Alternativet: Kulturdebatten skal også være demokratidebat

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører

Der er et behov for at demokratisere de store danske kunst- og kulturfonde, ligesom der er et behov for at opprioritere kulturen generelt. 

Når vi taler om de store danske kunst- og kulturfondes rolle i vores samfund, kan vi ikke undgå at italesætte den mangel på prioritet, som området har i dansk politik og i særdeleshed i vores regering.

For proportionerne på størrelsen og betydningen af fondenes donationer og arbejde er jo direkte bestemt af manglen på samme i den politik, der føres i Folketinget. Derfor kan man sige, at spørgsmålet om fondenes samfundsrolle mere burde være et spørgsmål om den politiske og økonomiske prioritering af kulturen. 

Regeringens besparelser er gift
Det helt afgørende for at have stærke kulturinstitutioner er, at der fra statens side er midler til drift, så man kan skabe spændende samarbejder med civilsamfundet, private virksomheder og fonde om specielle projekter, indkøb af værker, ombygninger osv.

Men det bliver et stort problem, når vi udliciterer driften til private spillere, for så mister vi også retten til kontrollen med de selv samme institutioner og deres rolle i vores samfund.

Det bliver et stort problem, når vi udliciterer driften til private spillere, for så mister vi også retten til kontrollen med de selv samme institutioner og deres rolle i vores samfund.

Rasmus Nordqvist
Folketingsmedlem og kulturordfører for Alternativet

Derfor er regeringens toprocentsbesparelser, der ser ud til at køre videre og videre, både gift for vores kulturinstitutioner, men også for de store, vigtige fonde, der støtter kulturlivet.

Der skal være gennemsigtighed i fonde
Men selv med en høj prioritering fra statens side af vores kunst og kulturliv, er jeg helt overbevist om, at fondene med deres særlige formål og organisering vil spille en vigtig og stor rolle for vores samfund.

I Danmark har vi valgt at have skatteregler, der styrker fonde. Det er fornuftigt, da de selv samme fonde arbejder med samfundsnyttige formål, men når vi vælger at tilgodese dem, bør det også være en selvfølgelighed med et højt niveau af gennemsigtighed i deres arbejde. 

Fondene bør, med den helt særlige rolle de spiller i vores samfund, som det mest naturlige selv ønske, at vi kan kigge dem over skulderen, ligesom vi skal kunne med enhver anden aktør med så stærk en rolle i samfundet. Man ser andre lande i Europa lovgive om krav om gennemsigtighed, men måske skulle vi tage den anden vej rundt og få en ordentlig dialog i gang med fondene om, hvordan de ønsker at udfylde deres samfundsrolle.

Det kunne være interessant, om fondene selv meldte ud, at man ønskede målrettet at arbejde med mangfoldighed i bestyrelserne, ønskede at skabe større gennemsigtighed i de overvejelser, der går forud for støtte eller indkøb, og hvorfor ikke tage fat på endnu mere samfundsinddragelse. 

Men den nødvendige diskussion af fondenes måde at arbejde og organisere sig på må ikke stå i vejen for det langt vigtigere spørgsmål, der handler om den politiske prioritering af vores kunst og kultur. Den må og skal vi aldrig udlicitere.