Debat

S: Kommunerne har også et ansvar for at støtte kulturen

DEBAT: Landets mange kulturhuse er først og fremmest et kommunalt anliggende, og kommunerne har i lige så høj grad som staten et ansvar for at støtte et blomstrende og rigt kulturliv, skriver kulturordfører Kasper Sand Kjær (S).

Kulturhuse er især vigtige i de områder af landet, hvor kulturen er rykket længere væk fra borgerne, skriver Kasper Sand Kjær (S).
Kulturhuse er især vigtige i de områder af landet, hvor kulturen er rykket længere væk fra borgerne, skriver Kasper Sand Kjær (S).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark har vi 98 kommuner. Alle med mindst ét kulturhus, og langt de fleste en del flere. På den måde er de danske kulturhuse en af de mest udbredte kulturinstitutioner i vores land.

Alligevel må vi aldrig tage kulturhusene for givet. Bag hvert enkelt af dem står der som oftest en række af frivillige, som kæmper og knokler for et samlingssted, der kan tilbyde spændende og relevante kulturaktiviteter for lokalsamfundet.

Det er særligt vigtigt i de områder af landet, hvor trækket mod de større byer har rykket kulturen længere væk fra borgerne. I mange små byer landet over er der ikke længere et lokalt bibliotek, en lokal folkeskole eller rådhus, som samlingssted for kultur og samtale. Flere huse står måske tomme, fordi arbejds- og studiepladser er flyttet ind til de større byer. Og det kan mærkes.

Først og fremmest et kommunalt anliggende
Særligt nu under coronapandemien savner mange danskere alt det, som kulturen kan give os. Samvær, stof til eftertanke, grin og dét at være en del af et fællesskab.

Fakta
På trods af kulturhusenes lange historie som fast del af det danske landskab, er deres eksistens ikke en selvfølgelighed. Husene får ikke statsstøtte og er dermed ikke sikret mod konkurs som andre kulturinstitutioner.

Men er statsstøtte den rigtige vej at gå, hvis vi skal sikre kulturhusenes overlevelse? Eller skal der satses på andre metoder - og i så fald hvilke? Og sidst men ikke mindst, hvor vigtige er kulturhusene i det hele taget, hvis andre institutioner som biblioteker kan danne ramme om mange af de samme arrangementer?

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Marie Schønning Jensen på [email protected] eller til Altingets debatredaktion på [email protected].

Regeringen har under coronapandemien holdt hånden under det danske kulturliv. Det har vi blandt andet gjort med hjælpepakker for over tre milliarder kroner til kulturlivet. En del af disse pakker har også kulturhusene kunnet søge, blandt andet til arrangementer og andre aktiviteter.

Kulturhusene er først og fremmest et kommunalt anliggende, og kommunerne har i lige så høj grad som staten et ansvar for at støtte et blomstrende og rigt kulturliv – i hele landet og i hele kommunen. Det er et ansvar, vi alle skal løfte. Både i Folketinget, men også i byråd og kommunalbestyrelser i landets kommuner.

Særligt nu under coronapandemien savner mange danskere alt det, som kulturen kan give os

Kasper Sand Kjær (S)
MF og kulturordfører

Kulturhusene skaber rammen om og igangsætter kulturelle aktiviteter, hvor brugerne har en høj grad af medbestemmelse. De giver flere lyst til og mod på at deltage.

En ny forskningsbaseret undersøgelse af hele 308 kulturhuse landet over konkluderer da også, at kulturhusene er vigtige arenaer for demokratiske processer. Derfor er de også væsentlige i et levende demokrati som vores. Ikke mindst som modspil i en tid, hvor store dele af debatten nu foregår på sociale medier, der jo på mange måder ligger udenfor demokratisk kontrol.

Det er i høj grad igennem det lokale engagement, at vores demokratiske samtale starter. Det er derfor også afgørende, at vi har kulturhusene og andre lokale institutioner, der kan understøtte denne samtale.

Jeg ser derfor ingen modsætning mellem hverken kulturhuse, biblioteker eller forsamlingshuse. Tværtimod understøtter de det levende kulturliv og den demokratiske samtale lokalt. Det er vigtigt.

Støtte til nye kulturhuse
Socialdemokratiet arbejder for at styrke og udvikle det folkelige og demokratiske kulturliv i Danmark. Og der er ingen tvivl om, at her spiller kulturhusene en vigtig rolle.

De er med til at forme borgere til medborgere og fordrer aktiv deltagelse i demokratiet. Derfor skal vi arbejde for at styrke og udvikle kulturhusene landet over.

Det handler dels om at støtte den lokale udvikling af eksisterende huse, men også om at støtte lokale drivkræfter, som udviser virkelyst og engement til at oprette og drive nye kulturhuse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

0:000:00