Peder Hvelplund
 svarer 
Magnus Heunicke

EL: Har de regionale videnskabsetiske komitéer ressourcer til at varetage nye opgaver?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 35, Spørgsmål 4

Vil ministeren redegøre for, om de regionale videnskabetiske komitéer har tilstrækkelige ressourcer til at varetage den opgave, som bliver overflyttet til dem fra Styrelsen for Patientsikkerhed, herunder i lyset af at der bliver indført en ny tidsfrist på 35 dage for sagsbehandlingen? Kan der være en risiko for, at kvaliteten af sagbehandlingen falder?

Svar fra fredag den 15. november 2019
Heunicke: De regionale videnskabsetiske komitéer får ikke en ny opgave med lovforslaget

Det skal indledningsvist bemærkes, at kompetencen til at godkende videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler og andre systemer, der supplerer patientjournalen til brug for konkrete forskningsprojekter af væsentlig samfundsmæssig interesse, statistik eller planlægning foreslås placeret hos regionsrådet, som med fordel kan inddrage den kompetence, der findes i den regionale forvaltning fra sekretariatsbetjeningen af de regionale videnskabsetiske komitéer.

De regionale videnskabsetiske komitéer får således ikke en ny opgave som følge af lovforslaget.

I forhold til spørgsmålet om der kan være risiko for at kvaliteten af sagsbehandlingen vil falde som følge af forslaget om at indføre en tidsfrist for sagsbehandlingen på 35 dage, kan det oplyses, at regionsrådet efter lovforslaget skal foretage den samme administrative vurdering af ansøgningerne, som Styrelsen for Patientsikkerhed foretager i dag. Det bemærkes i den forbindelse, at forudsætningen for at regionsrådene kan godkende, at patientjournaloplysninger kan videregives til en forsker til brug for et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse eller et statistik eller planlægningsprojekt, er, at projektet vurderes at være af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Det betyder, at regionsrådet skal vurdere, om der på baggrund af forskningsprojektet og dets konklusioner vil kunne erhverves en generaliserbar viden, som rækker ud over de konkrete forhold, der undersøges, samt om det enkelte forskningsprojekt og dets konklusioner er af væsentlig relevant betydning for det område, der er genstand for forskningsprojektet.

Sundheds- og Ældreministeriet finder derfor ikke, at der med lovforslaget er risiko for at kvaliteten af sagsbehandlingen falder.

0:000:00