særligt tilrettelagte hjælp, som jeg kunne yde, dengang jeg arbejdede i hjemmeplejen, desværre erstattet af indkøbsordninger og madfirmaer. Og det fungerer også for mange ældre, mens det for andre aldrig rigtig bliver en succes. Og netop denne gruppe af ældre risikerer at blive underernærede, få nedsat modstandskraft og få unødvendige følgesygdomme.

Madordningerne skal gentænkes
Jeg tror, vi kommer til at genoverveje, om ensretningen af den kommunale madservice er rigtig for alle borgere?

For nogle borgere ville det give mening, hvis vi stadig kunne hjælpe med at lave maden i hjemmet. For andre ville det hjælpe på appetitten, hvis det var muligt at købe et måltid mad efter eget valg i en café på det lokale plejehjem – særligt hvis måltidet kunne kombineres med godt selskab.

De kommunale madordninger er dyre – både for kommunerne og for borgeren. Og så er det meget svært at begrænse madspild. Mad gør som bekendt ingen gavn, før den er spist. Derfor giver det god mening at gentænke hjælpen til ældre, som ikke længere selv kan købe og tilberede mad – med flere og mere varierede tilbud og metoder.