Bryan Rice: Staten bør vægte kulturhuse lige så højt som kirker

DEBAT: Kulturhusene har for længst overtaget en stor del af den kulturelle og demokratiske relevans fra kirker og menigheder, og derfor bør de politisk set være mindst lige så værdsat, skriver musiker Brian Risberg Clausen.

Af Brian Risberg Clausen (Bryan Rice)
Sanger, sangskriver, debattør og bestyrelsesmedlem i Dansk Artist Forbund

Når man læser rapporten 'Kulturhuse i Danmark – et kvantitativt studie af et mangfoldigt felt' fra Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet er det tydeligt, at kulturhusene har en central og vigtig rolle for vores samfund. En rolle, som primært kirkerne havde i gamle dage, men som de i et samfund som vores, med al respekt, måske ikke længere hverken kan eller bør varetage.

Derfor bør kulturhusene i mine øjne vægtes lige så højt fra statens side som kirkerne.

Undersøgelsen gør det klart, at kulturhusene på tværs af landet (308 styk er adspurgt) står for en væsentlig samling af befolkningen, både lokalt og nationalt.

Koncerter, teater, fællesspisning, borgermøder, bevægelse, billedkunst og så videre er vigtige samfundsbegivenheder, som for flertallets vedkommende i dag finder sted i disse huse, og ikke i så vidt omfang i "Herrens hus".

Ikke mindst har kulturhusene en enormt vigtig funktion som 'arenaer for civilsamfundets demokratiske proces' og er uundværlige medspillere i et levende demokrati som vores.

Kulturhuse bør vægtes meget tungere
Husene er drevet og brugt af en blanding af ansatte og frivillige, og her kan borgere, foreninger og så videre på tværs af samfundsskel, religion og andre forskelligheder mødes, sætte initiativer i værk, have indflydelse, lære, lære fra sig og opleve.

Alt sammen ting, som fortrinsvis menighederne i kirkerne stod for i gamle dage, men som ikke ville være tidssvarende at lade en religion tage sig af i et samfund, hvor 'friheden til at være sin egen' er et af vores vigtigste holdepunkter.

Kulturhusenes eksistens er absolut ingen selvfølgelighed. De er, som det ser ud nu, afhængige af de enkelte kommuners pressede budgetter og af, hvilke lokalpolitikere der lige har hvilken agenda for den pågældende kommune.

Dette ses også i den store forskel, der er på antallet af disse huse i landets forskellige regioner. Det er et meget usikkert fundament og sikrer hverken drift eller konkurs for disse nødvendige institutioner.

Kulturpolitisk burde både små og store kulturhuse i HELE landet vægtes meget tungere fra statens side for at styrke sammenholdet, sundheden, oplysningen, demokratiet og individerne. Og kunsten, selvfølgelig.

De små scener er en stor del af musikbranchen
Som kunstner er jeg afhængig af, at disse huse eksisterer og kan formidle den kontakt mellem kunsten og publikum. Og jeg ved, at det gælder hele branchen.

Disse scener er en stor del af musikkens fødekæde. At komme ud på de små scener, der hvor frivilligheden er en dyd, og vores kunst virkelig er værdsat, er svært at beskrive. Det er en meget stærk følelse af at være ventet og af, at det, vi hver især brænder for, mødes i en rigtig fin samhørighed. Kulturhuse, kunstner og publikum imellem.

Her bør jeg også anerkende kirkerne for deres fremragende mulighed og åbenhed for at spille musik i alle genrer i de smukke og akustisk enestående rum. Koncerter som jeg og hele branchen sætter stor pris på, men som ikke på samme måde er samlende for vores samfund, da religion alt andet lige fylder meget i et kirkerum.

Jeg forsøger ikke at diskutere kristendommens rolle i vores samfund, det er en helt anden sag, men jeg mener, at kulturhusene for længst har overtaget en stor del af den kulturelle og demokratiske relevans fra kirker og menigheder og derfor bør være kulturpolitisk mindst lige så værdsat.

Forrige artikel Kulturhusene i Danmark efterlyser national strategi: Det lyder som en opgave for regeringen Kulturhusene i Danmark efterlyser national strategi: Det lyder som en opgave for regeringen Næste artikel Enhedslisten: Derfor vil vi have en bestyrelse på Kunstakademiet Enhedslisten: Derfor vil vi have en bestyrelse på Kunstakademiet