Debat

Bæredygtigt Landbrug til Maria Gjerding: Stop hetzen mod dansk landbrug

DEBAT: Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede, opfordrer Maria Reumert Gjerding til at anerkende dansk landbrugs præstationer og internationale succes.

Foto: Jesper Voldgaard og Mark Knudsen
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Fuglede Jørgensen
Formand for Bæredygtigt Landbrug

Tillykke, Maria Reumert Gjerding, med præsidentposten i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Præsidentposter er de færreste forundt – og nu slipper du endda for at betale partiskat til politbureauet.

DN’s sigte var oprindeligt at passe på naturen – et formål, vi alle sammen kan sætte vores underskrift på.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De seneste mange år er kampen for naturen desværre blevet afløst af en offensiv mod moderne, vidensbaseret landbrug – en krig, der udelukkende skyldes den hidtidige præsidents personlige og naive kæphest om 100 procent økologi, der vil betyde, at vi vil kunne mætte langt færre munde i denne verden.

Stop hetzen mod dansk landbrug
Drop dommedagsscenarierne i forhold til de planteværnsmidler, I kalder ”sprøjtegifte”.

De seneste mange år er kampen for naturen desværre blevet afløst af en offensiv mod moderne, vidensbaseret landbrug

Flemming Fuglede Jørgensen
Formand for Bæredygtigt Landbrug

For vi landmænd er kemi et hjælpemiddel, der giver en faglig mulighed for at fremstille gode madvarer. Vi producerer de sundeste og sikreste fødevarer i verden og udgør i forvejen klodens mest miljø- og klimarigtige landbrug – lad være med at bilde befolkningen det modsatte ind.

Via kemi (vaccination) fjerner vi eksempelvis svampe-giftstoffer fra madvarerne, og vi redder afgrøder fra at gå til i insektangreb eller ukrudt. Vi benytter plantebeskyttelse målrettet og i langt mindre målestok end tidligere.

Hverken nitrat eller moderne pesticider udgør nogen trussel mod grundvandet. Derfor accepterer Bæredygtigt Landbrug heller ikke, at landmændenes ejendomsret trin for trin udhules af kommuner, når de – med DN som spydspids – etablerer såkaldte gødnings- og sprøjtefri zoner.

Også økologiske landmænd bruger i øvrigt kemi – begge produktionsformer kan være stolte af deres produkter.

Produktionen bør anerkendes
Dansk landbrug er en enorm international succes – hvilket en samlet årlig eksport på 166 milliarder kroner fra den danske fødevareklynge i dén grad vidner om!

Og tænk, Maria: Dansk landbrug har mangedoblet produktionen siden begyndelsen af 1900-tallet – uden at øge udledningen af kvælstof.

Derfor bør vores erhverv også måles på præstationer og målbare konsekvenser, ikke på føleri. Dét håber jeg, at du er enig med mig i.

Du vil vel ikke argumentere mod at måle i virkeligheden – så vi kan spore en eventuel forurening? 

Som ny præsident bør du tage en intern kamp i DN for at få seriøsiteten tilbage i den gamle organisation.

For hvor seriøst er det i foråret 2017 at forlange en genforhandling af landbrugspakken – med henvisning til, at der er blevet udledt mere kvælstof til kystområderne – for så ét år senere at konstatere, at kvælstofudledningen faktisk faldt efter det første år med landbrugspakken? 

Hvor seriøst er det igen og igen at skyde på selv bittesmå udledninger fra landbruget – og så er DN samtidig tavs, når kommuner forurener naturen med spildevand?

Sidste sommer blev der ved bare ét tilfælde på Fyn lukket mere end 12.000 kubikmeter urenset spildevand, eller hvad der svarer til 500 fyldte gyllevogne, direkte ud i et vandløb, og ”naturfrederne” sagde ikke ét kvæk om skandalen.

Held og lykke med dit nye job. Vi to kommer nok til at krydse klinger adskillige gange – jeg kan eksempelvis garantere, at jeg ikke er færdig med at argumentere for, at DN skal fratages sin mangeårige ret til at rejse fredningssager.

Vores medlemmer finder sig ikke i, at en privat forening uden demokratisk legitimitet skal kunne fratage dem deres levebrød.

I første omgang ses vi to jo her i slutningen af maj ved naturfolkemødet i Hirtshals, når vi som aftalt skal debattere ”Skal vi have 100 % økologi i dansk landbrug?”. Hvis du skulle være i tvivl: Mit svar på dét spørgsmål er nej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Fuglede Jørgensen

Fhv. formand, Bæredygtigt Landbrug
landmand

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00