Socialchef om ungdomskriminalitet: Reform ignorerer al faglig viden

DEBAT: Kriminalitet blandt unge forebygges bedst med sociale indsatser, uddannelse og beskæftigelse. Regeringens isolerede fokus på straf i Ungdomskriminalitetsreformen gavner ingen, men presser retssikkerheden, skriver Erik Kaastrup-Hansen fra FSD.

Af Erik Kaastrup-Hansen
Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune og medlem af FSD’s hovedbestyrelse

Det er svært ikke at blive chokeret og føle afmagt, når man følger Folketingets arbejde med Ungdomskriminalitetsreformen. For den tilsidesætter fuldstændig enhver socialfaglighed, forskningsmæssig viden og praktisk erfaring på en meget bastant måde.

Det lyder vanvittigt, men er sandt
18. december tredjebehandler Folketinget lovforslaget om reformen. Her vil det trods talrige indsigelser fra organisationer og faglige eksperter blive vedtaget af et bredt flertal.

Herefter forventes vi i kommunerne efter planen at have den omfattende reform fuldt implementeret små to uger senere. Det kan lyde vanvittigt, men er ikke desto mindre sandt.

Både lovforslaget og den efterfølgende høringsproces demonstrerer markant og bekymrende lille lydhørhed over for den massive mængde af saglige og entydigt kritiske høringssvar. Selv børneombuddene fra vores nabolande bød ind med faglige modargumenter. 

Succeser fra danske kommuner ignoreres
I kommunerne har vi med afsæt i SSP-samarbejdet mange års erfaring med at sætte ind over for kriminel adfærd blandt børn og unge.

Indsatserne retter sig især mod de risikofaktorer og problemer, der typisk er til stede i de unges livssituation i et tæt samarbejde med de betydningsfulde voksne i deres liv. Den tilgang har generelt været en stor succes.

Vi har i en årrække set faldende ungdomskriminalitetstal og en god effekt af de tværfaglige kriminalitetsforebyggende samarbejder mellem kommuner og politikredsene.

På trods af det erstatter Ungdomskriminalitetsreformen den socialfaglige tilgang med et langt mere entydigt fokus på straf. En tilgang, hvis effekt der mangler forskningsmæssigt belæg for – nok snarere det modsatte.

Hjørnestenen i reformen er et nyt Ungdomskriminalitetsnævn, som fremover skal overtage myndighedskompetence fra kommunerne over for alle unge i alderen 10-17 år. Det er en bred målgruppe i alder såvel som i kriminalitetstyngde og sagskompleksitet.

Alligevel vil nævnet alene kunne træffe afgørelse om straksreaktioner, forbedringsforløb og anbringelse uden for hjemmet i op til fire år uden i øvrigt at være bundet af ungeundersøgelser og indstillinger fra kommunen.

De unges retssikkerhed under pres
Som mange andre allerede har påpeget, giver det også FSD grund til at frygte, at de unges retssikkerhed kompromitteres under vilkårene i Lov om Social Service.

For klageadgangen for nævnets afgørelser bortfalder, og nævnet forventes ikke at være underlagt Ankestyrelsens praksisafgørelser.

Det er således kun i de sager, som i dag ville have været behandlet i kommunens børn- og ungeudvalg, at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen.

I de øvrige sager vil en sag kunne få to helt forskellige udfald, alt efter om den afgøres i det nye ungdomskriminalitetsnævn eller i kommunen.

Vi er i FSD også bekymrede for, at en forholdsvis stor del af de sager, som vil blive indstillet til Ungdomskriminalitetsnævnet, vil omfatte børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Her siger det sig selv, at der skal andet og mere til end at vaske brandbiler, hvis målgruppen skal forstå og profitere af en foranstaltning.

Den samme bekymring gør sig i øvrigt gældende for børn og unge med komplicerede socialsager i bagagen, for eksempel massivt omsorgssvigt i hjemmet. Her er det oplagt, at et mindre kriminelt forhold bør vurderes i kontekst af den samlede situation og ikke, som der lægges op til, isoleret og med fokus på afstraffelse.

Mere bureaukrati trods politiske løfter
Tankerne i regeringens sammenhængs- og afbureaukratiseringsreform og de styringsmekanismer, som nu er indbygget i ungdomskriminalitetsreformen, er så langt fra hinanden, at man må undre sig.

På den ene side talte Sophie Løhde på FSD’s årsmøde i oktober højtideligt for en ny styring af velfærdsområderne med bedre plads til faglighed, samarbejde og fælles løsninger på tværs af sektorer.

På den anden side oplever vi, at ungdomskriminalitetsreformen er rendyrket sektorlovgivning, der stiller yderligere krav og meropgaver til kommunerne, samtidig med at finansieringsgrundlaget alene allokerer ressourcer til retsvæsen og politi frem for kommunernes sagsbehandling eller kriminalitetsforebyggende arbejde.

Reformen fordrer dermed ikke tværfagligheden, men opbygger i stedet efter FSD's opfattelse mere bureaukrati. Og efterlader kommunerne med regningen for det ekstra arbejde.

Vi anfægter på ingen måde Folketingets legitime ret til at fastsætte den lovgivningsmæssige ramme for vores arbejde. Men vi er stærkt bekymrede for, om vores pligt til loyalt at omsætte reglerne til praksis kompromitterer både socialfaglighed og ordentlighed.

Isoleret fokus på straf forebygger ikke kriminalitet
Vi har et fælles ansvar for at sikre en tilgang til velfærdsområderne, der sætter individet i centrum og frigør ressourcer til det væsentlige: nemlig en virkningsfuld og målrettet indsats for de borgere, der har brug for fællesskabet.

Det gælder også de kriminalitetstruede børn og unge. Her er det vores fornemste ansvar at sikre, at børnene, de unge og forældrene inddrages rettidigt og præsenteres for tiltag, der understøtter troen på og tilliden til at gå andre veje i livet.

Det gør vi bedst med sociale indsatser, uddannelse og beskæftigelse som de mest effektive kriminalitetsforebyggende redskaber. Ikke med et entydigt og isoleret fokus på straf.

Forrige artikel Jarlov: Erhvervsfremmesystemet skævvrider ikke Øst- og Vestdanmark Jarlov: Erhvervsfremmesystemet skævvrider ikke Øst- og Vestdanmark Næste artikel Wilbek: Flyt uddannelser ud af universitetsbyerne Wilbek: Flyt uddannelser ud af universitetsbyerne