Bjarne Laustsen
 svarer 
Ole Birk Olesen

S og DF: Hvor mange dør årligt som følge af brand på plejehjem?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 26, Spørgsmål 2

Vil ministeren oplyse, hvor mange der dør som følge af brand årligt i Danmark henholdsvis på plejehjem og i alt? Hvilke initiativer har regeringen taget for at bringe antallet ned?

Svar fra torsdag den 17. januar 2019
Ole Birk: 27 døde efter brand på plejehjem siden 2014

Jeg har forelagt spørgsmålet for Forsvarsministeriet, som fører statistik over brande, og som varetager brandforebyggelse. Ministeriet oplyser følgende:

”Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet bidrag fra Beredskabsstyrelsen, som har oplyst følgende:

Nedenstående tabel viser antallet af branddøde i alt i perioden 2008 – 2017 samt en særskilt opgørelse for branddøde på plejehjem fra årene 2014-2017.

Data fra 2018 er endnu ikke valideret.

Antallet af branddøde for bopælskategorien ”plejehjem” (hele landet) kan kun særskilt opgøres for perioden 2014-2017, da registreringer i kategorien ”plejehjem” først er begyndt i 2014.

Branddøde defineres ved personer, der omkommer under brand eller senest 30 dage efter branden som følge af brandpåvirkning – typisk røgforgiftning eller forbrænding.

Initiativer målrettet forebyggelse af brand i bygninger

Beredskabsstyrelsen oplyser, at styrelsen varetager et regelsæt, som bl.a. omfatter forebyggelse af brand i bygninger, der huser plejehjem og plejecentre.

Beredskabsstyrelsen har dog ikke en specifik brandforebyggende indsats målrettet plejehjem.

Med hjemmel i beredskabsloven er der udstedt to bekendtgørelser (bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v. og bekendtgørelse om driftsmæssige forskrifter i hoteller m.v.), som stiller driftsmæssige krav til steder, hvor mange mennesker samles eller samles under særlige forhold, herunder plejeinstitutioner med soverumsafsnit, hvor der er flere end 10 sovepladser.

Beredskabslovgivningen er på dette område et supplement til byggelovgivningen.

Der er endvidere udstedt bekendtgørelse om brandsyn, som vedrører tilsyn med visse lokaliteter, herunder plejeinstitutioner med soverumsafsnit, hvor der er flere end 10 sovepladser.

Af bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger fremgår det bl.a., at kommunalbestyrelsen kan give yderligere driftsmæssige pålæg, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendig for at forebygge eller mindske brandfaren og for at sikre redning af personer, der befinder sig i lokalerne.

Initiativer målrettet det øvrige samfund

Beredskabsstyrelsen arbejder kontinuerligt med at reducere antallet af brande i Danmark. ”National Strategi for forebyggelse af ulykker og katastrofer”, som blev offentliggjort i 2017, har således som et af sine overordnede mål at nedbringe antallet af døde og tilskadekomne samt udgifterne til skader som følge af brand, stærke storme og oversvømmelser. Strategien har et borgerrettet sigte og prioriterer tiltag med fokus på særlige målgrupper, herunder ældre og andre mindre ressourcestærke grupper.

Centralt i dette arbejde er forebyggelseskonceptet Brandsikker Bolig, som er udviklet i samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber, KL og TrygFonden.

Konceptet sætter fokus på brandsikkerheden i eget hjem og er primært målrettet svage ældre og andre mindre ressourcestærke grupper, da risikoen for at komme til skade eller omkomme stiger med alderen og er særlig stor for samfundets mest udsatte og sårbare grupper. Brandsikker Bolig er således ikke tiltænkt plejehjem/plejecentre eller andre steder, hvor bygningsreglementet stiller krav om automatiske brandalarmeringsanlæg, f.eks. alarmering og sprinkling, og/eller hvor der er plejepersonale døgnet rundt.

Det kommunale brandvæsen fungerer som tovholder for den lokale implementering af Brandsikker Bolig. Den lokale implementering er imidlertid også afhængig af deltagelse fra den kommunale hjemmepleje og/eller andre relevante aktører. Det skal bemærkes, at konceptet er frivilligt at benytte for det kommunale brandvæsen og de øvrige kommunale forvaltninger.

Foruden Brandsikker Bolig kan nævnes Brandskolen Brandparat, som er et interaktivt, webbaseret kursus i at forebygge og håndtere brand. Brandparat tilbydes i forskellige versioner dels til ansatte i kommunerne, dels til ansatte og studerende ved sygehuse og i psykiatrien, dels til borgerne generelt. Brandparat er udviklet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Danske Beredskaber og TrygFonden.” 

0:000:00