SF: Vandløbslov må skabe den balance i naturen, landbrugspakken ødelagde

Af Trine Torp (SF)
Natur- og miljøordfører 

Naturen er visnet under den blå regering. Det nationale kompromis mellem landbrug og naturens interesser blev aldrig til noget, fordi skiftende blå miljø- og fødevareministre fuldstændig ignorerede naturen i det åbne land og vægtede landbrugsinteresserne højest. Det gik også ud over vandmiljøet med øget udledning af kvælstof til et i forvejen hårdt prøvet vandmiljø.

Nu er en ekspertgruppe kommet med en række anbefalinger, der forhåbentlig kan få regeringen til at tilgodese vandløbene i Danmark og lade naturen indgå i det nationale kompromis. Men det kræver, at den nye minister Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke blindt fortsætter som Eva Kjer og Lunde Larsen.

I SF er vi meget glade for anbefalingen om, at klimatilpasning skal skrives ind som en formål i vandløbsloven. Det har vi foreslået længe. Vi har endda foreslået en egentlig klimatilpasningslov, der kombinerer behovet for kystbeskyttelse med behovet for at beskytte mod vandstigninger fra grundvand, åer og søer overalt i landet. Det har vi tydeligt set behov for under voldsomt vejr. 

Fokus på åens bredder
Men SF vil gå længere end ekspertgruppen og foreslå regeringen et langt større fokus på åens bredder fremfor selve åen. For vandløbene har et stort uindfriet potentiale for beskyttelse mod oversvømmelser af marker, veje og bebyggelse ved frigivelse af åens bredder. Det vil også skabe mere natur, øge biodiversiteten, bidrage til klimatilpasning og mindske udslippet af drivhusgasser.

I den målrettede regulering af landbrugets kvælstofforurening, der blev lovfæstet i maj måned af regeringen, DF, S og R, savner jeg, at der tages højde for åens bredder og lavbundsområders muligheder.

Men SF vil gå længere end ekspertgruppen og foreslå regeringen et langt større fokus på åens bredder fremfor selve åen.

Trine Torp (SF)
Natur- og miljøordfører

Lavbundsområder, som de der gerne ligger på begge sider af et vandløb, er mange steder identisk med vandløbets naturlige "interesseområder". Her flyder vandløbet naturligt ud ved høj vandføring. Uforstyrrede lavbundsarealer vil efter ophør af pløjning opbygge kulstof i jorden i form af døde planterester. Ved pløjning af jorden frigives kulstoffet som drivhusgasser, og maskinerne trykker jorden i bund. Det øger selvsagt risikoen for oversvømmelse, og mange steder er problemerne med oversvømmelser i høj grad selvforskyldt.

Skatteyderne betaler to gange
Tidligere blev både landbrugets og naturens overskud af kvælstof og fosfor i stort omfang omsat af bakterier eller optaget i planter på engene, før vandet nåede vandløbet. Men med den målrettede regulering, der nu er lovfæstet, betales landmændene to gange for at dyrke på de følsomme lavbundsområder nær vandløbene: først gennem den almindelige landbrugsstøtte og dernæst for frivilligt at så eftergrøder for at optage kvælstofoverskuddet. Sagt på en anden måde: skatteyderne betaler bonden to gange for at fastholde risikoen for oversvømmelse, opretholde en lav en fraværende biodiversitet og frigive drivhusgasser, hver gang der pløjes. Det er jo ren Ebberød Bank.

SF mener, det vil være rigtig klogt at udbetale kompensation én gang – enten ved at det offentlige overtager arealet eller betaler engangserstatning for tinglyste dyrkningsindskrænkninger. Mange steder vil der fortsat kunne være en indtægt fra høslæt eller afgræsning. Der skal også mere gang i jordbytteriet, og her kan staten klart være mere aktiv i at sikre, at sårbare jorde tages ud af drift.

Klimatilpasningsprojekter som en forbedret vandløbsforvaltning tilgodeser mere end blot de landmænd, der sjældnere får oversvømmet markerne – boligejere og lodsejere langs åerne har også en økonomisk interesse i, at vandet holder sig væk. Landbrugserhvervet bør bidrage solidarisk. Lodsejere med "sit på det tørre", og hvor kvælstofretentionen er høj, tjener mere, når der under den målrettede regulering kan bruges mere gødning. En del af denne merindtjening bør bidrage til den dyrkningsjord, der har lav kvælstofretention – lavbundsjorde i ådalene. Det vil være den mest fornuftige forvaltning af vandløb i forhold til at nå et kompromis mellem landbruget og naturens interesser.