Karina Adsbøl
 svarer 
Mai Mercado

Karina Adsbøl (DF) spørger børne- og socialministeren, Mai Mercado, hvilke krav der stilles til inddragelsen af parterne i revisionen af en handleplan

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 229, Spørgsmål 1
Vil ministeren redegøre for, hvilke krav der stilles til inddragelsen af parterne i revisionen af en handleplan?

Svar fra tirsdag den 7. maj 2019
”Vil ministeren redegøre for, hvilke krav der stilles til inddragelsen af parterne i revisionen af en handleplan?”.

Svar:

Jeg forstår spørgsmålet således, at der spørges ind til de foreslåede ændringer med lovforslaget L 229, der vedrører regelforenklinger på børneområdet.

Med lovforslaget ændres reglerne således, at en revision af en handleplan efter servicelovens § 140 ikke længere sker ved en afgørelse men ved en beslutning.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at beslutningen om at revidere handleplanen – så vidt det er muligt - fortsat skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Med den foreslåede ændring ændres der således ikke på kravet om, at parterne skal inddrages i arbejdet med ændringen af barnets eller den unges handlingsplan.

Det følger desuden af formålsbestemmelsen i servicelovens § 46, at barnets eller den unges synspunkter skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed, og at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken.

Dette vil – ligesom i dag – også gælde, når det besluttes at revidere handleplanen, uanset at dette ikke er en afgørelse efter de forvaltningsretlige regler.

Afgørelser om foranstaltninger, herunder også ændringer af allerede iværksatte foranstaltninger, skal ske med inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren, ligesom der er fastsat regler i serviceloven om samtykke til foranstaltninger. Disse regler ændres ikke med dette lovforslag.
0:000:00