Hvis brancheorganisationernes forslag følges, vil et kommunalt ejet forsyningsselskab, der har valgt privat inddrivelse af sine fordringer, kunne overvælte udgifter i samme omfang, som privatejede forsyningsselskaber kan. Det betyder også, at kommunalt ejede forsyningsselskab vil kunne få dækket udgifter til at få tilvejebragt et særligt grundlag til at gå i fogedretten. Dette giver dog ikke mening, når kommunalt ejede forsyningsselskabers fordringer allerede har et sådant grundlag i form af udpantningsretten.

Den i lovforslaget foreslåede fastholdelse af udpantningsretten vil medføre, at visse udenretlige inddrivelsesomkostninger ikke vil kunne overvæltes på skyldneren, fordi de ikke kan siges at være rimelige og relevante, hvis de udelukkende relaterer sig til udenretlige inddrivelsesskridt, der er helt overflødige som følge af udpantningsretten. Det kan f.eks. dreje sig om tilvejebringelsen af et udenretligt skriftligt forlig om gælden. Udpantningsretten vil fjerne behovet for et sådant forlig.

Jeg kan derfor ikke støtte forslaget og mener ikke, at brancheorganisationerne med deres forslag vil skabe større ligestilling mellem de kommunalt ejede og de privatejede forsyningsselskaber end den, der vil blive opnået ved en ophævelse af udpantningsretten. De kommunalt ejede forsyningsselskaber kan med forslaget tværtimod siges at blive stillet bedre end de privatejede forsyningsselskaber, der selv skal indhente et grundlag for at kunne gå i fogedretten. Dette vil ikke være nødvendigt for de kommunalt ejede forsyningsselskaber som følge af brancheorganisationernes forslag om, at udpantningsretten samtidig fastholdes.

Den foreslåede ordning med fastholdelsen af udpantningsretten er udtryk for et kompromis mellem på den ene side den ønskede ligestilling med privatejede forsyningsselskabers inddrivelse og på den anden side et ønske om ikke at påføre skyldnerne væsentligt flere inddrivelsesomkostninger.