Danske Kulturbestyrelser: Fonde bør støtte langsigtede kulturprojekter

Af Finn Schumacker
Formand for Foreningen af Danske Kulturbestyrelser

Når en lille kreds af private yder meget store tilskud til et område, der ellers reguleres af demokratiet, vil der naturligt nok fra tid til anden blive kastet kritiske blikke på disse tilskudsydere. Hvem sidder i disse fondsbestyrelser, hvilke tendenser repræsenterer de kulturpolitisk, og hvordan organiserer de sig, så de får bedst mulig viden om det område, de fungerer som mæcener for?

Lad det være sagt med det samme, at jeg både som institutionsleder og som formand for Danske Kulturbestyrelser ikke kan andet end være tilfreds med en fondsverden, der bidrager med over 2 milliarder kroner om året til kunst og kultur. Det er en stor ressource for den danske befolknings kulturelle muligheder, og fondene bidrager samvittighedsfuldt til vigtige nyskabelser i kulturlivet på en meget stor skala. Og de optræder mere og mere som strategisk sikre aktører på den kulturfinansielle arena. Ikke blot som reaktive mæcener for kunsten og kulturarven.

Hent inspiration udenlands
Så det er med anerkendelse i stemmen, at jeg alligevel vil pege på nogle udviklingsmuligheder for fondene. Som derved bliver udviklingsmuligheder for kulturen og dens brugere.

Jeg har i Danmarks Fonde, fondenes nyhedsbrev, gjort opmærksom på, at amerikanske fonde som The Knight Foundation og Bloomberg Philanthropies samt mange andre har lagt betydelige summer i langsigtede projekter på 10 år eller mere, der har arbejdet med organisationsudvikling, omverdensforståelse og strategisk ledelse i kulturinstitutionerne.

Fordi de betragtede det som nødvendigt, hvis institutionernes bestræbelser og deres egne investeringer i dem skulle give maksimal kunstnerisk udbytte.

Vi skal blive stadig skarpere på at opstille langsigtede støtteværdige projekter, som ikke bare er tilfældige gentagelser af de største kioskbaskere.

Finn Schumacker
Formand for Foreningen af Danske Kulturbestyrelser

Det samme gælder i England, hvor The Clore Duffield Foundation har skabt et kulturledelsesprogram, der har løbet de sidste 14 år, og som stadig udvikler sig. Kulturledelse og strategisk bestyrelsesarbejde står i centrum for indsatsen.

Et konsortium bestående af fonde, kulturinstitutioner og det offentlige har skabt en ”Governance Alliance”, der arbejder for konstant maksimering af bestyrelsernes værdiskabelse for deres institutioner.

Et sådant videre blik for kulturlivets vækstbetingelser kunne være et udviklingsmål også her i landet. Ved særligt at støtte udvikling efter fondenes egne (mere og mere diversificerede) målsætninger og ikke drift, tvinges kulturinstitutionerne ud i en kompleks projektarbejdsform, der notorisk er langt mere administrativt krævende, end en fast normeret drift med en fast udviklingsafdeling er.

Når det samtidigt gælder, at den øgede administration ikke kan finansieres, så kan udbyttet risikere at blive langt ringere end forventet. Nogle har kaldt det ulandsøkonomi eller puljetyranni. Så langt vil jeg ikke gå, for vi må ikke være blinde for, at der er et dilemma her. Fondenes kultur- og bygningsfokuserede bevillinger er incitamenter, der ofte har trukket andre bevillinger med sig, fordi resultaterne blev så synlige. Det er ikke et enten eller, men et både og.

Skab bedre repræsentation i bestyrelserne
Når vi taler om mulige udviklingsperspektiver for både kulturbestyrelser og fondsbestyrelser, kommer vi heller ikke uden om at drøfte behovet for mangfoldighed i bestyrelserne, der kunne give for eksempel de unge kulturforbrugere en stemme, som ikke høres i dag. Fondene diskuterer behovet for en øvre aldersgrænse. En nedre aldersrepræsentation skulle vi måske også tale om.

I det hele taget har bestyrelser ofte selv vanskeligt ved at sikre mangfoldigheden, fordi man uvilkårligt finder folk fra egne netværk. Dermed risikerer man en enshed, som kan vise sig at være mindre strategisk robust i en disruptet tid. Opslag af bestyrelsesposter eller nomineringskomitéer kunne måske være en vej for både fondsbestyrelser og kulturbestyrelser, som vi skulle undersøge nærmere.

Fondene er kastet ud i den samme kulturpolitiske virkelighed som os i institutionerne. Statslige nedskæringer skaber betragtelige vanskeligheder, og flere store institutioner er allerede stærkt reduceret. Hvis kulturinstitutionerne mangler politisk legitimitet, så er alle fortalere vigtige.

Jeg tænker, at kulturlivet og dets bestyrelser har en fælles interesse med fondene i at finde en vej til at styrke argumentationen for kunstens tilstedeværelse i vores samfund, nu og fremover.

Fonde skal beskytte sine kulturinvesteringer
I det rådende politiske klima bliver kunsten taberen, hvis ikke kulturinstitutionerne øger deres gennemslagskraft i civilsamfundet og deltager i debatterne.

Dette kunne man også forvente af fondene, selv om det strider mod traditionerne i erhvervslivet om ikke at blande sig i politik. Men argumentet her er, at også fondene er nødt til at sikre og beskytte deres investeringer i kulturlivet.

Lad mit til slut sige, at jeg tror, evnen til kritisk selvrefleksion i institutionerne er blevet langt større de senere år. Vi skal fra vores side også blive stadig skarpere på at opstille langsigtede støtteværdige projekter, som ikke bare er tilfældige gentagelser af de største kioskbaskere, men projekter, der, idet vi udvikler de kunstneriske udsagn, udvikler vores nærhed til befolkningen og skaber bæredygtige forretningsmodeller, der tager vare på de tre bundlinjer, den økonomiske, den sociale og den kulturelle.

Jeg håber, at vi ad den vej sammen kunne nå frem til fondsdeltagelse i det danske kulturliv, som har et virkeligt langsigtet perspektiv.