Kulturhusene i Danmark: Statsstøtte, ja tak, men ikke i form af lov for kulturhuse

Hvis vi ønsker en tæt kobling mellem civilsamfund og det offentlige på kulturområdet, er der er brug for større fokus på det, kulturhusene er rammer for og dermed fremragende til: fællesskaber gennem kultur, demokratisk dannelse gennem inddragende processer og at bruge kulturen som løftestang for, at mennesker trives.

Alt det vi kan kalde det sociokulturelle, og som det vil være både kærkomment og klogt at lave en national strategi for. En sådan strategi ville slå fast med syvtommersøm, at vi er en nation, der forstår vigtigheden af kunst og kultur og evner både at lade kunsten og kulturen eksistere på egne præmisser og at bruge kulturen aktivt til at skabe positive forandringer, stærke lokalsamfund og bedre trivsel for mennesker.

Kulturhusenes mangfoldighed, når det kommer til organisering og finansiering er både en styrke og en svaghed.

Styrken ligger i det spændende patchwork af lokale interesser, der kommer til udtryk i, hvorvidt det specifikke kulturhus har fokus på kreative værksteder, spillested, øvelokaler, teater eller børnekultur og ikke mindst, hvordan dette forløses i forskellige modeller af professionelle kulturfolk, frivillige og ansatte.

Svagheden er naturligvis, at de store regionale og nationale forskelle betyder, at kulturhusene ofte finansieres lokalt af kommunerne og derfor også kan stå svagt i politiske sparerunder.

Kulturfonden skal genoplives
Vi ønsker at bevare mangfoldigheden og taler derfor ikke for en statslig lovgivning på linje med for eksempel museumsloven eller biblioteksloven, men snarere for lettere adgang til finansiering af de aktiviteter, der er omdrejningspunktet for kulturhusenes eksistens.

Da mange kulturhuse er dybt afhængige af frivillige kræfter, er det meget vanskeligt at navigere i et puljelandskab, hvor forskellige puljer med forskellige motiveringer og tidsfrister konstant popper op for lige så hurtigt at forsvinde igen.

Mette Strømgaard Dalby
Formand, Kulturhusene i Danmark

Men statsstøtte er jo andet og mere end en kulturhuslov. Da mange kulturhuse er dybt afhængige af frivillige kræfter, er det meget vanskeligt at navigere i et puljelandskab, hvor forskellige puljer med forskellige motiveringer og tidsfrister konstant popper op for lige så hurtigt at forsvinde igen.

Hvis vi gerne som samfund vil sikre en tæt kobling til civilsamfundet og nyde godt af de mange frivillige kræfter til at løfte kulturen, også i 'Vandkantsdanmark', så må vi gøre det nemmere for kulturhusbrugerne at søge midler, også uafhængigt af kommunekasserne.

Jeg advokerer derfor for en sociokulturel fond som pendant til Statens Kunstfond. En fond, hvis formål er den brede kultur, hvor kulturen er løftestang for, at mennesker mødes og trives. En fond, der har fokus på at bygge bro mellem amatørkulturen og de professionelle kunstnere.

Det er ikke en idé grebet ud af luften, for Danmark har tidligere haft en statslig fond, Kulturfonden, som netop havde til formål at støtte det tværgående.

Fonden blev oprettet i 1990 som et tre-årigt forsøg, men eksisterede frem til 1998, hvor den blev erstattet af Kulturministeriets Udviklingsfond (KUF), som siden blev nedlagt af den borgerlige regering. Tiden kalder på en genoplivning.

Momentum har aldrig været større
Efter mange, mange måneders coronarestriktioner, nedlukninger af såvel kulturinstitutioner som frivillige foreninger, vil der blive brug for en genstart af hele kultursektoren.

Det gælder også for alt det, der drives af frivillige kræfter, og hvor brugerne engagerer sig aktivt i husråd, øvelokaler, udstillinger og foredrag.

Der er allerede mange eksperter, der peger på, at ensomhed og mistrivsel har fået tag blandt både unge og ældre som følge af corona, og det vil kræve en indsats at løfte den store opgave med at åbne for kulturens fællesskaber efter en lang periode, hvor kultur er noget, der har fundet sted hjemme fra sofaen.

Magten til at ændre på tingenes tilstand, når pandemien tillader det, ligger hos regeringen og Folketinget. Socialdemokratiet har historisk været stærke på at skabe kulturpolitik og havde i landets første kulturminister, Julius Bomholt, en drivende kulturpolitisk kraft.

Momentum har aldrig været større, for danskerne har under corona vist, hvor meget kulturen betyder. Der er således folkelig opbakning til et større fokus på kulturen. Så nu venter vi bare på, at den politiske handlekraft følger efter.