Niras: Derfor er vi kritiske over for anbefalinger til forvaltning af vandløb

Af Morten Lauge Pedersen
Seniorspecialist, vandløb, Niras 

”Med den nye klimavirkelighed er der behov for, at den 34-årige vandløbslovgivning kan komme i sync med nutidens behov,” udtalte miljøministeren, da et ekspertudvalg afleverede sine anbefalinger i december 2017.

Det er glædelige takter, at en bredt sammensat ekspertgruppe, der repræsenterer både Landbrug og Fødevarer, forskningsinstitutioner og Kommunernes Landsforening kan være enige om anbefalingerne til en helhedsorienteret tilgang som en altafgørende faktor for at løse den tværkommunale opgave med forvaltningen af vandressourcer.

Desværre for miljøministeren leverer rapporten ingen anvisninger til, hvordan interesseorganisationer og den øvrige offentlighed kan inddrages i forbindelse med kommunernes helhedsplanlægning.

Lige nu, hvor der er fire år til næste kommunalvalg, kan det virke behagelig gnidningsfrit for politikerne i kommunalbestyrelserne at tale om kommunens vandløb som en del af en tværkommunal og helhedsorienteret vandplanlægning.

Men mon ikke friktionen øges, når strategien skal omsættes til konkret og faktuel sagsbehandling:

Desværre for miljøministeren leverer rapporten ingen anvisninger til, hvordan interesseorganisationer og den øvrige offentlighed kan inddrages i forbindelse med kommunernes helhedsplanlægning.

Morten Lauge Pedersen
Seniorspecialist, vandløb, Niras

Når haver eller marker skal oversvømmes for at undgå, at områder i nabokommunen, der har en samfundsmæssigt større værdi, oversvømmes. Begrebet vandkamp ligger snublende lige for.

Planlæg på tværs af kommuner
Den helhedsorienterede tilgang i vandforvaltningen på tværs af kommunegrænser er en nødvendighed. For det første for at imødekomme udfordringer og behov i hele vandløbssystemet.

For det andet for at sikre, at én kommune ikke sender problemerne videre ”ned ad vandløbet” – til nabokommunen.

Nødvendigt for den helhedsorienterede tilgang er også, at den fysiske planlægning i kommunen, det vil sige byggeri, infrastruktur og natur, tænkes med i vandforvaltningen. Når der sker ændringer og påvirkninger på ét planlægningsområde, påvirker det et andet.

Spildevandet er også en betydelig faktor. Vandløbene fungerer nemlig som aftagere af spildevandet.

Vandmængden er i sig selv ikke problematisk, men kombineret med overfladevand fra befæstede arealer kan det give afledningsproblemer.

Endeligt bør en generel øget vandmængde tages med i en helhedsorienteret planlægning. I øjeblikket oplever vi meget vand på markerne, forøget grundvandsstand og høj vandstand i vandløbene.

Det betyder, at ådalene hurtigt oversvømmes.

Den øgede vandmængde kan skyldes en meget høj nedbørsmængde over lang tid, være et udtryk for et ekstremt nedbørsrigt år, eller der kan være tale om en egentlig klimaændring.

Ekspertudvalget anbefaler, at vandløbene inddrages som et centralt element i klimasikringen.

Den eneste farbare løsningsmulighed synes at være at se på hele vandsystemet og bruge vores viden om vandets bevægelser.

Samlet set kan den bedste løsning blive at bruge de lavest beliggende områder i landskabet (ådalene) til at opmagasinere vandet, uanset om der er tale om landsbrugsjord eller planlagt bebyggelsesareal.

Hvis den nye vandløbslovgivning ”skal komme i sync med nutidens behov i den nye klimavirkelighed”, bør der fra øverste myndighed skabes grobund for, at kommunalbestyrelserne har øje for de nævnte sammenhænge og samarbejder på tværs af kommunegrænser om de bedste løsninger for det samlede vandløbssystem.

Det kan ikke fremhæves ofte nok, at netop overblik og samarbejde mod et fælles mål er en ubestridt nødvendighed for at kunne gennemføre helhedsorienteret planlægning.

Kontroversielle anbefalinger
En anden af ekspertudvalgets anbefalinger er en ny tilgang til administration af vandløbene – bestemt ud fra de interesser, der er knyttet til vandløbet:

I. Vandløb med særlige natur- og miljøinteresser

II. Vandløb med øvrige natur- og miljøinteresser og

III. Vandløb primært med afvandingsinteresser

Både kategori I- og kategori II-vandløb omfatter målsatte vandløb i henhold til Vandrammedirektivet.

Der må derfor opfattes som meget kontroversielt at skelne imellem kategori I og Kategori II.

Det er måske den af ekspertudvalgets anbefalinger, der kan få flest interesseorganisationer på barrikaderne og krydse klinger.

Som rettesnor skriver ekspertudvalget:

• For vandløb, der falder ind under kategori I, har natur- og miljøinteresser oftest særlig prioritet, og afvejningen af interesser foretages, som det er tilfældet i dag.
• For vandløb, der falder ind under kategori II, kan der ske en mere differentieret afvejning i forhold til de forskellige hensyn.
• For vandløb, der falder ind under kategori III, vil afvandingsinteresserne ofte kunne vægtes højt. 

Kategoriseringen ser ud til at medføre, at Danmark i værste fald kan komme i strid med Vandrammedirektivet, da miljøhensynene til de målsatte vandløb i kategori II nedprioriteres i forhold til i dag.

Vi anbefaler derfor, at der udarbejdes en meget grundig juridisk granskning af dette forhold, før ekspertgruppens anbefalinger indarbejdes i en ny vandløbslov.

Det kan synes vanskeligt at forstå, at det er nødvendigt at indføre tre kategorier. I langt de fleste målsatte vandløb vil det være muligt at tilgodese både afledningsmæssige og miljømæssige hensyn.

Endeligt bliver det i kategoriseringsarbejdet nødvendigt at forholde sig til, hvad man gør i vandløbsoplandene, når vandløb, der fungerer som drænkanaler eller spildevandskanaler, møder vandløb, der er udpeget som naturvandløb.

Det bliver væsentligt at sikre, at der tænkes i sammenhængende systemer.

Og kan vi tillade, at nogle vandløbssystemer udlægges som ren natur, mens andre udlægges som drænings-, eller spildevandsvandløb?

Fælles forståelse fremmer samarbejdet 
Ekspertgruppen anbefaler, at skikkelsesregulativet (der angiver størrelsen på et vandløb) i fremtiden erstattes af et Q/H-regulativ, som er et vandløbsregulativ, der udstikker retningslinjer for, hvor meget vand der skal transporteres i vandløbet ved en given vandstand.

Brugen af Q/H-regulativer gør det nemmere at fastsætte et vandløbs vandføringsevne, hvilket efter ekspertudvalgets opfattelse vil tilgodese, at vandløbet kan udvikle sig naturligt til gavn for miljø og natur.

Q/H-regulativer er en dårlig løsning der kræver anvendelse af hydrauliske modeller, som skal kalibreres af rådgivere og andre eksperter.

Det er derfor mere end én overvejelse værd, om man bør nytænke udformningen af vandløbsregulativerne, så de bliver lettere at forstå og kontrollere for kommuner, lodsejere og andre interessenter.

Specielt når vandløbslovens formål er at søge løsning på de konflikter, der kan opstå i forbindelse med benyttelse og beskyttelse af vandløb.

Afvejningen af interesserne er ofte kompliceret og en balanceakt.

Det kan virke uoverskueligt at forstå og forudse givne påvirkningers konsekvenser for hele vandløbssystemet, og der udestår derfor en meget stor pædagogisk opgave i at vise konsekvenserne af den helhedsorienterede forvaltning af vandløbene.

Næste skridt er at teste ekspertudvalgets anbefalinger i praksis, så politikere, interesseorganisationer, borgere og lodsejere kan se konsekvenserne af en helhedsorienteret vandløbsforvaltning, før den bliver omsat til egentlig lov.