Søren Egge Rasmussen
 svarer 
Mogens Jensen

Søren Egge Rasmussen (EL) spørger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, hvorvidt civilsamfundet vil blive inddraget i udmøntningen af lovforslaget

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 84, Spørgsmål 3
Vil ministeren oplyse, hvorvidt civilsamfundet vil blive inddraget i udmøntningen af lovforslaget?

Svar fra onsdag den 8. januar 2020
Jeg har forelagt spørgsmålet for Landbrugsstyrelsen, som oplyser følgende:

"Det er vigtigt, at alvorlige skadegørerangreb opdages så tidligt som muligt og her kan civilsamfundet spille en stor rolle, ligesom i forbindelse med forebyggelsen mod indslæbning og spredningen af planteskadegørere. Allerede i dag er der generel anmeldepligt for mistanker og fund af visse planteskadegørere.

Der lægges op til at medlemsstaternes plantesundhedsmyndighed i større grad skal inddrage civilpersoner, der gennem deres erhverv eller hobby har et vist kendskab til planter og plantesundhed (”citizens science”) g på frivillig basis kan bidrage til sikring af plantesundheden. Det kan eksempelvis være kommunens gartnere, entomologer, biologer og andre naturinteresserede, der med en øget viden om plantesundhed vil kunne bidrage til at opdage planteskadegørere tidligt. Landbrugsstyrelsen vil via blandt andet plantesundhed.dk og en målrettet kommunikation omkring relevante karantæneskadegørere og nye trusler fra endnu ikke regulerede skadegørere stille information til rådighed for civilsamfundet.

Derudover lægges der op til en generel, frivillig borgerinddragelse fra myndighedens side, via brede informationsindsatser (”public awareness”), hvor borgeren via kampagner, havemesser, Skovens dag, aktiviteter for skoler m.v. kan orientere sig om trusler for plantesundheden og sætte sig ind i sin pligt til at anmelde mistanker om og fund af karantæneskadegørere. Plantesundhedsforordningen stiller specifikt krav om, at myndigheden skal informere om alvorlige plantesundhedstrusler. Herudover stiller forordningen også krav til lufthavne og havne om at informere, så rejsende borgere kan orientere sig om reglerne for hjemtagning af frø, planter og planteprodukter fra lande udenfor EU.

Der forventes således en involvering af civilsamfundet på frivillig basis gennem kommunikation, faglige aktiviteter m.v., der kan understøtte myndighedens undersøgelsesarbejde, som supplement til den anmeldepligt, der allerede i dag er generelt gældende." Mogens Jensen / Louise Piester
0:000:00