Niels Frid-Nielsen: Anerkend nu kulturhusene

Da Huset i Magstræde i det indre København slog dørene op i april 1970, kunne ingen vide, at der i dag, 50 år senere, ville eksistere 400 kulturhuse i Danmark.

Kulturhusene er en stor, men upåagtet og nærmest hemmelig succes i dansk kulturpolitik. Men i stedet for anerkendelse og opbakning oplever husene en vedvarende risiko for at måtte dreje nøglen om.

Det er en uværdig situation, som det påhviler kulturminister Joy Mikkelsen at sætte en stopper for hurtigst muligt.

Det er værd at erindre, at Huset i København blev skabt af unge blomsterbørn, provoer og aktivister, der krævede et sted at være i storbyen. Efter massivt pres fra de unge valgte kommunen at give efter og stille ejendom og penge til rådighed.

Huset i København er altså et barn af ungdomsoprøret, som man kaldte de alternative ungdomsmiljøer, der i samme periode etablerede fristaden Christiania og Thy-lejren.

På samme måde er mange af kulturhusene i Danmark vokset ud af lokale bevægelsers behov for et sted at være, opleve og udfolde sig sammen.

Man kan forudse kulturhuse med mangfoldige tilbud i de store byer, mens man i de tyndt befolkede områder må nøjes med en omgang stramajbroderi og lidt folkedans.

Niels Frid-Nielsen

En del af folket
Kulturhusene har som kernekompetence noget, mange andre kulturinstitutioner med større eller mindre held forsøger at nærme sig, nemlig øjenhøjde.

Mens biblioteker, museer og teatre i disse år ved hjælp af Borgerservice, museumsbutikker og caféarrangementer forsøger at komme i øjenhøjde med publikum, så er kulturhusene skabt ud af befolkningens glæde ved samværet omkring levende musik, teater, debat, kaffe, øl og hornmusik.

Man kan også mere firkantet sige, at mens de fleste kulturinstitutioner i Danmark som udgangspunkt formidler kulturen ned til folket, opstår kulturlivet i husene som et ønske fra folket.

Da ungdomsklubberne opstod i 1950'erne var det blandt andet ud fra en socialpolitisk erkendelse af, at det var nødvendigt at tilbyde de unge et alternativ til gadehjørnerne, hvis man ville forebygge, at de kom ud i noget skidt. Vor tids brændende biler understreger vigtigheden af denne erkendelse af de åbne døres politik overfor unge og utilpassede.

Kulturhusene tilbyder fællesskab og indflydelse på indhold og aktiviteter i husene. På den måde har de opnået stor brugerrelevans, men fungerer også som en slags introduktion til demokratiske beslutningsprocesser.

I øvrigt holder langt de fleste af kulturhusene til i allerede eksisterende bygninger, hvilket afspejles i deres navne: Tobakken, Godsbanen, Elværket, Klaverfabrikken, Maltfabrikken og så videre. Huset i København ligger ligefrem i en ejendom, der blev bygget i 1700-tallet i den gamle middelalderby.

Dette genbrug er forbilledligt, fordi husene på den måde formidler kulturarv fra industrialismen og tidligere, samtidig med at de danner ramme om de mangfoldige, ofte innovative aktiviteter, der foregår i husene i dag.

Karikatur på kulturpolitik
Selv om kulturhusene i Danmark altså gør et stort stykke samfundsgavnligt arbejde, er de endnu ikke blevet anerkendt politisk. Der findes ingen lovgivning, der sikrer deres eksistens, endsige én krone i støtte fra staten.

De danske kulturhuse finansieres af kommunerne, hvis de da ikke kører rundt ved hjælp af brugerbetaling. Man kan kun frygte for konsekvenserne, når prisen for coronakrisen skal betales ude i kommunerne.

Mens staten i årevis har sparet på kulturen, har kommunerne påtaget sig et ansvar, men noget tyder på, at det ikke bliver ved med at gå. Som Altinget skrev forleden, planlægger hver anden kommune at spare på kulturen i 2021.

Det virker derfor letkøbt og som noget af en ommer, når Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær forsøger at gøre kulturhusenes eksistens til et kommunalt anliggende.

Konsekvensen af den holdning vil være udpræget ulighed fra kommune til kommune. Man kan forudse kulturhuse med mangfoldige tilbud i de store byer, mens man i de tyndt befolkede områder må nøjes med en omgang stramaj broderi og lidt folkedans.

En sådan karikatur på kulturpolitik kan umuligt stemme overens med Socialdemokratiets udtalte ønske om at komme ulighed til liv i det danske velfærdssamfund. Kulturministeren har da også så sent som ved en konference i Huset i København i efteråret 2020 erklæret sig klar til at sikre kulturhusene ved lov.

Debatopsamling
Det lyder måske voldsomt, når Bryan Rice påstår, at kulturhusene har overtaget en stor del af den kulturelle og demokratiske relevans, som folkekirken før havde. Men sangeren har en pointe i, at kulturhusene netop tilbyder befolkningen samvær, oplevelser og udfordringer på tværs af tro, etnicitet, alder og køn.

Mødet mellem forskellige befolkningsgrupper i kulturhusene er unikt og væsentligt i en tid, hvor polarisering og forråelse af samfundsdebatten tager til, blandt andet som følge af selvforstærkende ekkorum på de sociale medier.

Der er grund til at lytte, når forskningsleder Louise Ejgod Hansen fra Aarhus Universitet advarer mod en opdeling i et a- og b-hold af kulturhuse. Efter min vurdering risikerer vi netop denne udvikling, hvis vi lader det være op til den enkelte kommune, hvor meget den vil satse på sit kulturhus.

Karen Nordentoft fra Aarhus Universitets institut for Æstetik og Kultur har peget på, at især de kommunalt drevne kulturhuse bør tilbyde borgerne endnu mere medbestemmelse. Her vil de store kulturhuse kunne lære noget af de små. Også den pointe er vigtig at tage med, når kulturhusene i Danmark forhåbentlig anerkendes ved lov.

Behov for beskyttelse
Det er ikke til at komme uden om en lovliggørelse. Mens biblioteker, museer og teatre inspireres af kulturhusene, så frygter husene selv for deres eksistens. De frygter, at samarbejder med andre kulturinstitutioner fører til udslettelse, al den stund at husene stadig ikke er en lovfæstet rettighed for alle danskere.

Hertil kommer, at de ansatte i kulturhusene ofte er ildsjæle, halvstuderede røvere og folk med alverdens uddannelser. Der eksisterer nemlig ikke en uddannelse for medarbejdere i kulturhusene.

Men kulturhusene er altafgørende, når det kommer til at inspirere og demokratisere dansk kulturliv. Derfor er der brug for at værne og beskytte de sarte eksistenser, husene og deres ansatte desværre stadig er.