Bliv abonnent
Annonce
Debat

Handicapformand: Sådan bliver public service for alle

"Lige adgang og tilgængelighed er nødvendigt for os og godt for alle," skriver Thorkild Olesen fra DH.
"Lige adgang og tilgængelighed er nødvendigt for os og godt for alle," skriver Thorkild Olesen fra DH.Foto: Pressefoto/Danske Handicaporganisationer
27. februar 2018 kl. 01.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thorkild Olesen
Formand i Danske Handicaporganisationer

Vi står med en unik mulighed med den kommende medieaftale.

Public service og medier skal selvfølgelig være for alle. Men har du nedsat hørelse, nedsat syn eller andet handicap, kan det i sagens natur være besværligt at følge med.

DR gør i dag et godt stykke arbejde med at gøre indholdet tilgængeligt, men det kan stadig udvikles. Og så skal nye spillere på public service-markedet også arbejde med tilgængelighed, så vi alle kan deltage i samfundet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til pagh@altinget.dk

Konkret foreslår vi i Danske Handicaporganisationer (DH) følgende fem nye tiltag, som skal bygge oven på det eksisterende:

Tilgængelighed skal være både på flow-tv og streamingtjenester
Vi ser i dag tv på forskellige måder. Vi ser det traditionelle flow-tv. Og vi streamer. Derfor skal der være tilgængelighedstjenester på alle platforme, både flow-tv og streamingtjenester.

Nye spillere på public service-markedet skal også arbejde med tilgængelighed, så vi alle kan deltage i samfundet.

Thorkild Olesen
Formand i Danske Handicaporganisationer

Alle udbydere skal udbyde tilgængeligt indhold
Tilgængelighedstjenester skal følge med, hvis der laves udbud af programmer eller andre dele af public service. Hvis der kommer flere public service-udbydere på banen i det nye forlig, skal de også arbejde med tilgængelighed.

DR skal fungere som videnscenter på tilgængelighedsområdet
DR skal fortsætte og udvikle det igangværende strategiske arbejde med tilgængelighed – tekstning, tegnsprogstolkning, synstolkning og oplæsning af undertekster.

Derudover skal DR fungere som videnscenter og dele ud af sin store viden til andre public service-udbydere, der har brug for at få udviklet og lavet en strategi for arbejdet med tilgængelighed.

Tilgængelighed i public service-puljen
Public service-puljen skal understøtte tilgængelighed ved, at der afsættes et beløb øremærket til tilgængelighedstiltag.

Desuden vil det øge tilgængeligheden, hvis der stilles krav om tilgængelighed i forbindelse med bevilling af penge fra puljen.

Tilgængelighed til websteder og applikationer
Public service-udbyderes hjemmesider og applikationer skal leve op til de internationale standarder for tilgængelighed til hjemmesider og mobilapplikationer, så alle kan bruge dem.

Jeg synes, at tilgængelighed til medier er en vigtig public service-opgave. Lige adgang og tilgængelighed er nødvendigt for os og godt for alle.

Den stigende gruppe ældre får eksempelvis også gavn af undertekster og god lyd, når sanserne svigter med årene. Og mange bruger undertekster, når der er støj omkring dem. Eller når de skruer ned for lyden for ikke at forstyrre andre omkring dem.

Derfor skal medier være for alle. Også i den nye medieaftale.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026