Suzanne Moll: SKAM er inspiration til fremtidens public service

Af Suzanne Moll
Tidl. chefredaktør, medarrangør af Redaktørenes Døgn 2017

Som en utilsigtet sideeffekt forstår de trofaste seere nu norsk i et omfang, som det ikke er lykkedes for de gode lærerkræfter i undervisningssystemet at lære dem.

Suzanne Moll
Tidl. chefredaktør

Fjerde sæson af den norske tv-serie Skam er i fuld gang.

I foreløbigt sidste sæson er Sana hovedperson. Hun er pigen med muslimsk baggrund og det skarpe blik for kammeraternes udfordringer ved at leve det frie liv med uhindret adgang til alkohol, stoffer og sex. Og hun kæmper selv med at kombinere de sociale normer, som gruppen af muslimske gymnasiekammerater og familien praktiserer.

Med Skam har NRK (nordmændene) fået et gennembrud hos ”de unge”. Det er kun lejlighedsvist og i beskedent omfang sket for Danmarks Radio og andre public service-institutioner.

To års målrettet research skulle der til og efterfølgende et helt nyt publiceringsmønster. Tv kommer ikke først, og SoMe-strategien er så enkel og oplagt, at andre broadcastere må ærgre sig over, at de ikke fik ideen først.

Brudstykker af en handling publiceres i realtime, og hovedpersonerne har aktive og personlige profiler på Instagram og Snapchat. Det er med andre ord lykkedes at ramme de unge der, hvor de er, for at bruge et fortærsket udtryk.

Så meget rammer de plet, at 16-17 årige piger i Danmark ved præcis, hvornår en af karaktererne er på shoppetur i København, og de lever sig ind i universet med tøj, makeup og slang. For som en utilsigtet sideeffekt forstår de trofaste seere nu norsk i et omfang, som det ikke er lykkedes for de gode lærerkræfter i undervisningssystemet at lære dem. Ikke obligatorisk undervisning i nordiske sprog, men lystbåret læring – to fluer med et smæk.

I al sin enkelhed er det en af de største udfordringer for public service-medierne og har været det i flere år: at skabe relevant indhold for den mest kræsne og troløse målgruppe af unge.

De bombarderes hvert eneste sekund med tilbud, og udvalget af mere eller mindre fantasifuld underholdning er stort med blandt andet Paradise Hotel, et intrige-spil med menneskelige brikker, som et af de mest populære tilbud. Når man dertil lægger det indhold, som de unge med største lethed selv kan skabe, er konkurrencen til at få øje på.

Det er lykkes DR3 momentvist, men ikke ved almindelig tv-sening. Kun de færreste teenagere ser almindeligt flow-tv, medmindre det er live-tv som fodboldkampe, X Factor etc. For DR har skabt en meget brugervenlig streamingtjeneste til det, som vi i gamle dage kaldte 'forskudt sening'. Et udtryk så traditionelt tænkt, at det nærmest virker komisk i dag.

Og det lykkes faktisk at fange målgruppen med noget, der kunne kaldes forklædt public service. For eksempel Druktur retur om effekten af stort alkoholindtag og De smukke drenge efterfulgt af De smukke piger, der viser skyggesiderne af den konstante jagt på opmærksomhed og skønhed, der plager mange. Her er den belærende pegepind lagt i skuffen til fordel for en dont tell it show it-tilgang.

I modsætning til generationerne i radiofoniens barndom er de unge stærkt selektive og indfødte medieanalytikere. De kan så let som ingenting pille en tv-nyhed fra hinanden og afsløre skjulte budskaber eller forsøg på manipulation. Og der afregnes kontant med zapning. Samtidig kan de ikke lokkes med traditionel annoncering og kunstfærdige trailere, men anbefaler indhold til hinanden. Hvis noget er godt og interessant skal de nok finde det.

Hvorvidt de unge automatisk vokser ind i voksenudgaven af DR er ikke bevist. Men det er livsvigtigt at skabe indhold til dette publikum og udvikle koncepter, der kan engagere og give mulighed for deltagelse i større eller mindre grad. Det er og bør altid være en prioriteret opgave at sikre kvalitet og opmærksomhed om de unges liv, bekymringer og interesser. Det er god prioritering af licensmidlerne.