Christian Nissen til medieordførerne: Brug ventetiden på selvransagelse

Af Christian S. Nissen
Fhv. generaldirektør, DR

Kulturministeren og de politiske medieordførere sidder for tiden på hænderne og venter på finansloven og dens afklaring af, hvordan en aflysning af DRs anden sparerunde skal finansieres.

Forhandlingerne om et nyt medieforlig går formentlig først i gang i begyndelsen af det kommende år.  

Min venligt mente opfordring til mediepolitikerne skal være, at de vender den frustrerende ventetid til en positiv chance.

En kærkommen lejlighed til – på tværs af deres mediepolitiske uenigheder – i fællesskab at oveveje, om de ved de kommende forhandlinger kan finde en arbejdsform og nå et resultat, der bedre end tidligere medieforlig passer til medieverdenens virkelighed og egner sig som politisk styringsgrundlag.

Der er et forbedringspotentiale på hvert af disse to felter.

Forslag om nye ordninger og regulerende indgreb bør undersøges og vurderes grundigere, før der træffes beslutning.

Christian S. Nissen
Fhv. generaldirektør, DR

Mere gennemtænkte beslutninger
For det første bør forslag om nye ordninger og regulerende indgreb undersøges og vurderes grundigere, før der træffes beslutning.

Mediemarkedet er en kompleks "biotop" med mange forbundne rør og indbyrdes stridende interesser.

Forslag til politiske indgreb kan ved forhandlingsbordet i en sen nattetime umiddelbart se fornuftige ud. Men når de efter vedtagelsen skal implementeres ude i den virkelige medieverden, får de ofte utilsigtede, negative konsekvenser eller viser sig umulige at gennemføre i praksis.

Det er der mange eksempler på, men tre fra det seneste medieforlig (2018) må række. Her besluttede man med en meget uklar begrundelse at lukke nogle af DRs kanaler.

Det viser sig nu, at en stor andel af de yngre seere som konsekvens heraf er gået til de evige Youtube-marker, eller hvor de nu er blevet af.

Radio Loud er endnu et eksempel
Det andet eksempel er, at kravene om udflytning af FM4 fra København blev skruet så højt op, at Radio24Syv sprang fra.

Efterfølgende blev der gjort et hovedløst forsøg på at holde den i live med endnu en ny statsfinansieret DAB taleradio, som så endte hos Radio Loud.

Nu klages der over de lave lyttertal, men de overrasker ikke folk med kendskab til markedet og distributionsmåden.

For det tredje rummede forliget også lidet gennemtænkte statsindgreb i private virksomheders forretningsmodeller med kravet om en forsinket fri adgang uden om betalingsmure til indhold, der var støttet af Public service puljen, og at puljestøttet indhold til børn og unge skulle stilles gratis til rådighed på en streamingapp drevet af DR.

En firdobling af regler
Det andet felt med forbedringspotentiale er den stadig mere detaljerede regelstyring, der knyttes til de offentlige støttekroner.

Tag blot DRs seneste Public service kontrakt fra 2018, hvor der er cirka 120 styrende påbud og regler.

Det er en firdobling siden kontrakten i 2002, hvor der "kun" var cirka 30.

Den helt overvejende del af disse påbud er formuleringer som for eksempel "DR skal medvirke til at fremme et fællesskabsbaseret Danmark", "DR skal berige dansk kulturliv med originalt indhold" og tilsvarende rigtige og gode formål, som blev pålagt DR at følge med stribevis af "DR skal ... lægge særlig vægt på, have fokus på, stimulere, styrke, tilbyde, fremme og så videre".

Den slags meget rummelige udsagn kan næppe nogen være uenige i. Men alene deres mængde og det forhold, at de fortolkes vidt forskelligt, gør dem helt uegnede som et politisk fastlagt styringsgrundlag.

Det er også kun pro forma, de er tiltænkt den funktion. I virkeligheden er de først og fremmest medieordførernes fingeraftryk, der viser, at de har gjort deres indflydelse gældende ved at få indført endnu et "DR skal …".

Problemet er bare, at jo flere af den slags uklare påbud, der udstikkes i kontrakterne, jo mere slæk og usikkerhed kommer der i styretøjet.

Hvis kulturministeren og ordførerne vil bruge ventetiden frem til de kommende forhandlinger til et seriøst forsøg på at gøre noget ved de to her rejste problemer, vil det være et epokegørende skridt – især hvis overvejelserne fører til en ændring af praksis.