Kulturhusleder: Kulturhusene kan lære af de unge

Her på siderne har debatten om kulturhusenes fremtid været diskuteret livligt. Det er tiltrængt, for kulturhusene lever et stille politisk liv i den nationale kulturdebat.

Men selvom taletiden er rar, skal vi også passe på, vi ikke falder i kulturdebattens evige fælde og glemmer at kaste et nysgerrigt blik på os selv og stille det centrale spørgsmål: Hvordan sikrer vi kulturhusene fortsat er relevante - ikke bare i dag, men også i morgen?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, velvidende at kulturhusene er en mangfoldig flok, hvor nogle er i topform, mens andre trænger mere til et velment puf i en ny retning.

Jeg tror nemlig på, at kulturhusene kan lære meget af at se på morgendagens kulturskabere, der i dag bebor landets ungdoms(kultur)huse.

Jeg har i de sidste ti år haft det privilegium at arbejde for at understøtte og skabe mere levende ungdomskultur i hele landet. Min opgave har været at hjælpe andre unge på vej med deres skabertrang og vise, at man faktisk kan lykkes med at skabe et godt ungdomsliv, selvom man bor langt fra storbyens puls.

Jeg havde den erfaring, at alle de unge, der havde fået en nøgle til huset, følte samme medejerskab for stedet.

Torben Vinter
Kulturhusleder

På min rejse rundt i Danmark har jeg mødt utallige unge og besøgt deres ungdomshuse, hvor jeg har set, hvor vigtigt det er at have frie rammer, hvor unge kan udfolde deres fritidsliv, og som understøtter deres kreative virkelyst.

Jeg vil her præsentere tre indsigter fra mit arbejde, som jeg tror kan være inspiration i udviklingen af kulturhuse til fremtidens kulturliv.

Adgang med egen nøgle
Landets ungdomshuse er ligesom kulturhusene organiseret på et væld af forskellige måder; nogle kommunalt, andre selvorganiseret eller noget tredje derimellem. Fælles for de fleste velfungerende huse er dog, at de er brugerstyrede og ligger et centralt sted i de større byer.

Det er huse, hvor de unge selv har nøglerne og ansvaret for driften af huset. Det giver nemlig et enormt ejerskab at få en nøgle som noget af det første, når man engagerer sig i et projekt.

En kommunalpolitiker spurgte mig engang, om jeg ikke var bekymret over at have delt 100 nøgler ud til brugere af et hus, jeg var leder for. Han mente, at nogen jo kunne finde på at tisse i sofaen!

Jeg kvalte et grin og fortalte ham, at vi havde fundet sofaen til 200 kroner hos en genbrugsbutik, og at jeg i øvrigt aldrig kunne finde på at tisse i min egen dagligstue.

Jeg havde den erfaring, at alle de unge, der havde fået en nøgle til huset, følte samme medejerskab for stedet og tog ansvar for at holde huset åbent, når de var i det. Og det er altså de færreste af os, der ikke passer på vores eget hjem.

Skulle det ske, at noget går i stykker i kampens hede? Ja, så har jeg oplevet, at der altid bliver fundet en løsning i den blå avis eller med en skruetrækker i hånden. Det måtte han jo give mig ret i.

Fleksibel indretning
Noget andet, der har slået mig i ungdomshusene, er deres hjemlighed, fleksible indretning og tilgængelighed. Det er tydeligt, at brugerne selv har bestemt, hvordan huset skal se ud, og at der er tænkt over en stor fleksibilitet i brugen heraf.

Som fællestræk har husene oftest et stort fællesrum, der i det ene øjeblik er opholdsstue eller café, mens det i det næste kan agere foredragssal eller koncertvenue.

Samtidig er der altid plads til at sidde og arbejde på sit projekt eller drikke en kop billig eller gratis kaffe med en kammerat. Og ikke mindst et fedt skabende fællesskab, man kan blive inspireret af.

Derudover er der i husene ofte det mest almindelige udstyr til rådighed, man skal bruge til at lave et offentligt arrangement. Det gør, at barrieren for at lave sit første arrangement er enormt lav, da man slipper for at skulle ud og bruge penge på at leje en masse udstyr og finde lokaler ude i byen.

Husenes indretning gør altså, at husene er levende i mange af døgnets frie timer, samtidig med at det er let og tilgængeligt at lave kultur – også for første gang.

Skytsengle
Alle, der har prøvet at lave et kulturarrangement, ved, at man kan få brug for hjælp. Særligt de første gange man kaster sig ud på dybt vand! Det gælder selvfølgelig også unge.

Heldigvis er der oftest voksne, som på den ene eller anden måde er tilknyttet ungdomshusene. Det er dog meget forskelligt, hvilken tilknytning disse voksne har; nogle er ansatte i huset, andre er mere i periferien, som for eksempel en kontaktperson fra ungdomsskolen eller en medarbejder fra en nærliggende kulturinstitution.

Det er dog ikke nogen let rolle at være kulturmedarbejder i tilknytning til et ungdomshus. Ofte har jeg set voksne, der kommer til at tage ansvaret fra de unge, når de prøver at hjælpe dem på vej eller kommer til at kvæle idéer med en nej-hat på hovedet. Også selvom intentionerne er de bedste, og man gør, hvad man kan for at hjælpe til.

Men den vigtige pointe er altså, at man kun skal rådgive og ikke lave arbejdet for dem. En rammende beskrivelse af denne position blev i et ungdomshus omtalt "skytsenglen":

En skytsengel er en person, der altid bakker op og hjælper engagementet på vej. Den deler gladeligt ud af tips og tricks, uden at sige om en idé er god eller dårlig. Den tør holde sig væk, når der skal afvikles et projekt; for den ved, at kulturskabere både kan selv og vil selv - og at man lærer bedst af at stå med ansvaret selv. Og skulle noget gå galt, så bakker den altid op om de unge, selvom de skulle havne i modvind (det sker dog heldigvis meget sjældent).