Pia Adelsteen
 svarer 
Jakob Ellemann-Jensen

DF: Kan der være habilitetsproblemer forbundet med Naturfredningsforeningens medlemmer?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 48, Spørgsmål 2

Kan ministeren oplyse, om det er muligt at sidde i et Fredningsnævn, som afgør fredningssager, hvis man er medlem af Danmarks Naturfredningsforening, der er den forening, der som den eneste private forening har en ret til at anlægge fredningssager, og hvis dette er muligt, vil ministeren så oplyse, hvor mange medlemmer, det drejer sig om, og oplyse, om ministeren mener, at dette kan udgøre et habilitetsproblem?

Svar fra mandag den 14. januar 2019
Ellemann: Medlemskab af Danmarks Naturfredningsforening er ikke automatisk lig med inhabilitet

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i en afgørelse fra 11. maj 2017 taget stilling til, at en generel foreningsmæssig interesse ikke vil kunne begrunde inhabilitet hos et fredningsnævnsmedlem, og et almindeligt medlemskab af Danmarks Naturfredningsforening vil således ikke automatisk føre til inhabilitet. I den konkrete sag fandt nævnet desuden, at der i øvrigt ikke var omstændigheder, der var egnede til at vække tvivl om medlemmets habilitet og upartiskhed.

Jeg kan henholde mig til nævnets afgørelse.

Efter forvaltningsloven er det myndigheden selv, dvs. i fredningssager fredningsnævnene og Miljø- og Fødevareklagenævnet i klagesager, der skal afgøre, om et medlem af fredningsnævnet er inhabil i en konkret sag.

Netop på fredningsområdet er det uafhængige domstolslignende myndigheder, der skal afgøre sagerne. Både fredningsnævnene og Miljø- og Fødevareklagenævnet har en dommer som formand, og for klagenævnets vedkommende er der flere dommere blandt medlemmerne, dvs. der er tale om myndigheder med stor juridiske ekspertise. Jeg har tillid til, at netop nævnene kan træffe afgørelse om inhabilitet.

Ministeriet ikke bekendt med, om medlemmerne af landets fredningsnævn eller af Miljø- og Fødevareklagenævnet er medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening eller andre foreninger.

0:000:00