Debat

Venstre: Der skal være balance mellem DR og de private medier

DEBAT: DR skal fortsat være en væsentlig institution i mediedanmark. Men regeringen skal også prioritere de private og lokale aktører, skriver Britt Bager, medieordfører i Venstre.

Kulturministeren bør præsentere et medieudspil så hurtigt som muligt, skriver Britt Bager.
Kulturministeren bør præsentere et medieudspil så hurtigt som muligt, skriver Britt Bager.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Britt Bager (V)
MF, medieordfører

Da S-regeringen blev dannet, præsenterede den i forståelsespapiret, at der skulle laves et nyt medieforlig. Dette på trods af, at vi lavede en medieaftale i juni 2018.

Flertallet er skiftet - det respekterer vi. Og enhver regering med et flertal i ryggen har ret til at ændre en eksisterende aftale.

Men når man annoncerer ændringer, så skal de også laves. Hurtigt! Ellers stavnsbinder man en hel branche.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at det samlede mediedanmark ikke ved, hvilke vilkår de skal indrette sig under i fremtiden.

Britt Bager (V)
MF og medieordfører

Mediebranchen har gået med en usikkerhed i over et år og kan se frem til endnu længere tid, før de ved, hvilke vilkår de skal indrette sig under.

Kulturministeren bør præsentere et medieudspil så hurtigt som muligt. Det er simpelthen ikke rimeligt, at det samlede mediedanmark ikke ved, hvilke vilkår de skal indrette sig under i fremtiden.

Hvad med de private medier?
DR spiller en vigtig og væsentlig rolle, og det skal DR fortsat gøre. Men mediedanmark er ikke kun DR.

Mediernes udfordringer løses ikke ved udelukkende at give flere penge på finansloven til DR.

Det er en ærlig sag, at regeringen og de røde partier vil prioritere at bruge 255 millioner af forhandlingsreserven på 1,5 milliarder til at sløjfe DR’s 2. sparerunde. Men skal det stå alene?

Hvad med de private medieaktører, hvor er de nævnt? Hvad med ugeaviserne, de lokale og regionale medier, der i den grad bløder.

Hvad med ny teknologi og nye platforme? Og hvad med tech-giganterne?

Lokale mediers fremtid
I Venstre mener vi, at vi bliver nødt til at sætte gang i forhandlingerne om en ny medieaftale NU.

Vi har nogle helt klare prioriteter med til forhandlingerne.

For det første skal vi fortsat sikre, at der er en balance mellem DR og de private medier. Der findes masser af godt medieindhold i Danmark, der er produceret af private aktører. Det skal vi fortsat understøtte, så vi sikrer et mangfoldigt og pluralistisk mediedanmark.

TV 2-regionerne, P4 og de private regionale og lokale medier, samt ugeaviserne leverer medieindhold til alle danskerne, og det, mener vi, er vigtigt at prioritere.

Det gjorde vi allerede i vores medieaftale fra 2018, hvor vi styrkede P4-regionernes arbejde i DR’s public service-aftale. Vi gav flere midler til TV2-regionerne i valgår. Og vi afsatte en pulje på 25 millioner kroner til ugeaviserne.

Den pulje valgte den socialdemokratiske regering og de røde støttepartier at rulle tilbage og bruge på noget andet.

Mærkværdigt, for alle partier har travlt med at proklamere, at den lokale journalistik er vigtigt. Men bedømt på handling er det modsatte tilfældet.

Jeg er dybt bekymret for de regionale og lokale mediers fremtid. Jeg håber vitterligt ikke, at der kommer flere tilbagerulninger – tværtimod.

Jeg håber, at vi kan finde en fælles forståelse omkring, at den lokale og regionale journalistik er vigtig for sammenhængskraften i det danske mediebillede.

Det er vigtigt, at nyhedsdækningen ikke kun centreres omkring København og andre store byer, men at også lokalhistorier og lokale sager dækkes. Hvis regeringen mener det, så kræver det, at de prioriterer midler den vej.

Læs også

Penge til podcast
Vi vil også meget gerne styrke den eksisterende public service-pulje og øremærke midler til nye teknologier, blandt andet podcasts.

Det er en platform, som især mange unge danskere benytter sig af. I stedet for at tænde for radioen eller læse en fysisk avis finder de en podcast, der rammer lige netop deres interessefelt.

Derfor skal vi selvfølgelig styrke denne del af medieudbuddet. På samme måde som vi skal momsfritage de elektroniske udgaver af magasinerne. Fordi de udfylder en vigtig opgave. De oplyser og spreder viden, og er en vigtig informationskilde for danskerne.

Til sidst skal der kigges på de udfordringer, der er omkring tech-giganterne.

Det er en opgave, som vi ikke fik løst i sidste medieaftale, og det er jeg ærgerlig over.

Vi vil ikke have, at store tech-virksomheder trækker så mange annoncekroner ud af det danske marked.

Derfor skal vi have fundet en løsning på, hvordan vi dæmmer op for det, så vi sikrer dansksproget kvalitetsindhold.

Det er en svær, men bunden opgave, som alle politiske partier i fællesskab skal sætte sig ned og drøfte, hvordan vi skal griber an.

Dokumentation

Ny temadebat på Altinget Kultur

Sparekniven, der skulle bruges i Danmarks Radio, er med regeringens finanslovsforslag røget tilbage i køkkenskuffen.

Pengene skal findes, lyder det. Og så skal der tages hul på forhandlingerne om en ny medieaftale.

Men hvad er det så for et DR, vi skal have i fremtiden? 

Hvordan tackler vi en virkelighed, hvor monopolet fra gamle dage er fortid, og hvor magtfulde internationale techgiganter med bundløse pengekasser er nutid?

Hvad er det, vores børn skal bruge deres tid på foran en skærm?

Er det den rette beslutning af sløjfe besparelserne? Og hvor skal pengene egentlig komme fra?

Altinget Kultur har bedt en række centrale aktører komme med deres bud over de kommende uger. Den første i rækken er kulturminister Joy Mogensen (S).

Har du lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Marie Schønning Jensen på [email protected] eller debatredaktionen på [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britt Bager

Fhv. MF (K), fhv. politisk ordfører 2018-19 (V), fhv. statsrevisor 2018-21
master i journalistik (SDU 2011), cand.jur. (Aarhus Uni. 2012), cand.soc. (CBS 2013)

0:000:00