Kulturhusene i Danmark efterlyser national strategi: Det lyder som en opgave for regeringen

Af Mette Strømgaard Dalby
Formand, Kulturhusene i Danmark, leder, Nicolai Kultur

I kulturbranchen har vi i årevis vidst, at data er vigtige, selvom kulturen kan være svær at oversætte til tal. Men vi har brug for evidens til at underbygge, det vi godt ved i forvejen – nemlig, at kulturen betyder noget for rigtig mange mennesker og kan gøre en kolossal forskel.

Hvad kulturhuse angår er billedet mangfoldigt, og området har ikke nydt den store bevågenhed nationalt. Både fordi kulturhus ikke er en ’beskyttet titel’ som arkiv, museum eller bibliotek, der har lovgivning i ryggen, og fordi kulturhusene er organiseret på utallige måder, som kommunale, selvejende, foreningsdrevne eller brugerstyrede huse. Det er både en styrke og en svaghed.

En ny rapport baseret på en landsdækkende, forskningsbaseret undersøgelse af ikke færre end 308 kulturhuse konkluderer, at kulturhuse er vigtige spillere, når det kommer til at sikre en kulturel infrastruktur for alle borgere.

Rapporten er en del af Deltag-projektet, der er et forsknings- og kompetenceudviklingsprojekt i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Kulturhusene i Danmark (KHiD) støttet af Nordea-fonden.

Rapporten konkluderer ikke overraskende, at kulturhuse er tættere på deres brugere, end for eksempel arkiver og museer traditionelt er. Blandt andet derfor har kulturhuse en væsentlig samfundsmæssig værdi i kraft af de mange demokratiske processer, der udspiller sig i kulturhusene.

Der er store regionale og lokale forskelle, hvad angår kulturhuses vilkår og muligheder, hvilket ofte viser sig at være en svaghed, når det gælder om at undvige besparelser og nedskæringer.

Mette Strømgaard Dalby
Formand for Kulturhusene i Danmark og leder, Nicolai Kultur

Frivillighedens fordele
Kulturhuse fungerer som rammer om brugernes egen udøvelse af kultur. Dette gælder især de kulturhuse, som i høj grad er drevet af brugere og frivillige gennem husråd, foreningsbestyrelser med mere.

For ikke overraskende står frivilligheden stærkest i de kulturhuse, hvor brugerne har mulighed for at deltage og beslutte. Faktisk er det slet ikke en fordel med mange fagprofessionelle ansatte, som for eksempel på bibliotekerne, hvis man ønsker at fremme frivilligheden.

Der er således en høj grad af overlap mellem civilsamfund og det offentlige, når det kommer til organisering og drift af kulturhuse, hvilket er en styrke.

Men der er også store regionale og lokale forskelle, hvad angår kulturhuses vilkår og muligheder, hvilket ofte viser sig at være en svaghed, når det gælder om at undvige besparelser og nedskæringer, når kommunekassen er presset.

Men hvis vi er enige om, at det frivillige initiativ har stor værdi, og det samme har en tæt kobling i lokalsamfundet mellem forskellige aktører på tværs af sektorer, så skal vi have mere fokus på dét kulturhusene kan og gør.

Rummelighed og demokrati
I mange kulturhuse kan man, med kultur og kunst som omdrejningspunkt, ’gå til demokratisk dannelse’, hvor man både lærer af andre, amatører som professionelle, og får indblik i, hvordan et minidemokrati som et kulturhus fungerer.

Samtidigt er langt de fleste kulturhuse meget rummelige, hvilket betyder, at folk mødes på tværs af traditionelle skel, og mange steder får for eksempel unge ’på kanten’ en mulighed for at vise, at de både kan og vil – når rammerne ikke trykker dem, men støtter dem.

Kulturen har her en stor værdi som løftestang. Netop det sociokulturelle, altså samspillet mellem kultur og mennesker og den gensidige påvirkning, er kulturhusene i høj grad omdrejningspunkt for.

Som WHO for nylig har påpeget i en stor rapport, spiller kulturen en væsentlig rolle for menneskers sundhed og trivsel.  Kulturhusene gør det samme, når det kommer til meningsfulde fællesskaber i lokalsamfundene.

Vi har som mennesker både brug for det ypperste, kunsten kan bringe, og muligheden for selv at udfolde os som de skabende væsener, vi er.

National strategi og støtte
Kulturhusene er rugbrødet inden for kulturlivet, der hvor mange mennesker både møder, selv skaber og arrangerer kulturen. Tænk, hvis vi nationalt havde en kulturpolitisk strategi for, hvad vi vil med dette – og ikke mindst adgang til midler, der kan støtte os i at opnå det.

Vi er heldige at have Statens Kunstfond, som støtter kunst af høj kvalitet samt at bringe kunsten ud til borgere og til udlandet. Hvorfor ikke udvikle en tilsvarende sociokulturel fond, der har fokus på, hvordan man med kulturen kan skabe bedre trivsel, stærkere lokalsamfund og civilt engagement? Det lyder jo som en oplagt udviklingsopgave for en socialdemokratisk regering. Jeg deltager gerne.