Teatre til Haarder: Stordrift er ikke for publikums skyld

Af Dorthe Skøtt Bébe
Formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Kulturlivet får færre og færre midler. Kulturministeren, der nu vil sikre ”mere og bedre kultur for færre penge”, er allerede kommet med flere forslag til, hvordan kulturinstitutionerne skal modvirke de faldende bevillinger.

Sæt billetpriserne op, slå museer sammen, lad symfoniorkestrene deles om musikerne, mens de små storbyteatre kan lægges sammen, så der, i stedet for mange mindre enheder er et stort teater med et stort budget. Haarder siger selv, at så smøres smørret ikke så tyndt ud, at det ikke kan smages. Det hele er af hensyn til publikum. 

Publikum vil have mangfoldigt udbud
Men stordriften er ikke for publikums skyld.

De større byer i Danmark har allerede udmærkede store teatre - nogle turnerer endda også i resten af landet ved siden af deres stationære aktiviteter, og de er med store sale skabt til større opsætninger, der kan ramme bredt. Opsætninger, der i kraft af deres størrelse med blandt andet flere medvirkende og større scenografi også giver højere billetpriser.

De mindre teatre derimod opererer med mindre budgetter, har mindre sale og kan derfor levere en anden type oplevelser. De skal ikke fylde 600 pladser hver eneste spilledag. Her kan man i stedet eksperimentere med genrer og form på en måde, som de store teatre, der er bundet af resultatkontrakter, ikke kan, og til billetpriser hvor flere kan være med.

En centralisering af såvel teater som resten af kunst- og kulturlivet er stik imod alt, som kulturministeren i øvrigt ellers har kaldt en mærkesag. Nemlig at kulturen er tilgængelig over hele landet.

Dorthe Skøtt Bébe
Formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Hver især tilbyder de forskellige oplevelser, der til sammen udgør et forskelligartet og interessant udbud af teater herhjemme.

Små teatre vinder frem
Det synes publikum i øvrigt at være enig i. 

I København for eksempel har publikum i den grad taget det mangfoldige udbud af både store og små teatre til sig. Ifølge Scenit, som administrerer billetsalget for godt 100 teatre i København, var sæson 2015/16, hvad angår salget af rabatbilletter, den bedste siden 2008/09. Det vil sige, at andelen af trofaste teatergængere steg, og at de unge, som også er fremtidens publikum, også har taget det mangeartede forestillingsudvalg til sig. Sammen med de yngste udgjorde de nemlig cirka 70 procent af billetsalget i sæson 2015/16.

Søndag Aften kunne i januar i år fortælle, at de små teatre vinder frem, og at de små teatre i sæson 2014/15 stod for 55 procent af teaterpublikummet.

Et billede på den udvikling ser man på Fyn, hvor de små storbyteatre har mere end fordoblet tilskuertallet fra sæsonen 2009/10 til sæsonen 2014/15. Fra 16.471 i 2009/10 til 40.952 i 2014/15. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I Sydjylland er der en fremgang fra cirka 80.000 tilskuere i sæsonen 2009/2010 til cirka 162.000 tilskuere i sæsonen 2014/2015. Og det vel at mærke i en periode, hvor antallet af teatre, forestillinger og antal opførelser har været stabilt. Det er med andre ord ren fremgang.

For dyrt og for langt væk
Den positive udvikling risikerer man at ødelægge ved uden videre at centralisere teatrene.

Hvis man bare laver stordrift ved at slå de små teatre sammen på færre steder, så har publikum lige pludselig rent fysisk længere til en teateroplevelse, og netop afstanden til en given kulturinstitution har meget at sige for lysten til og muligheden for at benytte sig af netop det tilbud. 

Er teatrene så samtidig nødt til at sætte billetpriserne op, så ramler man lige ind de barrierer, som netop Kulturministeriets egen kulturvaneundersøgelse fra 2012 skitserede. De største årsager til fravalg af teater er nemlig af geografisk og økonomisk karakter; ”Der er for langt. Det er for dyrt”. 

En centralisering af såvel teater som resten af kunst- og kulturlivet er stik imod alt, som kulturministeren i øvrigt ellers har kaldt en mærkesag. Nemlig at kulturen er tilgængelig over hele landet. Ikke bare i de store byer. I TIO mener vi, at det også er vigtigt, at kulturen er tilgængelig for alle. Ikke kun for dem med penge nok.