Statens Kunstfond: Fondsstøtte handler om samfundets rolle i forhold til kunsten

Af Ellen Marie Braae
Formand for Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur, Statens Kunstfond

Når vi diskuterer fondenes indretning, krav om gennemsigtighed, bestyrelsesrepræsentation og så videre, er det først og fremmest justeringer i et større billede.

Nemlig det billede, der ikke blot handler om, hvordan vi som samfund ser os selv og på kunsten, men også hvilken rolle samfundet – staten såvel som det private – skal spille i forhold til den fælles kultur og kunst.

Som tidligere beskrevet i Altinget er fondenes formuer de sidste ti år vokset betydeligt og dermed også deres mulighed for at sætte præg på kunsten og kulturen.

Tendensen er endvidere, at fondene i stadig mere udstrakt grad agerer strategisk. Det rummer nye muligheder for samarbejde, hvor kulturinstitutioner og andre kompetente aktører også kan være med til at kvalificere de strategiske indsatser yderligere.

Midlerne fra de private fonde udgør altså en stadig større del af det samlede ressourceflow på kunst- og kulturområdet. Fondenes skærpede uddelingspraksisser og profiler udgør med andre ord en væsentlig del af den samlede måde, man her til lands støtter, fremmer og forvalter kulturen og den danske kunstscene.

Kunstfonden kan ikke som de private fonde hverken akkumulere eller ’geare’ sine midler, men til gengæld er der en konstant opmærksomhed og diskussion omkring fondens virke.

Ellen Marie Braae
Formand for Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur, Statens Kunstfond

En kunstscene, der foruden de finanslovstøttede kulturinstitutioner, også omfatter en særlig ’fond’, nemlig Statens Kunstfond.

Konstant diskussion om fondens virke
Statens Kunstfond, hvor jeg ved årsskiftet blev ministerudpeget formand for Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur, udfylder efter min bedste vurdering en helt særlig og betydelig rolle i det samlede 'økosystem' på kunst- og kulturområdet.

Statens Kunstfond både ligner og adskiller sig fra de private fonde. Kunstfonden kan ikke som de private fonde hverken akkumulere eller ’geare’ sine midler, men til gengæld er der en konstant opmærksomhed og diskussion omkring fondens virke. Forståeligt nok, det er jo skatteborgernes penge.

Men netop fordi Kunstfonden er statslig, handler diskussionen om, hvordan den offentlige kunststøtte forvaltes også om noget mere væsentligt. Nemlig om, hvordan vi som borgere forholder os til relationen mellem kunsten og det samfund, vi selv er en del af – hvilket den seneste tids diskussion om fonden i høj grad da også er udtryk for.   

Kunstfonden skal mere end bidrage til diversitet
Kunstfonden er grundlæggende baseret på forpligtigelsen til at være til for alle danskere – det vil sige, at vi skal agere med et aktivt blik på diversitet – også i geografisk forstand. Men vi skal også rumme udviklingen, diskussionen og dynamikken i både samfundet og kunsten.

Det gør vi i Kunstfonden dels gennem fokus på kunstnerisk udvikling, særlige strategiske indsatser og puljer, hvor kunstnere ansøger med deres egne ideer. Dels i kraft af den dynamik, som nedsættelsen af udvalgene giver. Hvert udvalg udskiftes hvert fjerde år. Det betyder, at ingen udvalg er ens, og videre, at både fag- og samfundsudviklingen bliver taget med ind i udvalgene med de nye medlemmer.

Som udvalgsmedlem bærer man stafetten i fire år og skal bruge sin faglige indsigt til at spotte og støtte det nye vækstlag og til at iværksætte nye initiativer, der kan bidrage til at drive den faglige udvikling. 

Som nyligt nedsat arkitekturudvalg i Kunstfonden har vi netop udviklet vores strategi for området, hvor det centrale for os er arkitekturens rolle i samfundet.  Vi vil derfor i de næste fire år sætte fokus på den betydning, arkitekturen har for os alle i hverdagen.

Vi vil iværksætte initiativer, der skal bidrage til at udvikle bæredygtighed og den arkitektoniske kvalitet i eksempelvis vores boliger. Og vi vil aktivt støtte faglig nytænkning og mod. Vi har som udvalgsmedlemmer i Kunstfonden ikke bare en forpligtigelse til at tænke samfundsrelevant, fagrelevant og borgernært, det er det naturlige udgangspunkt.

Udviklingen øger behov for kunstfonden
Men når vi nu spørger: Hvilken rolle bør samfundet – staten såvel som det private – spille i forhold til kunsten og kulturen? Må vi så ikke erkende, at måden, hvorpå vi har indrettet ’den danske model’ på fondsområdet, herunder de spilleregler, som Statens Kunstfond er underlagt, netop ér den måde, vi i Danmark udfylder samfundets rolle i forhold til kunsten?

Den tilgang er – som også tidligere fremført i debatten – i vid udstrækning baseret på fondene, og netop dén diskussion, bør vi anerkende, er vigtig.

Og er det udgangspunktet, så mener jeg også, at når de private fonde vokser i omfang, øger det i virkeligheden kun behovet for Statens Kunstfond som en vital organisme i det samlede økosystem.

En organisme drevet af et andet fokus og en anden dynamik end de private fonde, og en organisme, der formår at rumme udviklingen i både kunsten og samfundet. Herunder ikke mindst den diskussion, der følger med.

For dét, vi diskuterer – i debatten om støtten til kunsten og kulturen – er ikke kun kunstens rolle i samfundet, men samfundets rolle i forhold til kunsten.